Det tidligst kendte udkast til Gettysburgtalen. Executive Mansion, der ses i brevhovedet, var det daværende navn for Det Hvide Hus.
Af /Library of Congress/House Divided Project at Dickinson College.
Licens: CC BY NC SA 4.0

Gettysburgtalen er en tale, der under Den Amerikanske Borgerkrig blev holdt af den amerikanske præsident Abraham Lincoln.

Faktaboks

Også kendt som

The Gettysburg Address

Talen blev hold den 19. november 1863 ved indvielsen af kirkegården for de omkring 50.000 døde, sårede og savnede, der var faldet i slaget ved Gettysburg den 1. marts 1863.

Gettysburgtalen anses som en af de vigtigste taler i USA's historie.

Læs talen på dansk eller amerikansk nederst i artiklen.

Indvielsen af kirkegården ved Gettysburg

Slaget ved Gettysburg blev udkæmpet fra den 1. til den 3. juli. Samlet set var der omkring 50.000 ofre for det blodige slag - døde, sårede og savnede.
Af /The Metropolitan Museum of Art.
Licens: CC BY 2.0

Efter det blodige slag ved Gettysburg opfordrede flere lokale og nationale interessegrupper til, at der blev lavet en permanent kirkegård for de mange døde soldater.

Først ville indbyggerne i den lille by Gettysburg selv betale for dele af kirkegården, men på grund af omfanget blev det besluttet at gøre det til en national kirkegård betalt af den føderale stat. Kirkegården skulle indvies ved en ceremoni i november samme år, som slaget fandt sted.

Hovedtaleren Edward Everett

Hovedtaleren ved ceremonien var Edward Everett. Han havde haft forskellige politiske poster som guvernør, ambassadør til Storbritannien, senator og udenrigsminister og var kendt som datidens bedste offentlige taler.

Oprindeligt skulle ceremonien være blevet holdt den 23. september, men Everett bad om mere tid til at skrive sin tale, og indvielsen af kirkegården blev derfor rykket til den 19. november.

På dagen holdt Everett en to timer lang tale foran et stort publikum af ca. 15.000 mennesker. Derefter var det præsident Lincolns tur til at tale. Han var blevet bedt om at holde en kort tale i kraft af hans rolle som præsident. Talen skulle fungere som en formel indvielse af kirkegården.

Myten omkring tilblivelsen af Lincolns tale

På grund af talens korthed, har der floreret historier om, hvordan den blev til, fx at Lincoln skrev den på bagsiden af en serviet på vej i toget fra Washington D.C. til Gettysburg. Dette er ikke sandt, og der er mange belæg for, at Lincoln arbejdede med flere udkast til talen.

Talens korthed skyldes, at Lincoln netop ikke var hovedtaler ved ceremonien.

Tolkning af Den Amerikanske Borgerkrigs betydning

Lincoln benyttede den korte indvielsestale til at give sin tolkning af Den Amerikanske Borgerkrigs betydning for de amerikanske delstater – en tolkning, der skulle vise sig at være skelsættende for nationens selvforståelse.

En nation baseret på frihed

Den Amerikanske Borgerkrig blev af Lincoln beskrevet som en prøve på, om en nation baseret på borgernes frihed kunne overleve i længden. Ifølge Lincoln var borgerkrigen en krig, der blev ført for at undgå udslettelsen af den folkeskabte regeringsform — regering fra folket, ved folket og for folket — som var blevet etableret med Den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776.

Lincoln understregede derved de grundlæggende principper for den nordamerikanske nation og forbandt dem med den igangværende borgerkrig.

En mulig genfødsel af idealerne

Tabet af de mange soldaters liv ved Gettysburg blev af Lincoln fremhævet som et offer for nationen, men også som en mulig genfødsel af idealerne i USA's forfatning, der var blevet fordærvet af især slaveriet. Det var op til de levende at sørger for, at de faldne soldaters offer blev begyndelsen på en større selvransagelse for nationen.

Lincolns fremhævelse af denne demokratiske vilje til at ofre sig for nationen stod i modsætning til tidens gængse helteforestillinger, hvor individuelle bedrifter stod i centrum.

Derved talte Lincoln en samhørighed frem blandt De Forenede Stater, der gjorde, at de med tiden ikke længere så sig som en samling af delstater, men som en samlet nation.

Modtagelsen af Gettysburgtalen

Lincoln siger i talen, at verden snart vil glemme de ord, der bliver sagt ved indvielsen, men den må aldrig glemme det offer, soldater har givet. Hverken det sidste eller det første i Lincolns udsagn skulle vise sig at være sandt, da talen i dag anses som en af de væsentligste taler givet i amerikansk historie.

Der er forskellige versioner af, hvad reaktionen på Lincolns tale ved Gettysburg var blandt de 15.000 mennesker, som deltog ved indvielsesceremonien. Fælles for flere øjenvidners beretning er dog, at modtagelsen var rolig fremfor begejstret – ikke mindst fordi talen var så kort.

Men i et brev skrevet til Lincoln den følgende dag, priste den egentlige hovedtaler, Everett, præsidenten for den velformulerede og præcise tale: Jeg ville ønske, jeg kunne rose mig selv for, at jeg kom lige så nær begivenhedens centrale tema på to timer, som De kom på to minutter.

Lincoln selv havde været mere i tvivl om, hvorvidt talen havde gjort, hvad den skulle.

Talens betydning for eftertiden

Kritikere af præsidenten Lincolns politik udtalte sig indledningsvist negativt om talen, men med tiden er talen blevet en af de taler, der rækker udover partiskæl i USA. Dens korte længde gjorde det muligt for mange amerikanere og især for skolebørn at lære talen udenad, og den bliver stadig hyppigt brugt til undervisning – ikke mindst når det handler om betydningen af Den Amerikanske Borgerkrig.

Præcision og dybde i hvert et ord

Fordi Lincoln havde overvejet hvert eneste ord, blev talen en præcis beskrivelse af amerikanske idealer og formålet med Den Amerikanske Borgerkrig. Talen huskes i dag for denne præcision og dybde i de enkelte ord, og flere formuleringer er blevet en fast del af den amerikanske offentlige bevidsthed, som for eksempel indledningen Four score and seven years ago… og beskrivelsen af en regering For the people, of the people, by the people.

Flere versioner af talen

Det er værd at bemærke, at der findes forskellige versioner af talen i håndskrevet tekst fra Lincoln; versioner, som han skrev både før og efter talen blev holdt.

Det er udgaven, som Lincoln sendte med underskrift og dato til sin ven Oberst Alexander Bliss, der i dag anses som den officielle og beskrives som Bliss-udgaven.

Gettysburgtalen i dansk oversættelse

"For fire snese og syv år siden frembragte vore fædre et nyt land på dette kontinent, undfanget i frihed og viet til den tanke, at alle mennesker er skabt lige.

Nu er vi optaget af en stor borgerkrig, som afprøver om denne nation, eller en hvilken som helst nation, således undfanget og således viet kan holde ud.

Vi er mødtes på en stor slagmark i denne krig.

Vi er kommet for at indvie en del af denne mark som et endeligt hvilested for dem, som her gav deres liv for, at denne nation kan leve.

Det er en helt igennem passende og rigtig ting, at vi gør dette.

Men i en større sammenhæng kan vi ikke dedikere – kan vi ikke indvie – kan vi ikke helliggøre denne jord.

De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt mere end vores beskedne styrke kan gøre til eller fra.

Verden vil ikke lægge mærke til eller huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her.

Det er op til os, de levende, at være viet her til den store opgave, som fortsat står foran os, at disse ærede døde bibringer os en større hengivenhed for den sag, som de ofrede det sidste fulde mål –

– så vi her højtideligt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves;

at denne nation, under Gud, skal have en frihedens genfødsel;

og at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal visne bort fra jorden."

Gettysburgtalen på engelsk

"Fourscore and seven years ago our fathers brought forth on this continent a new nation, conceived in liberty and dedicated to the proposition that all men are created equal.

Now we are engaged in a great civil war, testing whether that nation or any nation so conceived and so dedicated can long endure.

We are met on a great battlefield of that war.

We have come to dedicate a portion of that field as a final resting-place for those who here gave their lives that that nation might live.

It is altogether fitting and proper that we should do this.

But, in a larger sense, we cannot dedicate, we cannot consecrate, we cannot hallow this ground.

The brave men, living and dead who struggled here have consecrated it far above our poor power to add or detract.

The world will little note nor long remember what we say here, but it can never forget what they did here.

It is for us the living rather to be dedicated here to the unfinished work which they who fought here have thus far so nobly advanced.

It is rather for us to be here dedicated to the great task remaining before us –

that from these honored dead we take increased devotion to that cause for which they gave the last full measure of devotion –

that we here highly resolve that these dead shall not have died in vain;

that this nation under God shall have a new birth of freedom;

and that government of the people, by the people, for the people shall not perish from the earth."

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig