kaktus

Størstedelen af arterne er stængelsukkulenter, der vokser i tørre områder. Til undtagelserne hører bl.a. slægten trækaktus (Pereskia) fra Brasilien, som er tornede buske og slyngplanter med blade.

Der er stor variation i kaktusstænglens udformning; den kan have høje, cylindriske, ugrenede eller sjældnere grenede skud, være en kugleformet dannelse eller have flade og bladlignende skud. Skuddene er oftest besat med areoler, der kan minde om bladar med hår og torndannelser. Areolerne kan være opdelt i en nedre del, som bærer torne, mens en øvre danner blomster. Blomsterne er oftest enlige med varierende sædighed. De omgives af bægerlignende højblade, der gradvis går over i et større eller mindre antal farvede kronblade. Støvbladenes antal varierer også. Bestøvningen besørges af bier, humlebier, natsværmere eller flagermus. Frugten er oftest et bær.

En lang række tilpasninger til tørkeprægede voksesteder kan iagttages, fx tyk kutikula, der nedsætter fordampningen, vandvæv i stængler, manglende blade, overfladisk rodnet, der hurtigt kan optage vand, samt hår og torne, som kan kondensere dug, der derefter optages.

Kaktusfamilien inddeles i fire grupper, underfamilier, hvoraf den mest oprindelige kun består af slægten Pereskia, der er buske eller klatrende arter med forveddede, tornede stængler og flade, noget sukkulente blade. En anden gruppe med få slægter omfatter figenkaktus (slægten Opuntia m.fl.), der ofte har små, hurtigt affaldende blade. En gruppe, der senere er kommet til, omfatter kun en enkelt slægt, Maihuenia.

Langt den største gruppe er underfamilien Cactoideae, hvor blade stort set mangler. Hertil kommer slægter med flade stængler, som bladkaktus af bl.a. slægterne Epiphyllum og Zygocactus, der leverer stueplanter som julekaktus og påskekaktus. I Mexicos og det sydlige USA's ørkenområder forekommer et stort antal arter i denne gruppe, fx høje søjlekaktus og den langhårede olding (Cephalocereus senilis), der ofte ses i væksthuse. Af store kugleformede arter er guldkugle (Kroenleinia grusonii) hyppigt dyrket. Mindre former findes i den store slægt vortekaktus (Mamillaria), der omfatter 300 arter. Meskalinkaktus (Lophophora spp.) indeholder euforiserende stoffer.

Frugtene af flere arter kan spises rå, presses til saft eller anvendes til marmelade, fx Opuntia ficus-indica.

• nellikeordenen
• stængelsukkulenter
• agurkekaktus
• figenkaktus
• hundehalekaktus
• jordbærkaktus
• meskalinkaktus
• olding
• Pereskia
• pindsvinekaktus
• pinsekaktus
• søjlekaktus
• søpindsvinekaktus
• vortekaktus