Canada
.svg)
.svg)
Canada er et land i den nordlige del af Nordamerika. Dets ti provinser og tre territorier strækker sig fra Atlanterhavet i øst og til Stillehavet i vest. Nord for Canada ligger Nordpolen og Arktiske hav. Landet har to landegrænser. En mod USA i syd og nordvest (Alaska) med en samlet længde på 8.891 km, den længste i verden mellem to lande, og en anden mod Grønland og således Kongeriget Danmark (Hans Ø), med en længde på 1,2 km. Arealmæssigt er Canada med 9,98 millioner km² verdens næststørste land. Hovedstaden er Ottawa, og de tre største byområder er Toronto, Montreal og Vancouver.
Indianere indvandrede som de første til det nuværende Canada for omkring 12.000 år siden. Inuitterne kom derefter for omkring 1500 år siden. De europæiske nordboere sejlede til østkysten af Canada i 1000-tallet.
Sent i 1400-tallet kom europæerne for alvor til østkysten og begyndte kolonisering omkring 1600. Det var overvejende franskmænd og englændere, der ankom. I den tid bredte betegnelsen Canada sig – et navn der oprindelig var et irokesisk stednavn. Efter en række væbnede konflikter mellem briterne og franskmændene afstod sidstnævnte deres kolonier i 1763. I 1867 blev tre britiske kolonier slået sammen i forbundsstaten Canada, og efterhånden fulgte større områder. Dette skete samtidig med, at landet blev mere og mere uafhængigt af Storbritannien.
Canada er et konstitutionelt monarki efter Westminster-modellen med den britiske regent som statsoverhoved. Landet har parlamentarisme som styreform, og premierministeren er regeringsleder. Canada er officielt tosproget; man taler engelsk i det meste af landet, men i provinserne Québec og dele af New Brunswick, Ontario og Manitoba er hovedsproget fransk. Landet er medlem af Commonwealth of Nations og La Francophonie.
Landet rangerer blandt de højeste i verden på en række områder som åben og gennemsigtig regeringsførelse, borgerrettigheder, livskvalitet, økonomisk frihed og uddannelse. Det er et af verdens mest etnisk sammensatte og multikulturelle lande med omfattende indvandring fra en lang række områder i verden. Canadas langvarige og komplicerede forhold til USA har haft stor indflydelse på landets økonomi og kultur.
Som i-land har landet det syttendestørste BNP pr. indbygger i verden og ligger nummer 13 på Human Development Index. Landet har den tiendestørste økonomi, først og fremmest som følge af dets omfattende mængder af råstoffer samt veludviklet handelssamarbejde. Canada er medlem af en række internationale organisationer som FN, NATO, G20, United States-Mexico-Canada Agreement samt APEC.
Etymologi
[redigér | rediger kildetekst]Navnet "Canada" kommer fra det St. Lawrence-irokesiske ord "kanata", som betyder "landsby" eller "bosættelse".[8][9] I 1535 anvendte oprindelige beboere i området omkring det nutidige Québec ordet til at vise den opdagelsesrejsende Jacques Cartier til landsbyen Stadacona.[9] Cartier brugte senere ordet "Canada" til ikke blot at referere til denne landsby, men til hele det område, der var underlagt Donnacota, høvding over Stadacona.[9] Omkring 1545 var området i europæiske bøger og på europæiske kort begyndt at optræde som Canada.
I 1600- og begyndelsen af 1700-tallet betegnede "Canada" den del af Ny Frankrig, som lå langs Saint Lawrence-floden.[10] I 1791 blev området til to britiske kolonier, henholdsvis Nedre Canada og Øvre Canada, tilsammen betegnet Canadaerne, indtil de blev forenet som den britiske Canada-provins i 1842.[11] Ved dannelsen af konføderationen i 1867 blev "Canada" den juridiske betegnelse for den nye nation, og ordet "Dominion" blev givet som dens betegnelse.[12] Efterhånden som Canada hævdede sin selvstændighed fra Storbritannien brugte den føderale regering i højere og højere grad bare Canada på statslige dokumenter og traktater, en forandring, der fik betydning for skiftet af betegnelsen for nationaldagen fra "Dominion Day" til "Canada Day" i 1982.[13]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikel: Canadas historieOprindelige folkeslag
[redigér | rediger kildetekst]Canadas oprindelige folkeslag omfatter indianere (First Nations) og inuitter,[14] mens métiser er et blandingsfolk, der stammer fra det 18. århundrede, hvor europæere giftede sig med indianere og inuitter.[14] Arkæologiske studier og genetiske undersøgelser peger i retning af, at der fandtes mennesker i det nordlige af nutidens Yukon omkring 13.000-12.000 f.v.t. og i det sydlige Ontario omkring 7.500 f.v.t.[15][16] Disse første bosættere ankom til Canada over Bering-landbroen.[17] De palæo-indianske arkæologiske udgravninger ved Old Crow Flat og Bluefish Caves er to af de ældste steder, hvor man har kendskab til, at mennesker har boet i Canada.[18] Om disse oprindelige canadiske samfund ved man, at de var permanent bosatte på stedet, kendte til landbrug, havde komplekse sociale strukturer og netværk af handel.[19][20] Nogle af disse kulturer var bukket under, før europæiske opdagelsesrejsende ankom i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede, og man kender derfor kun til dem gennem arkæologiske udgravninger.[21]
Det anslås, at der levede et sted mellem 200.000[22] og 2 millioner[23] af de oprindelige folkeslag, da europæerne begyndte at bosætte sig i området omkring 1500. Royal Commission of Aboriginal Peoples mener, at tallet nok var omkring 500.000.[24] En konsekvens af den europæiske kolonisation var, at de oprindelige folk i stort omfang blev ofre for europæernes medbragte infektiøse sygdomme som influenza, mæslinger og kopper, som de ikke var modstandsdygtige over for, og det betød, at en nedgang i befolkningen på fyrre til firs procent i de første århundreder efter europæernes ankomst.[22][25]
Skønt det ikke skete uden konflikter, var de første relationer mellem de europæiske canadiere og de oprindelige folk relativt fredelige.[26] Den britiske krone og de oprindelige folks forbindelser indledtes under den europæiske kolonisation, idet forbindelsen til inuitterne dog overvejende var mere beskeden i den periode.[27] Fra slutningen af det 18. århundrede opfordrede de europæiske canadiere de oprindelige folk til at assimilere sig i det europæisk-canadiske samfund.[28] Disse bestræbelser nåede et klimaks i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede med tvungen integration og flytning af større befolkningsgrupper.[29]
Europæisk kolonisation
[redigér | rediger kildetekst]Det første forsøg på en kolonisering af Canada og dermed kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da nordiske vikinger slog sig ned nogle få år ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland.[30] Derpå skulle der gå yderligere 500 år, før der igen kom europæere til det canadiske område. Den første opdagelsesrejsende på det tidspunkt var den italienske søfarer John Cabot, der i 1497 udforskede Canadas atlanterhavskyst for England.[31] Efter ham kom baskiske og portugisiske søfolk, som anlagde udposter ved atlanterhavskysten til brug under hvalfangst- og fiskerisæsonerne i begyndelsen af det 16. århundrede.[32] I 1534 drog den franske opdagelsesrejsende Jacques Cartier op ad Saint Lawrence-floden for at udforske området, og 24. juli samme år satte han et 10 m højt kors, der bar inskriptionen "Længe leve kongen af Frankrig", og tog derved territoriet i besiddelse på vegne af den franske kong Frans 1.[33]
I 1583 udråbte Humphrey Gilbert med beføjelse af dronning Elizabeth 1. af England St. John's på Newfoundland som den første engelske koloni i Nordamerika.[34] Tadoussac blev som den første franske handelsstation anlagt i 1599, og den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain anlagde de første permanente bebyggelser i Port-Royal (1605) og Québec (1608).[35] Fransk-canadiere bosatte sig i stort tal omkring Saint Lawrence (Ny Frankrig) samt i området kaldet Acadia omkring Port-Royal længere østpå. Samtidig udforskede pelshandlere og katolske missionærer områderne omkring de store søer, Hudsonbugten og hele området omkring Mississippifloden fra dets udspring til Louisiana.[36] I midten af det 17. århundrede brød bæverkrigene ud mellem to grupperinger af oprindelige folk, der blev støttet af henholdsvis englænderne og hollænderne på den ene side og franskmændene på den anden. Krigen drejede sig om kontrollen over den lukrative pelshandel.[37]
Koloniseringen af Canada kom i stor udstrækning til at blive bestemt af de storpolitiske forhold i Europa, hvor England, der bed sig fast med kolonier som Cupids og Ferryland på Newfoundland,[38] og Frankrig stod i et modsætningsforhold. De to nationer stod således på hver side i en nordamerikansk serie på fire såkaldte fransk-indianske krige i perioden 1688-1763, hvoraf den sidste af de fire afspejlede den europæiske syvårskrig.[39] Fredsaftalerne efter krigene i Europa medførte, at England efterhånden overtog store dele af Canada, først Nova Scotia og senere store dele af Ny Frankrig.[40]
Ved en kongelig proklamation af 1763 dannede englænderne provinsen Quebec af de områder, som var blevet overtaget ved fredsaftalerne, og snart efter blev Cape Breton-øerne, som franskmændene havde beholdt, annekteret af englænderne.[13] Kolonien St. John's Island blev etableret af englænderne på nutidens Prince Edward Island i 1769.[41] For at undgå konflikt i Quebec vedtog det britiske parlament Quebec-loven i 1774, hvorved Quebec-territoriet blev udvidet, så det omfattede de store søer og Ohio-dalen.[42] Loven garanterede sprog- og religionsfrihed samt anerkendte fransk civilret i området. Dette oprørte befolkningen i de 13 oprindelige kolonier længere mod syd og var med til at anspore den antibritiske stemning i årene forud for udbruddet af den amerikanske revolution i 1775.[13]
Parisaftalen (1783) anerkendte den amerikanske uafhængighed og gav de nyligt tilføjede territorier syd for (men ikke nord for) de Store Søer til det nye USA.[43] Et stort antal loyalister (engelsktalende kolonister), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada efter den amerikanske uafhængighed i 1783. Det førte til en reorganisering, så New Brunswick blev udskilt fra Nova Scotia for at give plads til loyalistiske bosættelser i Maritim-regionen. For at imødekomme de engelsktalende loyalister i Quebec opdelte Konstitutionsloven (1791) denne provins i det fransktalende Nedre Canada (forløberen for Québec) og det engelsktalende Øvre Canada (forløberen for Ontario) og gav hvert af disse sin egen folkevalgte lovgivende forsamling.[44]
De to Canadaer udgjorde frontlinjen i den britisk-amerikanske krig (1812). Efter denne krig begyndte en omfattende immigration til Canada fra Storbritannien og Irland omkring 1815.[23] I perioden 1825-1846 ankom 626.628 europæiske immigranter til canadiske havne.[45] Blandt immigranterne var irere, der flygtede fra den store hungersnød samt gælisktalende skotter, der var fordrevet under de såkaldte Highland Clearances.[46] Infektionssygdomme kostede mellem 25 og 33 procent af de europæiske immigranter til Canada før 1891 livet.[22]
Ønsket om politiske reformer resulterede i de mislykkede canadiske oprør (1837). Durham-rapporten anbefalede efterfølgende en styreform efter Westminster-modellen og optagelsen af fransk-canadierne i den engelske kultur.[13] Unionsloven (1840) samlede de to Canadaer i det fælles Provinsen Canada og etablerede Westminster-modellen i alle de britiske nordamerikanske provinser fra 1849.