Kraniotomi er en midlertidig åbning af kraniet ved hjerneoperationer. Den del af kraniet, der fjernes, kaldes en knoglelap. Knoglelappen sættes tilbage mod slutningen af indgrebet til forskel fra en kraniektomi, hvor knoglen ikke sættes tilbage.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af forstavelsen kranio- og græsk tomia 'snit'
Også kendt som

kranieoperation, kranieåbning, hjerneoperation

Kirurgisk teknik

De fleste kraniotomier foregår i fuld narkose. Hvis hovedbundens nerver bedøves, kan kraniotomi også udføres med patienten vågen.

Udtagning af knoglelap

Efter steril vask lægges der lokalbedøvelse i hovedbunden svarende til den kirurgiske hudåbning. Underliggende skalp-muskulatur og knoglehinde skrabes væk, hvorefter kirurgen laver et eller flere huller i kraniet med en speciel elektrisk/pneumatisk boremaskine (trepanationsbor). Maskinens bor er kegleformet (konisk), og boret vil derfor stoppe, når det ikke længere møder modstand. Dermed er der minimal risiko for at bore for dybt.

Derefter anvendes en kraniotomisav, der er en elektrisk sav med en sko, der ligger an mod den ydre hjernehinde (dura mater). Saven føres ind i borehullet, og kirurgen udsaver en åbning i kraniet. Den resulterende knoglelap udtages og gemmes til indgrebets afslutning. Knoglestøvet bliver også opsamlet.

Indsætning af knoglelap

Mod slutningen af indgrebet lukkes hjernehinderne for at forhindre senere lækage af cerebrospinalvæske. Derefter sættes knoglelappen tilbage på plads. Det gøres oftest med metalklemmer i titanium, men man kan også bruge små plader og skruer. Kirurgen lægger også ofte knoglestøv ned i savspalten og borehul for at fremme den endelige heling.

Knoglelappen sidder som regel godt fast og vil i løbet af nogle måneder hele op til kranieåbningen. Proceduren forhindrer derfor ikke, at dagligdagsaktiviteter hurtigt kan genoptages.

Komplikationer ved kraniotomi

Når en knoglelap udsaves, mister den sin blodforsyning. Det gør, at knoglelappen, der sættes tilbage, er dårligt beskyttet mod infektioner den første tid. Infektioner i knoglelappen (osteomyelitis) kan forekomme uger til måneder efter operationen. Ved infektion er det oftest nødvendigt at fjerne knoglelappen. Efter behandling af infektionen med antibiotika kan man indoperere en kunstig knogleplade, som ofte er lavet ud fra et 3D-print af patientens tidligere CT-scanningsbilleder.

Historien bag kraniotomi

Kraniefund fra forhistorisk tid tyder på, at kraniotomi og trepanation er blevet udført i religiøse ceremonier eller for at slippe onde ånder ud af hovedet ved behandling af sindssygdom. I moderne tid udføres kraniotomi for at opnå kirurgisk adgang til hjernen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig