Albert Einstein

Albert Einstein blev født i Ulm i Württemberg i en jødisk familie. Faren var indehaver af en mindre virksomhed. Fra 1880-1894 boede familien i München, hvor Einstein gik i folkeskolen og gymnasiet.

Einstein klarede sig til at begynde med godt i skolen. I skoletiden fik han også privattimer i violinspil, ligesom han for at overholde traditionens krav modtog manuduktion i de jødiske skikke. Som følge af denne indpodning gennemgik Einstein omkring sit 11. år en fase med intens religiøsitet, hvori han overholdt de trosmæssige forskrifter strengt og — som han senere fortalte en bekendt — skrev sange til Guds ære. Et år senere sluttede denne fase brat og endegyldigt, da han for første gang stiftede bekendtskab med populære bøger om naturvidenskab, med "den hellige geometribog" (Euklids elementer), med Immanuel Kants forfatterskab og meget andet.

I 1895 gik Einstein til optagelsesprøve ved Eidgenössische Technische Hochschule, ETH, i Zürich, men dumpede på grund af lave karakterer i litteratur- og samfundshistorie. Han bestod imidlertid i 1896 efter at have gået på et gymnasium i Aarau. Samme år fraskrev han sig sit tyske statsborgerskab og blev statsløs for senere at blive schweizisk statsborger.

I løbet af sine næste fire år som studerende ved ETH glimrede Einstein ikke ved sin mødeprocent, men i 1900 bestod han sin afgangseksamen med gode karakterer, hvilket kvalificerede ham til at undervise i matematik og fysik i gymnasiet. I de næste to år havde han midlertidige undervisningsstillinger, indtil han i juni 1902 blev ansat som teknisk ekspert af tredje klasse ved patentkontoret i Bern.

I januar 1903 giftede Albert Einstein sig med en serbisk medstuderende ved ETH, Mileva Marić (1875-1948). Året før havde parret fået datteren Lieserl, hvis skæbne fortsat er ukendt. I deres ægteskab kom yderligere to sønner til: Hans Albert Einstein (1904-1973), der blev en højtestimeret professor i hydraulik i Berkeley, Californien, og Eduard Einstein (1910-1965), der blev medicinstuderende i Zürich. Eduard udviklede senere skizofreni og døde på et psykiatrisk hospital.

I 1914 blev Albert og Mileva Einstein separeret, og i 1919 blev deres skilsmisse stadfæstet. Derefter giftede Einstein sig med sin kusine Elsa Einstein (1876-1936) og blev herved stedfar til to døtre.

Ingen af Einsteins første fire videnskabelige artikler, der blev offentliggjort mellem 1901 og 1904, rummer forvarsler om hans eksplosive kreativitet i 1905, hvor han producerede afhandlinger om:

• marts: forklaringen af den fotoelektriske effekt, som var det arbejde, der i 1922 indbragte ham nobelprisen i fysik for 1921. I dette arbejde fremsatte han også hypotesen om lyskvanter.
• april: bestemmelse af molekylære dimensioner, som han forsvarede som sin doktorgrad i Zürich.
• maj: brownske bevægelser og senere den specielle relativitetsteori.
• september: en videreudvikling heraf, hvori relationen E = mc² udledes.

Hver af disse artikler ville i sig selv have gjort ham berømt. Tilsammen gjorde de ham udødelig.

Efter offentliggørelsen af disse arbejder tog Einsteins akademiske karriere for alvor fart. I 1908 blev han privatdozent i Bern; i 1909, året for hans første æresdoktorat (Genève), blev han lektor ved universitetet i Zürich; i 1911 professor ved Karl Ferdinand-universitetet i Prag; i 1912 professor ved ETH, Zürich; og endelig ankom han fire måneder før 1. Verdenskrigs udbrud til Berlin, hvor han i perioden 1914-1932 var professor og medlem af det preussiske videnskabsakademi.

I 1915 afsluttede Einstein sit mesterværk, formentlig det betydeligste bidrag til 1900-tallets fysik: Den almene relativitetsteori, som han i de foregående otte år havde grublet over.

I den specielle relativitetsteori har alle naturlove samme form, hvis de optrædende iagttagere bevæger sig jævnt og retlinjet i forhold til hinanden. I den almene relativitetsteori er naturlovene de samme uanset iagttagernes bevægelsestilstande. Dette indebærer en revision af Newtons gravitationsteori. Rummet er krumt, hævdede Einstein nu, og størrelsen af krumningen afhænger af den lokale tæthed af stoffet; stoffet afgør ved sin gravitationelle virkning, "hvilken form rummet har".

At Einsteins teori var Isaac Newtons overlegen, fremgik klart i 1915, idet den for første gang forklarede en uregelmæssighed i planeten Merkurs banebevægelse, den såkaldte periheldrejning, der havde været observationsmæssigt kendt siden 1859. Han forudsagde endvidere, at lysstråler, der passerer tæt forbi Solens rand, vil afbøjes det dobbelte af, hvad Newtons teori foreskriver.

I 1916 udgav Einstein sin mest kendte bog, Om den specielle og almene relativitetsteori, populært forklaret. Han skrev den første artikel om gravitationsbølger og blev præsident for Deutsche Physikalische Gesellschaft. I 1917 blev han syg ad flere omgange, men han fuldførte ikke desto mindre sin første artikel om relativistisk kosmologi. Han blev først helt rask i 1920.

1920'erne var den periode, hvor Einstein rejste mest. I 1921 besøgte han USA for at skaffe midler til det planlagte Hebrew University i Palæstina, og i 1922 bidrog hans besøg i Paris til normalisering af de fransk-tyske relationer. Efter mordet på en af Einsteins jødiske bekendte, den tyske udenrigsminister Walther Rathenau, og efter at være blevet konfronteret med trusler mod sig selv tog han i 1922-1923 med sin hustru på en fem måneders rejse over Colombo, Singapore, Hongkong og Shanghai til Japan. På tilbagevejen besøgte parret Palæstina.

På sine rejser blev Albert Einstein altid modtaget med megen hæder, og han knyttede personlige kontakter til regenter og statsoverhoveder i flere lande. I løbet af 1920'erne og 1930'erne besøgte han fx de amerikanske præsidenter Harding og Roosevelt, det japanske kejserpar og den belgiske kongefamilie. Han havde en mangeårig brevveksling med den belgiske dronning Elisabeth.

I 1922 offentliggjorde Einstein sin første artikel om en forenet feltteori. Det var et forsøg på, ud over gravitationen, også at inddrage elektromagnetismen i en ny type geometri — et problem, der skulle komme til at optage ham resten af livet. Han tog mange midler i brug, men et egentligt resultat blev aldrig opnået. I 1924 publicerede han tre artikler om statistisk kvantemekanik, heriblandt hans opdagelse af den såkaldte Bose-Einstein-kondensation. Det var hans sidste banebrydende bidrag til fysikken, selvom han fortsatte med at publicere også i sine senere år.

I 1925-1926 så kvantemekanikken dagens lys. Det var en teori, som Einstein aldrig forligede sig med. Hans berømte dialog med Niels Bohr om dette emne begyndte ved Solvay-konferencen i 1927, og den fortsatte lige til Einsteins død, uden at de nogensinde nåede til enighed.

Navnlig fremsatte Einstein i 1935, sammen med Boris Podolsky (1896-1966) og Nathan Rosen (1909-1995), et snedigt tankeeksperiment, som skulle så tvivl om kvantemekanikkens tilstrækkelighed som en fysisk teori. Det lykkedes ikke forfatterne at tilbagevise kvantemekanikken, men tankeeksperimentet er siden blevet meget berømt og går under betegnelsen EPR-paradokset. Tankeeksperimentet demonstrerede for første gang for alvor kvantefænomenet entanglement, som ligger til grund for nutidens kvantecomputere.

Albert Einstein havde et omfattende politisk virke. I 1915 var han første gang medunderskriver af et politisk dokument, som — forgæves — opfordrede alle med kærlighed til den europæiske kultur til at slutte sig sammen i en Forening for Europæere. Omkring 1920 begyndte en forskydning af tyngdepunktet i Einsteins produktion i retning af mere politiske artikler. I 1922 lod han sig indvælge i Folkeforbundets Komité til Intellektuelt Samarbejde.

I disse år blev Einstein opsøgt af jøder på flugt, og han oplevede selv antisemitiske demonstrationer under en forelæsning. Efterhånden begyndte han at ytre sig for oprettelse af et egentligt jødisk samlingspunkt, et center i Palæstina, hvorved han blev fortaler for en slags moralsk zionisme, skønt aldrig medlem af nogen zionistisk organisation.

Einstein havde været pacifist siden sine ungdomsår, men i 1920'erne blev hans holdning i så henseende mere radikal. Eksempelvis underskrev han, Gandhi og flere andre i 1925 et manifest imod obligatorisk militærtjeneste, og i 1930 fulgte en opfordring til oprettelse af en verdensregering. En offentlig brevveksling med Sigmund Freud i 1932, Warum Krieg?, blev udgivet på tre sprog i 1933, men den blev forbudt i Tyskland.

Allerede i 1928 havde Einstein haft en længere sygeperiode på grund af forøget hjertevolumen. I 1948 blev det konstateret, at han havde en større aneurisme på legemspulsåren. I 1950 skrev han sit testamente, hvori han overdrog sine artikler og manuskripter og brevveksling til Hebrew University, hvor de befinder sig den dag i dag.

Den 11. april 1955 skrev Albert Einstein sit sidste brev. Det var adresseret til Bertrand Russell, og i det indvilliger Einstein i at underskrive et manifest med en opfordring til alle nationer om at give afkald på atomvåben.

Den 12. april skrev Einstein et (ufuldendt) udkast til en radiotale, som slutter: "Politiske lidenskaber, vakt overalt, kræver deres ofre". Om eftermiddagen bristede hans aneurisme. Den 15. april blev han hospitalsindlagt i Princeton og døde her tre dage senere. Hans legeme blev brændt samme dag, og asken spredt et ukendt sted.

• relativitetsteori
• Einsteins elevator
• fysik