Dekan

Nicholas Wotton (ca. 1497–1567), dekan ved Canterbury Cathedral 1541–1567. Dekanen var traditionelt en af de øverste dignitarer i et domkapitel.

Dekan eller dekanus (af latin: decanus, af decem, "ti") er en historisk betegnelse for en leder eller tilsynsførende, der navnlig anvendes om en højtstående kirkelig embedsmand og om den administrative leder af et fakultet ved et universitet. Ved danske universiteter betegner dekanen således fakultetets administrative leder, og embedet blev traditionelt varetaget af en professor, der fungerede som formand eller forstander for fakultetet eller en fakultetssektion, som regel valgt for ét år ad gangen.

Betegnelsen går tilbage til romersk militær sprogbrug, hvor en decanus var anfører eller opsynsmand for en gruppe på ti soldater eller personer. Ordet blev siden optaget i klostervæsenet og den kirkelige stifts- og kapitelorganisation og senere ved universiteterne. I Benediktinerordenens klosterregel fra 500-tallet betegnede decanus således en person, der havde opsyn med ti munke. I Nordens middelalderlige domkapitler var dekanen en højtstående person og en af kapitlets fire prælater eller ledere. Betegnelsen anvendes fortsat inden for den katolske kirke om forskellige lederstillinger.

Ordet svarer til engelsk dean og fransk doyen. Ved danske universiteter findes desuden prodekaner, der kan fungere som dekanens stedfortrædere. Dekanen, prodekanen og deres medarbejdere kan tilsammen udgøre et dekanat. Betegnelsen dekanat anvendes desuden om selve dekanembedet og dets værdighed samt om det kirkelige område, som en dekan leder.

Dekanesse er en feminin afledning af dekan og har været anvendt om forstanderinden for en større stiftelse. I Danmark er betegnelsen særligt blevet brugt om den højtstående kvinde, der forestår Vallø Stift.

Oprindelse og tidlig kirkelig brug

I den romerske hær blev decanus anvendt om føreren eller opsynsmanden for en gruppe på ti. Gruppen var et teltlag, contubernium, bestående af ti soldater. Ved kejserhoffet i Konstantinopel blev decanus desuden anvendt som titel for en lavere hofembedsmand, og i angelsaksisk England fik betegnelsen en verdslig anvendelse om en embedsmand med jurisdiktion inden for sit distrikt eller tithing i sager ved første instans.

Inden for kristendommen forekommer betegnelsen i Benedikt af Nursias regel om en munk, der under abbeden havde opsyn med oprindeligt ti andre munke og skulle sikre, at deres arbejde blev udført, og at klosterets regler blev overholdt. Et sådant embede bevaredes gennem længere tid i klostrene.

En tilsvarende organisatorisk udvikling fandt sted i stiftsforvaltningen. De tidlige kristne menigheder søgte tilknytning til byernes biskopper, men for menigheder langt fra bispesædet kunne den direkte forbindelse være vanskelig. Der blev derfor udpeget præster eller diakoner, undertiden permanent og undertiden midlertidigt, som bistod biskoppen. I begyndelsen af det 4. århundrede blev sådanne embedsmænd blandt andet kendt som chorepiscopi. Deres stilling blev behandlet på kirkemøderne i Ancyra i 314 og Antiokia i 341. De kunne føre tilsyn med flere sogne, men var underlagt byens biskop, hvorfra deres jurisdiktion udgik, og de kunne kun meddele de lavere ordener. De fleste var almindelige præster med forholdsvis omfattende beføjelser.

I Østen blev chorepiscopus-embedet afskaffet ved Kirkemødet i Laodikea mellem 343 og 381, efter at flere af dets indehavere havde tiltaget sig bispelige rettigheder. I stedet indsattes såkaldte circuitores eller visitatores. Embedet forsvandt dog først endeligt fra størstedelen af Østen i eller efter det 8. århundrede og bevaredes fortsat blandt jakobitterne.

I Vesten fik ærkediakonen fra og efter det 10. århundrede en fremtrædende rolle som biskoppens repræsentant og bar en stor del af byrden ved administrationen af stiftets verdslige anliggender. Ærkediakonen nød efter biskoppen den højeste anseelse, repræsenterede ham ved kirkemøder og kunne efter biskoppens død administrere stiftet og ofte efterfølge ham.

For de mange landlige sogne blev den løbende administration i stedet varetaget af flere ærkepræster, der repræsenterede biskoppen eller ærkediakonen. De havde oprindeligt ansvaret for de såkaldte dåbskirker, ecclesiae baptismales, hvor dåb måtte foretages. Efter genoplivningen af det kanoniske fællesliv, vita canonica, i anden halvdel af det 8. århundrede voksede deres antal og betydning. De førte tilsyn med kirkeligt liv og gejstlighedens adfærd, gennemførte biskoppens befalinger, sammenkaldte områdets gejstlige til møder og afgav årlig rapport til biskoppen. Det senere landdekanembede udviklede sig af denne organisation.

Fra det 9. århundrede blev betegnelsen dekan i den vestlige kirke anvendt om den tidligere ærkepræst i tilknytning til dåbskirkerne. De såkaldte landdekaner (latin: decani rurales) fungerede som en form for provster og afløste de tidligere ærkepræster. Det ansvarsområde en dekan var forstander for, hed et dekanat, dvs. en del af et bispedømme.

Domkapitler og den katolske kirke

Kapitelsalen i Lincoln Cathedral. Dekanen havde traditionelt en ledende rolle i domkapitelet og kunne blandt andet sammenkalde kapitlet og lede dets forhandlinger.

Da domkapitlerne udvikledes, blev dekanen en af deres vigtigste embedsmænd. Titlen som medlem af et domkapitel kan spores fra det 11. århundrede, mens embedet var fuldt udviklet i det 13. århundrede. Dekanen var en højtstående prælat og havde i nogle kapitler rang efter præpositus eller provsten eller ærkediakonen, men kunne andre steder stå højere. I Roskilde havde dekanen således endog højere rang end disse.

I middelalderens domkapitel havde dekanen blandt andet til opgave at lede gudstjenesten, føre disciplinært tilsyn med kannikerne, sammenkalde kapitlet og lede dets forhandlinger samt fordele de kirkelige arbejdsopgaver. Også økonomiske anliggender kunne høre under embedet. Denne udvikling medførte, at præpositus eller domprovsten efterhånden mistede en del af sin tidligere ledende stilling i kapitlet.

I de katolske domkapitler, der blev organiseret eller reorganiseret i begyndelsen af det 19. århundrede, blev dekanembedet i det væsentlige videreført. Kapitellets øverste dignitar kunne efter lokal tradition betegnes som ærkediakon, ærkepræst, provst eller dekan. Dekanembedet blev besat af paven. Dekanen havde forrang blandt kapitlets øvrige medlemmer i kor, processioner og forhandlinger. Han kunne fejre messe, når biskoppen var forhindret, meddele biskoppen de sidste sakramenter og celebrere begravelsesmessen. Under tidebønnen gav han signal til begyndelsen, rettede fejl og skulle gribe ind mod praksisser, som stred mod stiftets bestemmelser eller godkendt lokal skik. Han havde pligt til at være til stede i koret og skulle gennem sin opførsel og sin recitation eller sang af liturgien tjene som forbillede for kapitlet.

Inden for den katolske kirke skelnedes mellem kapiteldekaner ved dom- eller kollegiatkirker og landdekaner eller dekaner for sogneområder. Sidstnævnte fungerede som biskoppens repræsentanter for grupper af sogne i by- eller landområder og blev også kaldt vicarius foraneus.

Landdekanen havde ikke selvstændig ordinær jurisdiktion, men alene delegeret myndighed inden for et bestemt område og i de sager, som biskoppen havde overdraget ham. Beføjelserne blev fastsat ved stiftsstatutter, sædvane eller særligt biskoppeligt mandat. Hvor den almindelige kanoniske ret gjaldt fuldt ud, kunne dekaner i visse tilfælde give dispensationer og absolution, iværksætte undersøgelser eller informationsprocesser til senere forelæggelse for biskoppen og føre tilsyn med, at områdets kirker blev forsvarligt administreret både åndeligt og økonomisk. De kunne desuden give præster kortvarig orlov, forestå den højtidelige indsættelse af sognepræster, drage omsorg for alvorligt syge præster og sørge for en værdig begravelse. Nogle steder havde de særlige æresrettigheder, forrang eller særlige kendetegn i klædedragten.

Hvor den kanoniske ret ikke havde fuld virkning, varierede landdekanernes rettigheder betydeligt fra stift til stift. I nogle engelske bispedømmer begrænsede opgaven sig til at lede månedlige konferencer, mens biskoppen andre steder gav dekanen beføjelse til at dispensere i bestemte sager og til midlertidigt at tage vare på kirkernes økonomiske anliggender ved skifte af sognepræst. I Irland kunne dekanerne give visse dispensationer og absolvere for reserverede synder. De skulle tillige modvirke misbrug blandt gejstligheden, formidle biskoppens befalinger og årligt rapportere til ham om tilstanden i de sogne, de førte tilsyn med. Lignende regler blev fastlagt for USA af det tredje plenarkoncil i Baltimore.

I Kardinalkollegiet betegnes den ældste kardinalbiskop som kardinaldekan.

Protestantiske og anglikanske kirker

I de