Carbon, kulstof, grundstof nr. 6, placeret i det periodiske systems 14. gruppe; atomtegn C.
Carbon kendes i tre veldefinerede former: diamant, grafit og fullerener. De to første findes i naturen, de sidste kendes kun laboratoriefremstillede, fx buckminsterfulleren.
| Nummer | 6 |
|---|---|
| Atomtegn | C |
| Navn | carbon |
| Relativ atommasse | 12,011 |
| Densitet | diamant 3,51 g/cm3; grafit 2,27 g/cm3 (20 °C) |
| Smeltepunkt | ca. 3550 °C |
| Kogepunkt | ca. 4830 °C |
| Opdagelse | kendt siden oldtiden |
Historie
Carbons opdagelseshistorie er lige så lang som kemiens historie. Opdagelsen af sod, der er forholdsvis rent , må være så gammel som opdagelsen af ilden, og sod blev i oldtiden benyttet som sort farvestof. Trækul blev benyttet ved fremstilling af metaller; også i form af diamanter kendes fra oldtiden.
I 1664 opdagede R. Boyle, at diamanter kan brænde, og i løbet af 1700-t. fandt kemikere ud af, at det er den samme gas, der dannes ved forbrænding af diamant som af trækul. Omkring år 1800 blev man også klar over grafits natur. Helt op til denne tid kaldtes grafit for "blyant" og forveksledes ofte med molybdænsulfid, MoS2. Opdagelsen af fullerenerne skete omkring 1990.
Der har hersket megen uenighed om benævnelsen af grundstoffet , især hvad angår navnene og kul. Uenigheden afspejles i en række ældre navne, som stadig er i brug: Kulos, kulgas og kulilte bruges som navne for carbonmonoxid; kulsyre er et ældre navn, som stadig benyttes for såvel carbondioxid som for carbonsyre; kulsur natron er natriumcarbonat, og tvekulsur natron er natriumhydrogencarbonat, mens kulbrinter er det samme som carbonhydrider (hydrocarboner).
Læs mere om carbon i underemnerne herunder.
