Artiklen

Alle ændringer

Thomas Boberg

Vers. 1
Denne version blev publiceret af Gyldendals Onlineleksikon 29. januar 2009. Artiklen ændrede 1088 tegn.

Thomas Boberg, f. 1960, dansk forfatter. Boberg vakte straks med debutbogen Hvæsende på mit øjekast (1984) opmærksomhed med sin artistiske stil. Hans digtsamlinger arbejder i et overrumplende, originalt billedsprog med modernismens klassiske spørgsmål om jegets muligheder for eksistens, opbrud og forvandling, bl.a. i Hvid glød (1986), Vor tids historie (1989), Vandbærere (1993). Boberg er ikke kun i sin lyrik rastløshedens digter. Hans prosa former sig som rejsebøger, fra Sydamerika i Sølvtråden (1996) og fra både Syd- og Nordamerika i Americas (1999), der forener rejsens bevægelser gennem fattige områder i storby og på udsteder med en indre rejse. I Americas er den båret af eksperimenter med det bevidsthedsudvidende stof ayahuasca som et led i den konstante identitetssøgen og grænseafprøvning, der fører forfatteren tilbage til sin egen historie i store erindringssyner. Rastløsheden og hjemløsheden varieres atter i digtsamlingen En stående aftale (2002), mens sortsyn og civilisationskritik præger digtene i Livsstil (2005). Han har boet i Barcelona i fem år, senere i Peru.