kæben

Overkæben (maxilla) består af to knogler (ossa maxillaria), som er vokset sammen og er næst efter underkæben den største knogle i ansigtsskelettet. Overkæbebenet danner desuden bunden og indre del af øjenhulerne samt størstedelen af næseåbningen (apertura piriformis). Til siderne er overkæbebenet forbundet med kindbenet (os zygomaticum). Et fremspring af overkæbebenet danner bunden i næsehulen og samtidig det benede loft i mundhulen (processus palatinus).

Undersiden af overkæben har et hesteskoformet, buet fremspring (kæbekammen, processus alveolaris), hvor tænderne sidder fast med bindevæv i fordybninger i benet. Mellem den bagerste del af kæbekammen og øjenhulerne udvikler der sig i løbet af barndommen et pyramideformet hulrum inde i knoglesubstansen på hver side, de såkaldte kæbehuler (sinus maxillaris). Sammenvoksningsfladen mellem de to overkæbehalvdele består som en åben vertikal sprække i ansigtsskelettet hele livet.

Også underkæben (mandibula) er todelt hos nyfødte, men vokser sammen til én knogle i løbet af det første levehalvår. Den adskiller sig fra de øvrige knogler i kraniet ved, at den har et bevægeligt valseled på hver side. Der skelnes mellem det hesteskoformede underkæbelegeme (corpus mandibulae) og de opretstående, flade underkæbegrene på hver side (ramus mandibulae). Hos voksne, yngre mennesker danner den en vinkel på ca. 110° med kæbelegemet; hos børn og gamle er vinklen noget større, det vil sige underkæbegrenen og leddet hælder mere skråt bagud. På corpus mandibulae er der et hesteskoformet, buet fremspring (kæbekammen, processus alveolaris), hvor tænderne i underkæben er fastgjort i fordybninger (alveoler) i knoglen. Underkæben er forbundet med overkæben ved et valseled beklædt med fibrøs brusk og er forsynet med en bruskskive (discus articularis).

Kæbebevægelsen (åbningen) er en kombination af rotation og fremadglidning af ledhovedet på underkæbegrenen mod tuberculum articulare på tindingebenet. Tyggemuskulaturen fæster sig dels bag på corpus mandibulae, dels på en udstående spids (processus coronoideus) øverst, foran på underkæbegrenen.

Hos ældre med dårlige tænder og reduceret tyggekraft kan underkæben skrumpe og blive tyndere (atrofi). Ved fuldstændigt tandtab svinder kæbekammen (alveoleprocesserne), så underansigtets højde er lavere, når kæberne bider sammen. Hos nogle personer er underkæben mere fremstående end normalt (prognati).

Over- og underkæben samt tyggemusklerne udvikler sig fra den første gællebue. Begge kæbeknogler dannes af bindevæv, såkaldt direkte forbening, i modsætning til størstedelen af det øvrige skelet i kroppen, som dannes af brusk, såkaldt indirekte forbening. Hos det fire til fem uger gamle foster stikker der i alt fem folder frem fra hver side af "halsen"; de smelter sammen foran og danner blandt andet over- og underkæben. Spor efter denne sammensmeltning ses netop i kæbeknoglernes sprækker. Nogle gange kan sammenvoksningen være ufuldstændig, og barnet kan få læbe-kæbe-ganespalte.

• kæbesygdomme
• kraniet
• ansigtet
• munden