Zar-Rusland

Zar-Rusland Русское царство tr. Russkoje tsarstvo
1547–1721
Flag Nationalvåben
Zar-Ruslands territorium i       1500,       1600 og       1700.
Hovedstad	Moskva (1547–1712) Aleksandrov Kreml (1564–1581) Skt. Petersburg (1712–1721)
Sprog	Russisk
Religion	Russisk-ortodoks
Regeringsform	Zardømme (enevælde)
Russiske zarer
• 1547-1584	Ivan IV (første)
• 1682-1721	Peter I (sidste)
Historie
• Etableret	1547
• Kejserriget proklameret	1721
Valuta	Rubel
Efterfulgte Efterfulgt af Storfyrstendømmet Moskva Russiske Kejserrige

Zar-Rusland (russisk: Русское царство, tr. Russkoje tsarstvo) var den russiske stat i tiden fra Ivan IV tog titlen zar (kejser) i 1547 til Peter den store grundlagde Det russiske kejserrige i 1721.

Fra 1550 til 1700 voksede Rusland med 35.000 km² (Hollands størrelse) om året. Perioden omfatter omvæltninger i overgangen fra Rurik-dynastiet til Romanov-dynastiet, langtrukken militær konflikt med Den polsk-litauiske realunion samt den russiske erobring af Sibirien og fører frem til Peter den stores 42-årige regeringstid.

Peter den store blev kronet i 1682 og omdannede Zar-Rusland til en europæisk stormagt. Efter en militær sejr over Sverige og Polen gennemførte han omfattende reformer og proklamerede i 1721 det russiske kejserrige (russisk: Российская Империя), som blev en anerkendt europæisk stormagt.

Oprindelse

Ivan den grusommes elfenbenstrone.

I 1500-tallet havde den russiske hersker opnået en position som en mægtig, autokratisk person, en zar. Med dette viste han, at han opfattede sig selv som ligestillet med kejseren af Det Byzantinske Rige eller den mongolske khanen. Efter, at Ivan III havde giftet sig med Sofia Paleologa, niece til den sidste kejser af Det Østromerske Rige, optog hoffet i Moskva østromerske skikke, ritualer, titler og emblemer så som dobbeltørnen, som fortsat er en del af det russiske rigsvåben.

Ivan den grusomme

Under Ivan IV (regerede 1533-1584) fik zaren ubegrænset magt. Ivan IV blev kronet til zar og dermed anerkendt af kirken som kejser. Theofilos af Pskov hævdede, at efter som Konstantinopel var faldet til Det osmanniske rige i 1453 var den russiske zar den eneste retmæssige ortodokse hersker, og at Moskva var "Det tredje Rom", eftersom han var den sidste efterfølger til Rom og Konstantinopel, center for kristendom i tidligere perioder. Denne tanke var en del af selvforståelsen af Rusland i de følgende århundreder.

Ivan IV tog zarens autokratiske magt til nye højder, og han blev kendt som den grusomme (russisk groznyj, "frygtsom" eller "formidabel"). Ivan viste farerne ved at lade en mentalt ustabil person styre en stat, og selv om han tilsyneladende var intelligent og handlekraftig, led han af paranoia og depressioner, og han blev kendt for sine ekstremt voldelige handlinger.

Ivan IV blev storfyrste af Moskva i 1533, blot tre år gammel, og overtog tronen i 1547. Kroningen af Ivan som zar var inspireret af de omstændelige kroningsprocesser for de østromerske kejsere. Assisteret af en gruppe bojarar, startede Ivan en række nyttige reformer. I 1550-erne indførte han en ny lovsamling, omorganiserede militæret og det lokale styre.

Rusland var stadig indblandet i krige og erobrede stadig nye landområder. Ivan slog og annekterede Kazan-khanatet ved Volga i 1552 og senere Astrakhan-khanatet der, hvor Volga munder ud i Det Kaspiske Hav. Disse sejre omformede Rusland til den multietniske og multireligiøse stat, den senere har været. Zaren kontrollerede nu områderne langs hele Volga og fik adgang til Centralasien.

Udvidelsen nordvest over mod Østersøen viste sig at blive langt vanskeligere. I 1558 invaderede Ivan Livland og havnede således i en 25 år lang krig mod Den polsk-litauiske realunion, Sverige og Danmark-Norge. I stedet for fremgang blev Ivans styrker presset tilbage, og nationen formåede ikke at befæste positionen ved Østersøen. Samtidig prøvede Devlet I Giray fra Krim-khanatet at udnytte denne krig, og samlede 120.000 ryttere som han raserede Moskva-regionen med frem til slaget ved Molodi, som satte en stopper for disse invasioner. I tiårene derefter blev imidlertid de sydlige grænseområder stadig plyndrede af Nogajhorden og Krim-khanatet, som tog de lokale indbyggere med sig som slaver. Disse krige var en hård belastning for Rusland.

Opritsjnina og forvirringstiden

Et palads fra 1600-tallet ved Krutitsy.

I slutningen af 1550-erne udviklede Ivan en fjendtlig holdning til sine rådgivere, regeringen og bojarene. I 1565 valgte han at dele Rusland i to dele: hans private domæner (eller opritsjnina) og et offentlig område (eller zemsjtsjina). Ivan udvalgte sig de mest velstående og vigtigste distrikter i Rusland som sit eget domæne, og her gik han til angreb på bojarene, handelsmændene og også almindelige folk, tog livet af enkelte og konfiskerede deres landområder og ejendele. Således begyndte et tiår med terror i Rusland, som endte med massakren i Novgorod i 1570.

Som følge af denne politik Ivan nedbrød den økonomiske og politiske magt for de fornemmeste bojarfamilier, og derved ødelagde han de personer, som havde opbygget Rusland til dets hidtidige storhed, og som var bedst i stand til at styre landet. Handelen forsvandt, og bønderne, som blev mødt med øgede skatter og voldstrusler, valgte at flytte fra Rusland. I 1572 afskaffede Ivan omsider ordningen med opritsjninaen, men politikken havde ført landet ud i uføre. Ivans politik lagde derfor grundlaget for perioden i russisk historie kendt som Forvirringens tid.

Ivan IV blev efterfulgt af sønnen Fjodor I, som var mentalt tilbagestående. Det egentlige styre lå derfor i hænderne på Fjodors svoger, bojaren Boris Godunov, som er kendt for at have afskaffet Jurijdagen, den eneste gang om året da livegne kunne flytte fra en godsejer til en anden. Den måske vigtigste begivenhed under Fjodor var oprettelsen af patriarkatet i Moskva i 1589, som skabte den helt selvstændige og særskilte russisk-ortodokse kirke.

I 1598 døde Fjodor uden arvinger og dermed endte Rurik-dynastiet. Boris Godunov indkaldte så til en Zemskij sobor, en nationalforsamling af bojarer, kirkeledere og borgerlige, som udråbte ham til zar, selv om forskellige bojarfraktioner nægtede at anerkende denne udnævnelse. Fejlslagne høstudbytter førte til den russiske hungersnød (1601-1603), og i denne periode dukkede en mand op, som hævdede at være Tsarevitsj Demetrius, Ivan IVs søn som døde i 1591. Denne tronprætendent blev kendt som Falske Dmitrij I. Han fik støtte i Polen og marcherede til Moskva, samlede støtte hos bojarerne og andre personer på vejen. Historikere mener, at Godunov antagelig havde klaret sig gennem denne krise, hvis han ikke var død i 1605. Den falske Dimitrij I kom til Moskva og blev kronet til zar samme år, efterfulgt af mordet på zar Fjodor II, Godunovs søn.

Rusland gik så ind i en periode, hvor kaos fortsat herskede, en periode kendt som Forvirringens tid (Смутное Время). Hverken bojarer eller andre borgere formåede at fjerne zaren fra magten, blandt andet fordi bojarerne kæmpede indbyrdes om at overtage tronen, og fordi fjendtlige styrker besatte Kreml.

I urotiden opstod der en borgerkrig, som blev gjort værre af, at forskellige bojarfraktioner kæmpet indbyrdes om magten, samt at Polen og Sverige blandede sig, ligesom der var en særdeles stor utilfredshed i befolkningen. Falske Dimitrij I og hans polske garnison blev styrtet, og en bojar, Vasilij Sjujskij, blev udråbt til zar i 1606. I et forsøg på at holde på tronen allierede Sjujskij sig med svenskerne og startede den ingermanlandske krig med Sverige. Falske Dimitrij II allierede sig med Polen og slog sig ned uden for Moskvas bymure, hvor han oprettede et falsk hof i landsbyen Tusjino.

I 1609 blandede Polen sig officielt Ruslands indre anliggender, fangede Sjujskij og okkuperede Kreml. En gruppe russiske bojarer underskrev i 1610 en fredsaftale og anerkendte Władysław IV Vasa, søn af den polske konge Sigismund III Vasa, som zar. I 1611 dukkede Falske Dmitrij III op i de svensk okkuperede områder men blev hurtigt pågrebet og henrettet. Den polske tilstedeværelse startede en ny patriotisme hos russerne og en frivillig hær, finansieret af handelsmændene Stroganov og velsignet af den ortodokse kirke, blev dannet i Nisjnij Novgorod og under ledelse af fyrst Dmitrij Pozjarskij og Kuzma Minin drev den russiske hær polakkerne ud af Kreml. I 1614 erklærede en zemskij sobor bojaren Mikhail Romanov som zar, og startede dermed den 300 år lange regeringstid for Romanov-familien.

Romanov

Andrej Rjabusjkin. Zar Mikhail ved sessionen til Bojardumaen.

Ruslands store fjender, Polen og Sverige, havnede på dette tidspunkt i krig med hinanden, hvilket gav Rusland mulighed for at slutte fred med Sverige i 1617. Den polsk-moskovittiske krig sluttede med Deulinoaftalen i 1618, og Polen og Litauen fik kontrollen tilbage over områder, herunder Smolensk, som Storhertugdømmet Litauen havde tabt i 1509.

De første Romanov-zarer var svage herskere. Under Mikhail var de statlige affærer styret af faderen, Filaret, som i 1619 blev patriark i den ortodokse kirke. Senere støttede Mikhails søn, Aleksej (regerede 1645-1676) sig til bojaren Boris Morozov, som styrede landet for ham. Morozov misbrugte sin position og udnyttede folket, og i 1648 blev han bortvist af Aleksej efter saltoprøret i Moskva.

Efter Smolenskkrigen, et mislykket forsøg på at tage Smolensk tilbage fra Polen i 1632, sluttede Rusland fred med Polen i 1634. Den polske konge Wladyslaw IV, søn og efterkommer af Sigismund III Vasa som bojarerne havde valgt til zar af Rusland i urotiden, frasagde sig alle krav til titlen i fredsaftalen.