fagocytose

Fagocytterne griber fat i det, som skal fagocyteres ved hjælp af forskellige typer af receptorer, de har siddende i cellemembranen. I nogle tilfælde har andre celler i immunsystemet allerede "markeret" celler, fx bakterier, som skal fagocyteres, ved at de har dannet antistoffer mod bakterierne. Fagocytterne har så receptorer som binder antistofferne fast til overfladen af bakterierne.

Efter optagelse ind i cellen bliver det fagocyterede materiale liggende inde i en blære, kaldet et fagosom. Indholdet i fagosomet bliver gjort mere surt ved at protoner (H⁺-ioner) pumpes ind. Bakterier, som er optaget ved fagocytose, dræbes ved hjælp af frigivelse af ilt-radikaler inde i fagosomet. Indholdet nedbrydes derefter ved, at lysosomer tømmer nedbrydende enzymer ind i fagosomet.

Forskellige bakterier formår at overleve fagocytose og fortsætter med at leve og dele sig inde i fagocytterne. Nogle bakterier er resistente over for ilt-radikaler eller mod nedbrydning af lysosomale enzymer, nogle forhindrer at lysosomer tømmer nedbrydende enzymer ind i fagosomet, mens andre formår at trænge ud af fagosomet. Defekter i forskellige dele af fagocytosen medfører reduceret drabsevne mod bakterier og gentagne infektioner med visse typer bakterier, fx kronisk granulomatøs sygdom.

En speciel form for fagocytose er autofagocytose, hvor cellen danner en membran omkring sine egne bestanddele (autofagosom), for derefter at nedbryde indholdet i autofagosomet.

Fagocytose blev først bemærket af lægen William Osler i 1870'erne, men blev senere undersøgt og navngivet af mikrobiologen Elie Metchnikoff (1845-1915) i starten af 1880'erne.

• endocytose
• fagocytter
• lysosomer