Træet var Thommesens foretrukne materiale, og mennesket et ledemotiv i hans kunst. I 1940’erne var hans figurer udført i en genkendelig, men forenklet, mere eller mindre kantet form, således i motivet Kvinde med fletninger, som han skabte en hel serie skulpturer over; heri udviklede han gradvis en formabstraktion renset for detaljer, hvor den massive blok rejser sig organisk i rummet. Også i senere serier som Hoved, To mennesker og Mand og kvinde giver kun titlerne et fingerpeg om det motiviske udgangspunkt.
Thommesens første eksperimenter i brændt ler stammer fra 1937, fx Siddende kvinde, som kan minde om nogle af Henri Matisses skulpturer. I 1938 begyndte Thommesen at skære i træ. Han arbejdede også i perioder med granit og brændt ler.
Med undtagelse af ganske få værker af religiøs karakter med Passionen (Jesu lidelseshistorie) som motiv, fx Græd ikke, Guds Moder, var det almenmenneskelige det gennemgående tema i Thommesens skulpturer.
I 1948 kulminerede Thommesens optagethed af det flettede hår som motiv med skulpturen Pige med fletning på Statens Museum for Kunst, hvor krop og fletning danner en kraftig søjle. I en skulptur på Nordjyllands Kunstmuseum (nu KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg) året efter er fletningen blevet så stor, at den er blevet et selvstændigt element. En anden serie tager udgangspunkt i motivet "hoved", som efterhånden bliver til en blokagtig form, en arkitektonisk konstruktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.