Sigbrit Villoms

var Christian 2.s rådgiver og hans dronning Elisabeth af Habsburgs hofmesterinde. Hun havde betydelig politisk indflydelse, forstand på økonomi og medicinsk viden. Sigbrit var mor til kongens elskerinde Dyveke.

Sigbrit kom fra en købmandsfamilie i Nederlandene og drev som enke handel i Bergen. I Norge blev hendes datter Dyveke til Christians (Christian 2.s) elskerinde, og Sigbrit var en vigtig del af Christians hof i Norge. Da Christian 2. blev konge i 1513, fulgte Sigbrit og Dyveke med til København.

Sigbrit Villoms var mor til Christian 2.s elskerinde Dyveke. Efter Dyvekes død i 1517 fik hun et mere fortroligt forhold til kongens hustru, dronning Elisabeth af Habsburg. Sigbrit fungerede som fødselshjælper, da dronningen fødte sin første søn, og hun blev udnævnt til Elisabeths hofmesterinde.

Sigbrit Villoms fik aldrig en officiel titel i sin funktion som en af kongens tætteste rådgivere. Der er flere forklaringer på, at Sigbrit blev tiltalt som Mor eller Moder. Dette var en tiltale, som hun selv anvendte. Navnet mor Sigbrit henviser sandsynligvis til hendes viden og måske erhverv som fødselshjælper eller den biologiske relation til Dyveke. Derudover kan navnet henvise til Sigbrits fremstående stilling ved hoffet. Der findes spekulationer om hendes funktion som en slags bordelmoder.

Da Christian 2. efter Det Stockholmske Blodbad i 1523 flygtede fra Danmark, fulgte Sigbrit ham og hans familie til Nederlandene. Her levede hun skjult i nogle år og blev forfulgt fra flere sider. Som Christians rådgiver og borgerlig kvinde var hendes position sårbar. Christian 2. var afhængig af hjælp fra dronningens familie, der sørgede for at få Sigbrit fjernet fra Christians følge. I 1532 lykkedes det Karl 5., som var tysk-romersk kejser og konge af Spanien, at fængsle Sigbrit i Vilvoorde (Brabant).

Det er uklart, hvornår Sigbrit døde. I 1532 blev en ældre kvinde, hvis beskrivelse passer til Sigbrit, dømt som heks og henrettet i Vilvoorde. Det er ikke sikkert, at Sigbrit døde på bålet, men efter 1532 dukker hun ikke op i kilderne igen.

Sigbrit Villoms havde et dårligt eftermæle. Allerede i samtiden blev Sigbrit omtalt meget negativt, især af hendes (adelige) politiske fjender. Hun blev bl.a. beskrevet som ond og utilregnelig og betegnet som heks.

Nyere forskning fremhæver Sigbrit som en kvinde med en stærk personlighed, stor viden om handel og finanser samt evner som jordemoder.

• Dyveke
• Christian 2.
• Isabella af Habsburg
• Danmarks historie i middelalderen
• Kongerækken i Danmark

Sigbrit Villoms, også kaldet mor Sigbrit, var antageligt Christian 2.s elskerinde Dyvekes mor. Antageligt, fordi der i samtiden blev stillet spørgsmål ved, om Dyveke nu også var Sigbrits datter, eller om hun i virkeligheden blot var prostitueret på Sigbrits «kro» i Bergen, og Sigbrit dermed dybest set blot var Dyvekes rufferske. Selvom der er nogle indicier, der tyder på, at det kan have forholdt sig på denne måde, kan vi dog ikke bevise dette med sikkerhed.

Uanset hvordan det forholdt sig med Dyvekes relation til Sigbrit, så fik denne med tiden selv stor indflydelse som kongens rådgiver og var i hans sidste regeringsår en slags finansminister og vicekonge. Adelen afskyede imidlertid Sigbrit, både på grund af hendes baggrund som hollandsk handelskvinde, men også på grund af ny lovgivning til fordel for borgere og købmænd, som Sigbrit inspirerede kongen til. Da kongens magt vaklede, måtte kongefamilien og Sigbrit flygte ud af landet.

Sigbrit Villoms var købmandsdatter fra Amsterdam. Hun mødte den kommende danske konge, Christian 2., i Bergen, hvor hun virkede som handelskvinde og «holdt kro». Arild Huitfeldts optegnelser, hvorfra de fleste oplysninger, som vi har om Sigbrit, stammer, fortæller, at dette møde skete i 1507, kort tid efter, at Christian var blevet sendt til Norge som vicekonge. Norske kilder sætter derimod mødet til 1509.

Christian tog Sigbrits datter, Dyveke, som elskerinde, og tog hende med sig fra Bergen til Oslo. Da han i 1513 blev kronet til dansk konge, tog han Dyveke og mor Sigbrit med Danmark, hvor de i første omgang blev installeret på Hvidøre.

Elisabeth, et barnebarn af den tyske kejser Maximilian 1., blev i 1515 gift med Christians, og dermed dronning. Hendes familie krævede, at kongen skaffede sig af med Dyveke, men han beholdt hende, og mor Sigbrit blev ved hoffet. De to blev endda flyttet fra Hvidøre ind til København, hvor de boede på Amagertorv, tæt på Københavns Slot.

Sigbrit var officielt kongens elskerindes mor, men hun fungerede også som kongens rådgiver og ven, idet hun rådgav ham i sager om handel og bysamfund. Selv da Dyveke døde i 1517, blev Sigbrit ved hoffet, og hendes forhold til kongen blev tættere. Sigbrit fungerede endda som dronning Elisabeths fødselshjælper og fik titlen som Elisabeths hofmesterinde. Det var den eneste titel, Sigbrit nogensinde fik – ud over det uofficielle ’mor Sigbrit’.

På grund af Sigbrits indflydelsesrige rolle som kongens efterhånden nærmeste rådgiver og hendes vante gang ved hoffet, voksede adelens uvilje imod hende. Det var upassende for kongen at omgås en ikke-adelig, udenlandsk handelskvinde. De beskrivelser, vi har om Sigbrit, er hovedsageligt fra hendes fjender. Adelen beskrev Sigbrit som ondsindet, skarptunget og utilregnelig, men hendes store handelstalent kunne de ikke komme uden om.

Sigbrit menes at have inspireret Christian 2. til nye love og anordninger, blandt andet Byloven af 1522. Loven pålagde borgerne at fjerne affald en gang om ugen for at holde byen ren. Idealerne kom fra store hollandske byer, som var væsentligt renere og mere lugtfri end København. Sigbrit inviterede også hollandske bønder til at bosætte sig på Amager, hvor de kunne dele deres viden om dyrkning af grøntsager. Hendes forslag bundede i hollandske handelsidéer og gav fordele for borgere og købmænd.

Kongens krigstogter i Sverige fra 1517 tyndede ud i statskassen. Rigets finanser overlod Christian 2. derfor til dels til Sigbrit i håb om større overskud. Hun strammede grebet om tyske handelsskibe, der handlede med Sverige, og hun konfiskerede både skibe og varer samt indførte strengere kontrol af Øresundstolden. Hun sørgede for, at kongens finanser løb rundt, og at krigene i Sverige kunne finansieres. Mens kongen var i udlandet, havde Sigbrit magten til at underskrive love, og hun fungerede næsten som en form for vicekonge i de sidste af Christian 2.s regeringsår.

Christian 2.s krige i Sverige førte til Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor en række svenske adelige blev henrettet. Den danske adel blev derfor urolig, og sammen med anden opsparet utilfredshed førte det til, at de efterfølgende opsagde deres troskab til kongen. I opsigelsesbrevene nævnte de frygten for deres eget velbefindende, særligt når kongen lod sig rådgive af en ond kvinde som Sigbrit. Urolighederne endte i et oprør, der tvang kongefamilien til at flygte ud af Danmark i 1523.

Sigbrit og kongefamilien tog til Nederlandene, hvor de bad Elisabeths familie om hjælp. Hjælpen kunne Christian 2. dog kun få, hvis han skilte sig af med Sigbrit. Herefter er der kun små glimt af, hvor hun har opholdt sig. Sigbrits sidste år ved man ikke meget om. I 1532 blev en gammel kone ved navn Sigbrit nævnt i et hollandsk fængsel, flere historikere mener, det var Sigbrit Villoms, og at hun endte sine dage der.

• Christian 2., 1481-1559, regent 1513-1523
• Christian 2.s Land- og Bylov 1522
• Det Stockholmske Blodbad 1520
• Christian 2.s landflygtighed og tilfangetagelse 1523-1559
• Kvinder i middelalderen, 1050-1536
• Den nederlandske indvandring til Amager under Christian 2., 1515-1521

• Blodbadet i Stockholm, kobberstik af Padt-Brugge, 1676
• Opsigelsesbrev til Christian 2., ca. 20. januar 1523
• Ørnevisen – Folkevise om Christian 2.

• Andersen, Ove: Mor Sigbrit, Stærke kvinder 1 (1998).
• Bisgaard, Lars: Christian 2 (2019).
• Venge, Mikael: «Moder Sigbrit og Øresundstolden», i Zise, årg. 4, nr. ½ (1981), s. 7-23