Fluorouracil er et lægemiddel, der anvendes i behandlingen af forskellige kræfttyper, bl.a. brystkræft, endetarms- og tyktarmskræft og mavesækkræft, og til behandling af solar keratose, der kan være forstadier til visse typer hudkræft. Lægemidlet er et celledræbende kemoterapi, der indgår i gruppen antimetabolitter.

Faktaboks

Også kendt som
FU, 5-FU

Kræftceller er afhængige af kopiering af DNA og cellevækst for at overleve. Fluorouracil hæmmer kopieringen af DNA og anvendes derfor i kræftbehandling.

Virkningsmekanisme

DNA og RNA er opbygget af pyrimidiner og puriner. Der er tre typer pyrimidiner, der er vigtige: cytosin, uracil og thymin. Fluorouracil klassificeres som en antimetabolit. Antimetabolitter kan enten blokere, at puriner og pyrimidiner indbygges i DNA og RNA eller selv blive inkorporeret i DNA'et eller RNA'et.

Fluorouracil er en analog til uracil. Forskellen er, at fluorouracil har et fluoratom i molekylet i stedet for et hydrogenatom. I kroppen vil cellerne blive narret til at optage fluorouracil, fordi det ligner uracil. Fluorouracil optages i cellerne via de samme transportmekanismer som uracil.

Inde i cellerne bliver fluorouracil omdannet til tre aktive metabolitter:

  • fluordeoxyuridin monofosfat (FdUMP)
  • fluordeoxyuridin trifosfat (FdUTP)
  • fluoruridintrifosfat (FUTP)

Produktionen af thymidylat er et kritisk trin i DNA-syntesen. Enzymet thymidylat-syntase er vigtigt for denne syntese. Metabolitten FdUMP binder sig til enzymet thymidylat-syntase, og dermed hæmmes aktiviteten af enzymet. Denne inaktivering hæmmer DNA-syntesen, og kræftcellens vækst bremses.

Både FUTP og FdUTP kan inkorporeres i RNA og DNA, hvilket fører til, at cellen tager skade og dør.

Fluorouracils anvendelsesområder

Fluorouracil er en af de mest anvendte kemoterapier til en række almindelige kræftformer. Lægemidlet gives ofte som enkeltinjektion og kontinuerlig infusion. Det kan også anvendes i form af creme eller som en opløsning, der pensles på huden.

Fluorouracil kan bruges til behandling af mange forskellige kræftformer, særligt kræft i tyktarm, spiserør, bugspytkirtel, mave, hoved, nakke og bryst. Stoffet kan også smøres direkte på områder, der er ramt af solar keratose, altså solskadet hud og forstadiet til hudkræft.

Fluorouracil giver ret lille effekt, hvis man bruger det alene. Lægemidlet anvendes derfor ofte i kombination med andre kræftlægemidler og strålebehandling. Effekten af fluorouracil forbedres også ved kombination med folinat. Folinat styrker bindingen af FdUMP (metabolit af fluorouracil) til thymidylat-syntase, hvilket øger effekten af fluorouracil.

Præparater

Fluorouracil sælges i Danmark under handelsnavnene Fluorouracil Accord, Actikerall og Tolak. Fluorouracil Accord findes som infusions- eller injektionsvæske, mens Tolak og Fluorouracil Paranova kun findes som creme. Actikerall sælges både som creme og som opløsning til at pensle på huden og er et kombinationspræparat bestående af fluorouracil og salicylsyre. Alle disse lægemidler er receptpligtige.

Bivirkninger ved brug af fluorouracil

De mest almindelige bivirkninger af fluorouracil er mave- og tarmproblemer og svækket knoglemarvsfunktion.

Mave- og tarmproblemerne er mere udtalte ved kontinuerlige infusioner af lægemidlet. Blandt mave- og tarmproblemer er diarré, opkast, kvalme og mavesmerter mest almindelige. En sjælden bivirkning af fluorouracil er blodig afføring (toksisk colitis). I et sådant tilfælde vil man afslutte behandling med fluorouracil øjeblikkeligt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig