Imposter-syndromet eller imposter-fænomenet er et psykologisk træk, hvor en person tvivler på sine egne evner og præstationer. Det kan føre til en frygt for at blive afsløret som en svindler, der har snydt sig til sin succes og status, eller som en, der bare har været heldig med fx at blive forfremmet.
Fænomenet blev første gang beskrevet i 1978 af to amerikanske psykologer Pauline Clance og Suzanne Imes i artiklen The Impostor Phenomenon in High Achieving Women: Dynamics and Therapeutic Intervention. Artiklen omhandler, hvordan en gruppe yngre succesfulde kvinder ikke primært opfattede deres succes som et resultat af egne evner og kompetencer, men forklarede det som held eller ydre omstændigheder.
Imposter-syndromet er ikke en psykisk diagnose men en tendens til ikke at føle sig god og kompetent nok, særligt i arbejds- og karrieresammenhænge. Psykologer peger på, at personer, der lider af imposter-syndromet typisk er særdeles kompetente og ofte præsterer over gennemsnittet. Det er samtidig karakteristisk for personerne, at de er meget pligtopfyldende og bekymrede for ikke at være dygtige nok. En udpræget præstationskultur på en arbejdsplads kan være med til at fremme præstationsangst og imposter-syndrom hos medarbejderne, når de får en oplevelse af at skulle præstere hårdere for at gøre det godt nok.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.