Jordans historie

I 732 f.v.t. blev Jordan erobret af Assyrien, og efter jernalderkongedømmernes kollaps vandt nomadiske, arabiske kulturelementer, repræsenteret ved især nabatæerne, indpas. Efter assyrernes nederlag til babylonierne i 612 f.v.t. kom Jordan til sammen med Palæstina og Syrien at indgå i Perserrigets 6. satrapi, der var delt i mindre enheder under hver sin guvernør. Det persiske herredømme sluttede med Alexander den Stores erobring af Levanten omkring 330 f.v.t. Efter hans død i 323 f.v.t. blev Jordan først behersket af ptolemæerne i Egypten. Nabatæerne havde imidlertid den reelle kontrol i det sydlige Jordan, og de begyndte at brede sig mod nord. I 198 f.v.t. tilfaldt Jordan Syrien under den seleukidiske hersker Antiochos 3. Han og hans efterfølgere grundlagde en række hellenistiske, frie byer.

Seleukiderigets nedgang fra midten af 100-tallet f.v.t. medførte, at dels nabatæerne, dels den nyskabte hasmonæiske stat i Palæstina fik bedre fodfæste i landet. De hasmonæiske konger erobrede og ødelagde flere byer, og nabatæerne blev bofaste adskillige steder i hele Jordan og kunne kontrollere karavanerne fra Sydarabien til Gaza og Damaskus.

I 63 f.v.t. erobrede den romerske hærfører Pompejus Syrien, Palæstina og Jordan. Han lod landene styre af klientkonger, og i det nordlige Jordan genoprettede han en række frie byer, som senere blev organiseret som Dekapolis. De frie byer blev udbygget med romerske søjlegader, templer, bade og teatre etc. Det nabatæiske kongerige med hovedstad i Petra havde sin storhedstid i denne periode, men i 106 e.v.t. blev riget annekteret af kejser Trajan og indlagt i den nye provins Arabia. Efter en række invasioner fra øst etablerede kejser Diokletian omkring år 300 en række militære støttepunkter vendt mod de arabiske stammer, hvilket sikrede fred helt frem til den islamiske erobring i 600-tallet.

Jordan blev kristent i løbet af 300-tallet, og der opførtes adskillige kirker og klostre, hvis rester kan ses overalt i landet.

Efter Muhammeds død i 632 blev Jordan underlagt kaliffen i Medina. Da umayyaderne i 661 gjorde Damaskus til kalifatets nye hovedstad, bosatte et voksende antal muslimske arabere sig i Jordan, hvor de bl.a. anlagde flere imponerende slotte, der samtidig var tænkt som ramme for landbrugsproduktion. Med korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099 kom dele af Jordan under deres styre indtil Slaget ved Hattin i 1187, hvor den kristne hær blev slået af sultan Saladin. Derefter overgik styret af Jordan til Egypten. I 1517 blev Jordan indlemmet i Osmannerriget, som det forblev en del af indtil afslutningen på 1. Verdenskrig.

I 1916 indledte Husayn ibn Ali en arabisk revolte mod osmannerne i al-Hijaz. Det skete efter at Storbritannien i oktober 1915 havde givet ham løfte om arabisk uafhængighed for de dele af den arabiske verden, der var under tyrkisk kontrol. Løftet blev imidlertid ikke indfriet. I stedet vedtog en konference, der blev afholdt i Cairo i 1921, at Transjordanien, dvs. den del af Jordan, der ligger øst for Jordanfloden, skulle etableres som et selvstændigt mandat under britisk kontrol med Husayns søn Abdallah ibn Husayn som emir. Beslutningen blev i 1922 konfirmeret af Folkenes Forbund, og i 1928 fik Transjordanien øget selvstændighed. I 1946 blev landet fuldt uafhængigt, hvorefter Abdallah antog titel af konge.

Ved dannelsen af staten Israel i maj 1948 deltog også Transjordanien blandt andre arabiske stater i den første arabisk-israelske krig mod den nye jødiske stat. Da en våbenhvile blev indgået i 1949, havde den transjordanske hær sikret sig kontrollen over Vestbredden og den østlige del af Jerusalem. I 1950 annekterede Abdallah de områder, der var blevet erobret 1948-1949, og omdøbte sit rige til Det Hashimitiske Kongerige Jordan.

Den palæstinensiske befolkning på Vestbredden var modstandere af den jordanske anneksion, og i juli 1951 blev Abdallah myrdet i Jerusalem, fordi det var kendt, at han havde indledt hemmelige forhandlinger med Israel. Han blev efterfulgt af sin søn Talal (1909-1972), der året efter abdicerede. Ny konge blev Talals søn Hussein, der regerede landet til 1999.

Jordan har siden sin uafhængighed haft tætte økonomiske og sikkerhedspolitiske relationer til Vesten, først til Storbritannien og siden til USA. Landets geopolitiske placering tæt ved Israel har siden 1948 ført til fire store flygtningestrømme til landet:

• I 1948-1949 flygtede ca. 280.000 palæstinensere til Vestbredden, der i 1950 blev en del af Jordan.
• I 1967 flygtede ca. 300.000 palæstinensere dertil.
• I foråret 1991 kom 350.000-400.000 palæstinensere, der var blevet udvist af Kuwait, til Jordan.
• Efter at borgerkrigen brød ud i Syrien i 2012, er over 700.000 syrere flygtet til Jordan.

Ved overgangen til selvstændighed i 1946 fik Jordan en grundlov, der slog fast, at landet var et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. Monarkiets tætte relationer til Vesten førte imidlertid til, at kong Hussein og ledende jordanske politikere blev gjort til genstand for voldsom kritik fra panarabiske nationalistiske grupperinger. I 1957 blev politiske partier forbudt, og i 1958 hidkaldte regeringen for en tid britiske tropper som sikkerhed mod den voksende utilfredshed.

I Seksdageskrigen 1967 mistede Jordan Vestbredden og Østjerusalem, der blev erobret af Israel. I de følgende 20 år støttede skiftende jordanske regeringer uden held forskellige forsøg på at skabe fred mellem Israel og de arabiske lande. Efter krigen i 1967 placerede Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) sit politiske og militære centrum i Jordan. En meget stor del af den jordanske befolkning var palæstinensere, hvoraf mange var stærkt kritiske over for den jordanske regering. I 1970 indledte den jordanske hær et militært opgør med de forskellige PLO-grupper og sikrede sig til sidst den fulde politiske kontrol over landet.

Jordan fastholdt frem til sommeren 1988, at Vestbredden var en del af Det Hashimitiske Kongerige. Den palæstinensiske intifada i 1987 fik imidlertid den jordanske regering til at overveje situationen, og i en tale i 1988 gav kong Hussein til kende, at Jordan ikke længere gjorde krav på retten til Vestbredden. Dermed var vejen banet for en tilnærmelse mellem PLO og Jordan, og begge parter har siden indgået aftaler med Israel.

Gennem 1980'erne indledte Jordan et stadig tættere politisk samarbejde med Irak, der på grund af krigen mod Iran (se Iransk-Irakiske Krig) importerede mange af sine varer via den jordanske havneby Aqaba ved Det Røde Hav. Den jordanske konge spillede derfor en fremtrædende rolle i forsøgene på at løse den politiske konflikt, der blev udløst ved Iraks besættelse af Kuwait i august 1990, som udløste Golfkrigen.

Jordan blev efter det arabiske nederlag i krigen i 1967 tilgodeset med store økonomiske hjælpeprogrammer fra de olieproducerende arabiske stater. Men uanset dette blev den økonomiske udvikling i landet i løbet af 1980'erne drastisk forværret. Det førte i 1988 til betydelig social uro i flere jordanske byer.

Efter år med økonomisk fremgang blev Jordan i årene efter 2008 ramt af den globale økonomiske recession i kølvandet på finanskrisen. Efter de folkelige protester i blandt andet Tunesien, Egypten, Syrien, Libyen og Yemen, og det efterfølgende arabiske forår, opstod folkelige protester i Jordan, særligt i hovedstaden Amman. Demonstranterne protesterede mod stigende leveomkostninger, arbejdsløshed, korruption og manglende demokratiske rettigheder.

Kong Abdullah 2. reagerede ved at opløse parlamentet i februar 2011 og indsætte en ny premierminister, Marouf al-Bakhit, med løftet om at indføre politiske reformer. Reformprotesterne fortsatte imidlertid, og kongen opløste endnu engang parlamentet.

I de efterfølgende år skete der flere reformprocesser i landet, mange af dem kritiseret af IAF såvel som den øvrige opposition som regimeunderbyggende og intenderet at sikre regimets overlevelse.

Efter protesterne i Syrien og den efterfølgende borgerkrig i landet blev Jordan påvirket økonomisk såvel som socialt af ankomsten af et stort antal syriske flygtninge og af kappede handelsruter mellem Jordan og Syrien. En del af de mange syriske flygtninge er siden 2012 blevet huset i flygtningelejre, særligt Zaatari i den jordanske ørken, og de lever til stadighed under svære forhold og uden mulighed for at bevæge sig frit i landet.

I 2012 fjernedes subsidier på brændsler, såsom gas til madlavning og opvarmning, i forbindelse med optagelsen af nye IMF-lån, hvilket ledte til fornyede protester. En reform af valgsystemet i 2012 førte til yderligere utilfredshed med det politiske system i landet og anklager fra oppositionen om, at reformerne understøttede regimets overlevelse.

I 2013 havde Jordan sit første valg siden det arabiske forår. På trods af en mere transparent valgproces og flere udmeldinger om en demokratisering af landet fra Kong Abdullah 2., valgte både venstreorienterede og IAF at boykotte valghandlingen. Årsagen til boykottet var utilfredshed med systemets favorisering af konservative, regimevenlige kandidater. Kongen udpegede den allerede siddende premierminister Abdullah an-Nsour som leder for den nydannede regering.

Borgerkrigen i Syrien fortsatte imidlertid med at påvirke landet, særligt da den jordanske jagerpilot Muath al-Kasabeh efter et flystyrt over Syrien blev taget til fange og derefter brændt levende af Islamisk Stat (ISIS) i januar 2015. Drabet på al-Kasabeh førte til protester og stærk fordømmelse i befolkningen og efterfølgende henrettelser af terrordømte fanger i Jordan samt en øget udbredt opmærksomhed på risikoen for infiltrering af radikale islamister i landet. På samme tid var Jordan et af de lande, hvor der skete stor rekruttering til bl.a. ISIS, noget som jordanske sikkerhedsstyrker slog ned på, særligt ved grænsen mellem Jordan og Syrien.

Kong Abdullah 2. har ved mange lejligheder gentaget Jordans syn på en to-statsløsning. Og da Donald Trump i 2017 udnævnte Jerusalem som hovedstad i Israel, gentog kongen kravet om en to-statsløsning med en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem.

Som led i IMF's krav introduceredes i 2018 planer om omfattende indkomstskattestigninger i landet, hvilket ledte til fornyede protester i Amman og andre større byer. Dette førte i sidste ende til, at kong Abdullah 2. afsatte den fungerende premierminister og i stedet indsatte Omar Razzaz, under hvem Jordan fik sit hidtil højeste antal kvindelige ministre.

Jordans økonomi var under hårdt pres efter år med krige i regionen, faldende turisme og pres på det offentlige system. En af de betydende årsager var de mange hundredetusinde syriske flygtninge i landet, som ikke kunne vende hjem under præsident Bashar al-Assads brutale regime.

I august 2023 godkendte kongen en vidtrækkende lov om internetforbrydelser. Denne lov er blevet kritiseret af blandt andre Human Rights Watch og Amnesty International for at underminere den i forvejen begrænsede ytringsfrihed på internettet, og for at styrke myndighedernes muligheder for at kontrollere et allerede stærkt censureret medielandskab i landet.

• Israels historie
• Palæstina
• Libanons historie
• arabisk-israelske krige