San Francisco Giants' hjemmebane Oracle Park i 2021.

Infield er inderbanen på en baseballbane. Efter de officielle spilleregler er den et kvadrat med en sidelængde på 90 fod, svarende til ca. 27,43 m. Hjemmebasen (home plate) samt første, anden og tredje base markerer kvadratets fire hjørner. Banens yderområde kaldes outfield.

I almindelig sprogbrug omfatter infield også det jordbelagte område, der strækker sig uden for kvadratet mellem baserne.

Inde i kvadratet ligger kasterhøjen (pitcher's mound), hvorfra kasteren (pitcheren) kaster bolden mod slåeren (batter) ved hjemmebasen. Afstanden fra kastepladen på højen til hjemmebasens bagerste spids er 60 fod og 6 tommer, svarende til ca. 18,44 m.

Spillerpositioner

De fire almindelige infieldpositioner er første basemand, anden basemand, tredje basemand og shortstop.

Position Placering og funktion
Første basemand (first baseman) Dækker første base og modtager medspillernes kast for at få modstandere dømt ude.
Anden basemand (second baseman) Spiller normalt mellem første og anden base og medvirker ofte i dobbeltspil.
Tredje basemand (third baseman) Dækker området ved tredje base og skal ofte kaste bolden på tværs af infield.
Shortstop Spiller normalt mellem anden og tredje base og medvirker ofte i dobbeltspil.

Infieldspillerne samarbejder blandt andet om at udføre dobbeltspil (double plays), hvor to angrebsspillere bliver dømt ude i samme spilsekvens.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig