dansk rap

Nogle fans dannede breakdance- og senere graffiti-crews (fx Wild Style Breaking Crew med medlemmer af den senere rapgruppe Rockers By Choice). I det hele taget opstod et miljø omkring hiphop; i København centreret om ungdomsklubben Thomas P. Hejle, som holdt ved, efterhånden som ’dillen’ fortog sig i løbet af 1985.

Danske udgivelser af rapmusik begrænsede sig i disse år i det store hele til humoristiske overtagelser af formen blandt pop-, rock- og revy-artister – til stor fortrydelse for miljøet af hiphopfans. Et eksempel er ”Rap nu”, det danske fodboldlandsholds slagsang ved europamesterskaberne 1984 med rap af kommentator-ikonet Gunnar ’Nu’ Hansen.

Forholdet mellem MC Einar og Rockers By Choice var konkurrencepræget – helt i tråd med hiphopkulturens konventioner. Førstnævntes medlemmer og ikke mindst tekstforfatter og producer Nikolaj Peyk kom ud af miljøets graffiti-del i modsætning til medlemmerne af Rockers By Choice, som repræsenterede breakerne.

Begge grupper rappede på dansk, men med meget forskellige udtryk. Hvor MC Einars tekster var humoristiske og centreret om gruppens (forsumpede) ungdomsliv, var Rockers By Choice politiske med budskaber om fx kriminalitet, stoffer og forurening. Sidstnævnte optrådte desuden med fælles jakker og koreografi. Musikalsk høres tydelig inspiration fra tidens amerikanske New School rap med navne som Run-DMC, LL Cool J og Public Enemy, som alle gæstede Danmark i årene 1987-1988. Dog var MC Einars beats mere spraglede end Rockers By Choices (med samples af fx klassisk musik og dansktop), mens sidstnævnte søgte et hårdere udtryk.

De to grupper var ikke alene i den anden bølge, men klart de mest succesfulde. Andre navne var fx Salli, Jo-C-Fine, Flopstarz og Rip Rap Rock. Desuden etableredes i perioden det første danske pladelabel dedikeret til rap, Solid Productions, som blandt andet udgav det engelsksprogede album Solid Productions Taking Over i 1990.

Alligevel betød nogle mindre succesfulde opfølgere fra MC Einar og Rockers By Choice, at den anden bølge drev over. Begge grupper mistede pusten, medierne interessen og pladebranchen tilliden.

Faktisk udgives mere end 40 danske rapnavne i 1996 og blandt dem Peyk, Jazzy H og Bossy Bos storsælgende opfølger under navnet Østkyst Hustlers, albummet Fuld af Løgn. Prominente albumdebutanter var i øvrigt Den Gale Pose med Flere Ho’s, Hvid Sjokolade med Så'n Er Vi og Kongehuset med … Klarer Ærterne.

De følgende år så flere prominente debuter, fx Sund Fornuft med Så Sundt Som Det Er Sagt (1997), Clemens med Regnskabets Time (1997) og Malk De Koijn med Smash Hit In Aberdeen (1998). Det hører med til historien, at en række ’undergrundsudgivelser’, som samlede forskellige navne (fx Stop Volden, 1994; De Grimme Ællinger – Rappen fra Undegrunden og Hip-hop til Folket, begge 1996) var med til at bane vejen for den etablerede pladebranches genfundne interesse i at udgive rapmusik.

Både tekstligt og musikalsk spænder slut-1990’ernes danske rap vidt, fra den direkte videreførelse af MC Einars linje hos Østkyst Hustlers over amerikansk east coast-inspireret men stadig humoristisk rap hos Hvid Sjokolade og Kongehuset til klare west coast- og gangstarap-prægede beats og attituder hos Den Gale Pose (som også havde virket som producerkollektiv under navnet Madness 4 Real i L.A. 1992-1995). Forskellene blev udpeget i dissraps som fx Den Gale Poses ”Vi nævner ingen navne” (1996) eller B.A.N.G.E.R.S’ ”Århus er min” (1999).

Udviklingen af en hardcore, gangstarap-inspireret stil fortsatte i 2000’erne, hvor artister som Jokeren, Niarn og L.O.C flyttede grænser for hårdtslående attituder og historier fra livet i overhalingsbanen. Stilen blev i første omgang forbundet med betegnelsen stodderrap – i forlængelse af Den Gale Poses Definitionen af en Stodder (2001).

Kontroverser med andre rappere, nedsættende omtale af kvinder og beretninger om stoffer og druk skabte offentlig debat – mest markant med forfatter Hanne-Vibeke Holsts udfald i Politiken i november 2004. Alligevel toppede de nævnte rappere hitlisterne, og det samme gjorde Aarhus V-kolleger som Johnson, U$O og Marwan foruden samarbejdspartnerne i Suspekt. Sidstnævnte udviklede en dansk pendant til horrorcore med hårde og dystre beats samt tekster, der (bl.a.) excellerer i seksuelle emner – som en udfordring af de tabuer gruppens pladeselskab, Tabu Records, er opkaldt efter.

Sideløbende med den hårde stil var 2000’erne også præget af festglad og poppet rap. Særligt Nik og Jay og deres produktionsselskab Nexus satte brand i dansegulvene og nye standarder for, hvor ‘bling’ man kan være på dansk. Stilen faldt ikke i dele af det etablerede hiphopmiljøs smag, og det er karakteristisk, at Nik og Jay i lighed med fx L.O.C har frasagt sig prædikatet hiphop (med dets associationer af ’keeping it real’ i forhold til de fire elementer, konkurrence på skills, undergrundsmentalitet og social ansvarlighed). Her var fx Malk de Kojin populære eksponenter for miljøets værdier i en bredere offentlighed.

Danseglade ’vibes’ udbredtes også i perioden af artister som Natasja og Bikstok Røgsystem, som oversatte jamaicansk dancehall til dansk. Selv om genren dancehall og miljøet i København går mange år tilbage, var her tale om artister med en stærk forbindelse til dansk rapmusik. Strømningen led et alvorligt knæk med Natasjas tidlige død i 2007.

Ligesom det i amerikansk sammenhæng er sket med det stærkt nedsættende ord “nigger”, har danske rappere taget ordet “perker” op som en måde til at understrege deres egen ’anden-etniske’ baggrund og dermed oplevelsen af stå udenfor majoritetssamfundet. Et eksempel er Marwans debutalbum P.E.R.K.E.R fra 2006, og tendensen har givet anledning til genrebetegnelsen ’perkerrap’, som igen forbinder sig med forestillinger om rap (og særligt gangstarap) som ’ghettomusik’. Opmærksomheden på disse temaer i dansk rapmusik blev styrket af det politiske fokus på indvandring og udsatte boligområder i perioden efter årtusindskiftet – fx i kraft af den såkaldte ghettolov fra 2010.

Tidligt ude med en tematisering af deres baggrund som indvandrerunge var gruppen Outlandish, fx ved brug af samples fra arabisk, pakistansk og latinamerikansk musik. I 00’ernes succesfulde Aarhus V-rapscene fusioneredes ’perkerrap’ med inspirationer fra gangstarap og dirty south bl.a. af crewet Pimp-a-lot, som Marwan var del af. Siden blev tendensen samlet op og udviklet af fx Sivas, hvis sammenblanding af dansk, engelsk, persisk, arabisk, tyrkisk og gadeslang på debut-epen D.A.U.D.A (2013) er blevet beskrevet som ’ghettodansk’.

I starten af 2010’erne blev muligheden for eksponering via digitale platforme udnyttet af en ny generation af rappere. Det gjaldt ikke mindst Kidd, som i 2011 udgav singlen "Ik lavet penge" på YouTube. Den sikrede ham et gennembrud og opmærksomhed til det Nørrebro-baserede Cheff Records, hvor kolleger som TopGunn, Klumben og Raske Penge fortsatte dancehall-bølgen.

Nørrebro var også base for gruppen B.O.C. (Bars Of Crack, Bombs Over Copenhagen eller Bomber Over Centrum), som tæller rapperne Gilli og Kesi samt producer Benny Jams. De samarbejdede med rapperne Stepz og Branco (kendt som MellemFingaMuzik) i den lidt større gruppe Molotov Movement (eller Molo). Også Sivas tilhører denne kreds, som medvirkede på hinandens udgivelser.

De Nørrebro-baserede rappere medvirkede til at oversætte den engelske rap-genre grime til dansk, som det fx høres på Kesis debutalbum Bomber over centrum (2012). Baggrunden for grime var foruden dancehall, EDM-genrer som garage, 2-step og jungle.

En anden prominent inspiration for 2010’ernes danske rapmusik var afrobeats. Stilen blev introduceret med Gillis ”C’est la vie” (feat. MellemFingaMuzik, 2015) men hurtigt samlet op af andre, fx Sivas, Sleiman, Node og Fouli. Den illustrerer en orientering mod afrikansk popmusik, men også latin og caribiske rytmer. Samtidig peger den på indflydelse fra fransk rap i modsætning til hiphoppens typiske orientering mod USA.

Også trap har været et vigtigt element i dansk rapmusik, siden Sivas’ D.A.U.D.A. for alvor lancerede den Atlanta-baserede genre på dansk. Auto-tunede vokaler mødes her med tunge og samtidig rytmisk spændstige beats, og stilen er siden videreudviklet med inspiration fra den Chicago-baserede genre drill, som søger et (endnu) mere dystert udtryk, som illustreret fx af den Aarhus V-baserede gruppe Shootergang.