ordoliberalisme

På trods af forskellighederne blandt de ordoliberale tænkere er der en ideologisk kerne, som binder dem sammen. For dem – som det fremgår af retningens navn – står begrebet ’orden’ (’ordo’ og ’Ordnung’) centralt forstået som et samfundsmæssigt fundament, som sikrer frihed, forudsigelighed og menneskelighed. Samtidig peger alle ordoliberale repræsentanter på, at de enkelte samfundsordener – den sociale, politiske, juridiske og økonomiske – er gensidigt afhængige, og at den økonomiske orden altid er særligt relevant. De ordoliberale tænkere anlægger alle et mere eller mindre holistisk syn på samfundet.

De enkelte ordoliberale har haft fokus på forskellige ordener. Walter Eucken og Franz Böhm beskæftiger sig især med den gensidige afhængighed mellem den økonomiske og den juridiske orden. Wilhelm, Röpke, Alexander Rüstow og Alfred Müller-Armack med relationen mellem den økonomiske, sociale og moralske orden. Disse ordoliberale tænkere omtales ofte som de klassiske ordoliberale eller ordoliberale tænkere i første generation. Senere ordoliberale tænkere som Erich Hoppmann beskæftiger sig med den økonomiske, moralske og juridiske orden, og en nulevende ordoliberal tænker som Viktor Vanberg har fokus på den økonomiske og politiske orden.

Ordoliberalismen stammer fra Tyskland, og den har også som økonomisk-politisk filosofi stået stærkt i dette land. Man regner således med, at såvel de kristeligt-demokratiske unionspartier CDU og CSU sant det liberale parti FDP er stærkt influeret af ordoliberalismen, men også det socialdemokratiske SPD og De Grønne er i nogen grad påvirket.

Ordoliberalismen opstod under og efter 2. verdenskrig som en kritik af såvel Weimarrepublikken som det nationalsocialistiske regime. Hovedpersonerne i ordoliberalismens første generation var Walter Eucken, Wilhelm Röpke og Alexander Rüstow, som alle tre i en kortere eller længere periode var knyttet til universitetet i Freiburg. Derfor omtales ordoliberalismen også ofte som Freiburg-skolen.

Via Ludwig Erhard – forbundskansler Konrad Adenauers rådgiver og senere minister – blev ordoliberalismen en slags økonomisk-politisk grundlægningsfilosofi for Forbundsrepublikken Tyskland i 1949. Den franske filosof Michel Foucault hævdede endda, at ordoliberalismen var som skrevet ind i Forbundsrepublikkens fødselsattest.

Interessen for ordoliberalismen er vundet stærkt frem i de senere år (2023). Det hænger bl.a. sammen med, at ordoliberalismen via EU-samarbejdet er blevet eksporteret fra Tyskland til de andre europæiske lande. EU’s økonomiske og monetære union (ØMU) samt EU’s konkurrencepolitik er således i betydeligt omfang påvirket af ordoliberalismen. Også et dansk fænomen som budgetloven er skrevet ud fra den ordoliberale filosofi.

En anden årsag til den stigende interesse for ordoliberalismen er imidlertid, at den som økonomisk filosofi har nogle andre bud på, hvordan politikken skal føres end de traditionelle liberale, konservative og socialdemokratiske anbefalinger. Ordoliberalismen har fællestræk med hvert af disse idésæt, men den indeholder samtidig et ekstra idémæssigt lag.

Alt i alt består Euckens konstituerende – eller strukturelle – principper (Die konstituirenden Prinzipien) består af følgende:

1. Der skal være et velfungerende prissystem. Det indebærer en forpligtelse på socioøkonomiske politikker med henblik på sikringen af en konkurrencedygtig social markedsøkonomi, hvor markeds- og prismekanismerne ideelt set er uberørte inden for den økonomiske forfatning.

2. Pengepolitikken er grundlæggende. En valuta- og pengepolitik skal stabilisere pengeværdien som en nødvendig betingelse for en funktionelt konkurrencedygtig økonomi. Det kræver, at et lands regering etablerer en politisk uafhængig centralbank. Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at Eucken i sin tid modsatte sig konceptet om en uafhængig centralbank med prisstabilitet for øje. I stedet støttede han ideen om at pålægge et hundrede procent reservekrav til kommercielle banker. På den anden side er det blevet en del af den ordoliberale tradition at kræve en uafhængig centralbank, fordi Euckens krav var urealistisk. Da den tyske forbundsbank blev oprettet i 1957, var dens uafhængighed af det politiske system et krav, som blev fremført af de ordoliberale. Det er også et tysk, ordoliberalt krav, at den Europæiske Centralbank, ECB, i EU’s økonomiske og monetære union bliver gjort politisk uafhængig.

3. Markederne skal være åbne. Det vil sige, at begrænsninger på efterspørgsel og udbud af varer både nationalt og internationalt skal fjernes. Åbne markeder skal baseres på præstationskonkurrencetypen. Kun hvis virksomheder let kan komme ind på og forlade markederne, kan der etableres konkurrencedygtige markeder. Man skal derfor reducere barrierne så meget som muligt for at kunne træde ind på et marked og for at kunne forlade det igen. Lave entry- og exit-barrierer betyder, at insolvente og konkursramte virksomheder ikke kunstigt skal holdes i live, fx ved hjælp af statstilskud, lån og diverse redningsaktioner, da det blot vil hindre andre virksomheder i at komme ind på markederne. Ifølge Eucken betyder princippet om åbne markeder også, at monopoler skal hindres i at opstå. Hoppmann er ikke enig i, at princippet om åbne markeder skal forstås på denne måde. Ifølge ham ligger problemets rod angående manglen på åbne markeder først og fremmest i statens interventioner, fordi monopoler på markedet i hovedsagen opstår som følge af statslige interventioner. For Hoppmann består anti-monopolismen i at bekæmpe statslige interventioner.

4. Et privat ejerskab af produktionsmidlerne. Kun et samfund med privat ejendomsret er i stand til at optimere effektiviteten af de økonomiske markedsprocesser. Dette skyldes især den antagelse, at individer bekymrer sig mere om brugen af deres private ejendom på en produktiv og bæredygtig måde sammenlignet med, hvis der er tale om offentlig ejendom. Privat ejerskab bør udgøre en stor del af den sociale markedsøkonomi. Omvendt må magt over privatejendom aldrig lede til politisk magt, for kun hvis man undgår det, bliver udbredelsen og opretholdelsen af den private ejendomsret acceptabel og legitim for borgerne generelt. Den private ejendomsret skal anvendes til økonomiske og sociale formål i forhold til markedet og ikke i forhold til det politiske system. Samtidig er offentligt ejerskab af naturlige monopoler som fx vand- og elektricitetsforsyning at foretrække frem for privat ejendomsret heraf ifølge de ordoliberale.

5. En frihed til at indgå kontrakter for at øge konkurrencen inden for rammerne af den sociale markedsøkonomi. Dette princip skal gennemføres, så der ikke sker misbrug af kontraktfriheden. Det betyder, at kontrakter kun er lovlige, så længe de er i overensstemmelse med den fuldstændige og konkurrenceprægede markedsorden og ikke begrænser markedsadgangen eller bidrager til monopolisering og dannelsen af karteller. Kontraktfriheden er derfor ikke absolut.

6. Virksomheder og borgere er ansvarlige for de handlinger, som de foretager på markedet. Ifølge dette princip er enkeltpersoner og virksomheder alene ansvarlige for økonomiske overskud såvel som tab opstået som følge af markedstransaktionerne. Det udelukker på det principielle niveau enhver form for statslig redningsaktion og socialisering af tab, som stammer fra virksomhedernes drift. Man bør ikke have mulighed for at overlade effekten af private fejldispositioner til afregning i det offentlige, dvs. hos skatteyderne. I dette konstituerende princip er indlejret det ordoliberale Haftungsprincip, som indebærer, at den, der har potentiel fordel af en beslutning, også skal betale, hvis det går galt. Dette princip er metoden til at undgå moral hazard.

7. Regeringernes økonomiske politik skal være stabil og langsigtet. Stabile og forudsigelige økonomiske politikker fra regeringens side er en forudsætning for, at der kan tages rationelle beslutninger af både virksomheder og enkeltpersoner. Det skyldes, at rationaliteten i beslutningerne hos disse aktører øges, når man kan disponere på langt sigt. Med en konstant økonomisk politik fremmer man forudsigelighed og investeringer.

8. Der er indbyrdes afhængighed eller interdependens med hensyn til alle ovennævnte konstituerende principper. Hvis de enkelte principper anvendes isoleret, mister de deres grundlæggende formål og effektivitet. Det betyder, at de hører sammen som en helhed, og alle skal ses som en enhed og en integreret del af en holdbar (ordoliberal) økonomisk politik. Man kan ikke blot udvælge nogle få principper, som man bryder sig om. De konstituerende principper for en ordoliberal økonomisk politik skal ses som en samlet pakke.

Ifølge Eucken er anvendelsen af de otte konstituerende principper imidlertid ikke altid nok til at sikre den fuldstændige konkurrence. Det er fx tilfældet, hvis det er nødvendigt med statslige indgreb på grund af allerede eksisterende monopoler eller eksisterende negative eksternaliteter som følge af forurening. I så fald skal indgrebene baseres på de fire såkaldte komplementære reguleringsprincipper (Die regulierenden Prinzipien), som ifølge Eucken består af følgende:

I. En bekæmpelse af virksomheders mulighed for at udøve økonomisk magt kræver bekæmpelse af allerede eksisterende karteller, oligopoler og monopoler via en statslig konkurrencepolitik. Med hensyn til de regulerende principper vedrørende konkurrencepolitikken bør staten ifølge Eucken fastsætte priser, som om de var resultatet af fuldstændig konkurrence. Det er et princip overtaget fra Leonhard Miksch.

II. En sikring af rimelig indkomst for alle kræver en vis omfordeling af indkomst og rigdom fra rig til fattig, fx via progressiv beskatning. En sådan indkomstlighed bør sikres af staten.

III. Der skal foretages en korrektion og afbødning af negative eksterne effekter som følge af markedsprocesserne. Der kan med moderne eksempler være tale om miljøforurening eller udledning af klimagasser, hvorfor regeringen bør træffe passende foranstaltninger, så alle samfundsmiljømæssige omkostninger internaliseres og afspejles i markedspriser og virksomhedsbeslutninger. Interessant nok nævner Eucken allerede selv skovødelæggelse og forurening fra kemiske fabrikker under behandlingen af dette regulerende princip i bogen Den økonomiske politiks principper, som er skrevet senest i 1950, da han døde.

IV. Der bør foretages en korrektion af de unormale udbudsreaktioner bl.a. for at forhindre egentlig fattigdom i samfundet. Herunder gælder det ikke mindst om at hindre eksistensen af, hvad vi i dag kalder working poors 'arbejdende fattige'. Derfor opfordres der til at etablere et (minimalt) socialt sikringssystem.

Når det gælder begrebet frihed er det for de ordoliberale først og fremmest lig med fravær af vilkårlig tvang. En sådan frihed er imidlertid ikke ensbetydende med fravær af alle begrænsninger. Friheden er stadig afhængig af forholdene på markedet, i samfundet og ikke mindst med hensyn til de regler, som gælder begge steder.

For Böhm repræsenterer Privatautonomie den frihed, som bliver den enkelte til del i privatlovssamfundet. Den indebærer, at individer er frie til at anvende deres ejendom og til at indgå aftaler. Samtidig er individernes frihed bundet af den orden, som gælder i privatlovssamfundet. Det er således ikke tilladt individerne at indgå aftaler og opføre sig på en måde, som undergraver den konkurrencebaserede orden i samfundet.

I Hoppmanns ordoliberalisme bliver friheden et kriterium for markedsprocessens effektivitet. Ikke mindst på grund af individernes altid begrænsede viden, er der brug for maksimal frihed på markedet til at indsamle informationer med henblik på gennemførelsen af trial and error-processer i lanceringen af nye produkter og så videre. Ifølge Hoppmann bør det være således, at friheden på markedet kun bør begrænses af, hvad der er forbudt via lovregler, som altid bør være negative i den forstand, at de klart og utvetydigt tilkendegiver, hvad der ikke er tilladt. Samtidig er friheden imidlertid også vigtig for, at man kan tale om moral i bredere forstand, for friheden er nødvendig, hvis individer skal kunne vælge mellem forskellige adfærdsmønstre, hvilket er forudsætningen for at tage moralske valg. Et samfundssystem uden frihed er for Hoppmann et system uden moral. Det synspunkt gælder ifølge Hoppmann helt overordnet. Hans faglige hovedfokus er dog på konkurrencen på markedet.

Med hensyn til magtbegrebet repræsenterer det for ordoliberale frihedsbegrebets antitese. Magten består i at begrænse andres autonomi. Friheden trives kun inden for bestemte grænser, mens magten ingen grænser kender. I alle variationer af liberalismen er magten noget, som skal begrænses via konkurrencen og politisk handling.

For Eucken og Böhm er magtproblemet grundlæggende et problem, som stammer fra den økonomiske magt. For andre ordoliberale stammer hovedtruslen mod friheden fra statsmagten. For Vanberg har forsøgene på at begrænse magten via forskellige konstitutionelle arrangementer vist sig meget lidt effektive. Det har eksempelvis i praksis ofte vist sig svært at vedtage en økonomisk forfatning som grundlag for Ordnungspolitikken. Statsmagten begrænses i stedet mest effektivt gennem konkurerncen mellem forskellige landes regeringer, for jo mere skattebetalerne og kapitalen er frie til at bevæge sig mellem forskellige jurisdiktioner, jo mere begrænses regeringernes magt over for borgerne.

Et nøglebegreb i moderne ordoliberalisme er begrebet "den sociale markedsøkonomi"; tanken hermed er, at et lands økonomi ikke kan og bør ses uafhængigt af de sociale forhold, der gælder. En velfungerende økonomi er ikke ifølge de ordoliberale et mål i sig selv. Det er altid et middel til at forbedre de sociale forhold.

I modsætning til de ordoliberale kernebegreber nævnt ovenfor er begrebet ’den sociale markedsøkonomi’ et perifert begreb i ordoliberalismen. Det er der begrebsanalyse to grunde til. For det første er der den logiske grund, at den sociale markedsøkonomi trækker på en økonomisk politik baseret på de ordoliberale kernebegreber og tilhørende begreber. Der er således tale om, at ’den sociale markedsøkonomi’ er en slags implementering af de mere centrale ordoliberale begreber. ’Den sociale markedsøkonomi’ er et begreb med et ben både i den ordoliberale teori og i den samfundsmæssige og politiske virkelighed.

Den anden grund til den perifere status er kulturel, idet ’den sociale markedsøkonomi’ fremstår meget vagt i den ordoliberale ideologi. Begrebet kan således dække over alt fra en økonomisk politik a la Eucken og Böhm og til den økonomiske politik hos Müller-Armack. Samtidig har begrebet været så succesfuldt, at det nu anvendes i sammenhænge, som umiddelbart intet har med den oprindelige ordoliberale mening at gøre. Sidstnævnte gør sig bl.a. gældende, når begrebet er skrevet ind i EU’s Lissabon-traktat fra 2009.

De tidlige ordoliberale fokuserer på det nationale niveau med undtagelse af Röpke. Hans begreb om det internationale kan beskrives som ’liberalisme fra neden’. Det indebærer, at den internationale orden skal bygge på de nationale (ordo)liberale principper. Faren ved at skabe en international orden ’fra oven’ er, at den fører til stærk centralisering, hvilket Röpke frygtede ville ske med den europæiske integrationsproces.

Også Vanberg beskæftiger sig med spørgsmålet om internationalt samarbejde i et ordoliberalt perspektiv. Han støtter en konkurrencebaseret føderalisme med udgangspunkt i en føderal Ordnungspolitik. Ligesom Röpke afviser Vanberg også en centralistisk føderalisme. Til forskel fra Röpke er Vanberg imidlertid overbevist om, at international konkurrence ikke kræver en fuldt udviklet national konkurrencebaseret orden. Den internationale konkurrence virker tvært imod tilbage og styrker ligefrem den nationale Ordnungspolitik. Muligvis er Eurozonekrisen et eksempel på, hvordan den økonomiske konkurrence mellem medlemsstaterne i EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU) har fået styrket den konkurrencebaserede økonomiske orden i en række medlemsstater, fordi konkurrencen i ØMU har presset dem til det.

På trods af deres inddragelse af den internationale orden spiller nationalstaten imidlertid den fundamentale rolle hos både Röpke og Vanberg. Noget kunne tyde på, at Hoppmann og Vanberg er meget præget af, at økonomierne i deres tid bliver stadigt mere konkurrencebaserede og globaliserede. En tilbagevenden til en mere geopolitisk opdelt verden i en situation, hvor bl.a. de tech-industrielle virksomheder tilsyneladende danner stadigt stærkere monopoler ser muligvis ud til at passe bedre til tænkningen hos de ordoliberale af første generation og deres stærkere fokus på konkurrencepolitikken, dvs. konkurrencepolitisk regulering og udmøntning af Ordnungspolitikken på nationalt plan.

Det mest originale bidrag, som ordoliberalismen er kommet med, er sandsynligvis analysen af, hvad både kapitalismen og velfærdsstaten begge risikerer at gøre ved mennesker. Dens påstand angående kapitalismen er, at den fører til et forkvaklet menneskeliv for mange lønmodtagere. Det er det, som de ordoliberale kalder proletarisering.

Ordoliberalismen får stor betydning i (Vest)Tyskland efter Anden Verdenskrig. Landet er i en årrække er underlagt de allieredes overmyndighed. Storbritannien besætter Nordvesttyskland med dets værdifulde kul- og stålproduktion i Ruhr. USA besætter det sydvestlige område og herunder Bayern, Hessen og en del af det, som nu er delstaten Baden-Württemberg. Frankrig besætter et område i det sydlige Tyskland på grænsen til Rhinen, som også var fransk interesseområde efter Første Verdenskrig og endnu længere tilbage under Napoleon.

Sovjetunionen besætter det østlige Tyskland, som der ofte har været kæmpet om mellem Det tyske Rige og Preussen på den ene side og Rusland på den anden. De fælles principper for besættelsen af Tyskland, som de allierede er enige om, består i, at nationalsocialismen i alle dens former skal elimineres, at en demokratisk genopdragelse skal pålægges det tyske folk, og at de dele af Tysklands industrielle kapacitet, der kan bruges til militærproduktion, skal afmonteres.

Der er imidlertid allerede under krigen og i særdeleshed på Potsdam-konferencen i 1945 lige efter krigens afslutning store spændinger mellem de vestlige allierede og Sovjetunionen. De ideologiske forskelle mellem Vestens demokrati og markedsøkonomi og Sovjetunionens kommunisme og planøkonomi viser sig nu også at have betydning for synet på Tysklands fremtid. De ordoliberale er med til at tydeliggøre disse forskelle. Euckens bog fra 1939, hvor han opstiller forskellene mellem en markedsorienteret bytteøkonomi og en centralreguleret planøkonomi, bliver læst som et kraftigt argument for førstnævnte samfundstype. De ordoliberale er desuden meget aktive i debatten for etableringen af en liberal markedsøkonomi i en situation, hvor planøkonomiens tilhængere lukrerer på det planøkonomiske og ’krisefrie’ Sovjetunionens store popularitet i de allerførste år efter Anden Verdenskrig.

Splittelsen mellem Vesten og Sovjetunionen angående Tyskland baner vejen for skabelsen af et todelt Tyskland med Forbundsrepublikken Tyskland (Bundesrepublik Deutschland) i vest og den Tyske Demokratiske Republik (Deutsche Demokratische Republik – DDR) i øst i 1949.

Det sker i en situation, som er alvorlig for mange tyske borgere lige efter krigen. Mad og medicin er en mangelvare i mange husstande. Den ekstremt kolde vinter 1946-47 forstærker det tyske folks lidelser og styrker yderligere den ulovlige sortbørshandel, som findes i enhver tysk by, og hvor ’valutaen’ ofte er cigaretter, amerikanske dollars eller britiske pund. Besættelsesmagterne bliver i den forbindelse af mange tyskere anklaget for den økonomiske elendighed og udsigten til en vis genoplivelse af nationalsocialismen – eller kommunismen som et alternativ – synes at være en nærliggende mulighed.

Tre forhold ændrer imidlertid denne situation. Den 1. januar 1947 fusionerer de amerikanske og britiske zoner til Bizonia for at fjerne de økonomiske barrierer mellem de to zoner og for at skabe større økonomisk selvstændighed og produktion i området (Frankrig tilslutter sig reelt i løbet af 1948 dette initiativ, hvorefter de tre vestlige zoner bliver til Trizonia).

For det andet annoncerer den amerikanske udenrigsminister George Marshall i en tale i 1947 en generøs bistandsplan – senere benævnt Marshall-planen – for at styrke økonomien i Europa. Allerede inden udgangen af 1948 flyder Marshall-hjælpen og dens mange dollars ind i Vesttyskland.

For det tredje gennemfører man i de vestlige zoner en markedsøkonomisk reform, hvorefter rationeringer, prisreguleringer mv. bliver ophævet. Reformen er anført af økonomiprofessor Ludwig Erhard, der senere bliver økonomiminister under forbundskansler Konrad Adenauer i Tysklands første forbundsregering etableret i 1949. Med reformen den 20. juni 1948 indføres også en ny valuta, Deutschmark (hurtigt kendt som ’D-mark’).

Ved at erstatte den gamle, inflationsramte og næsten værdiløse valuta i form af Reichsmark med én, som folk har tiltro til, og ved at liberalisere prisfastsættelsen bliver sortbørsen unødvendig, og producenterne bliver opmuntret til at levere varer til butikkerne. Det giver også tilskyndelse til at arbejde mere og i flere timer, fordi der bliver udbetalt løn i D-mark, som man kan købe noget for. Hele den markedsøkonomiske reformøvelse lægger grunden til det, der senere bliver kendt som det tyske økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder). Dette økonomiske mirakel er igen årsagen til den vesttyske opstigning til en førende position iblandt de vestlige økonomier hurtigt efter krigen.

Den amerikanske statskundskabsprofessor, Mancur Olson, forklarer i bogen ’The Rise and Decline of Nations’ fra 1982 den hurtige vesttyske økonomiske vækst med baggrund i Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig. Nederlaget betyder, at en lang række organisatoriske netværk blandt arbejdsgivere og lønmodtagere indbyrdes og i forhold til det politiske system bliver ødelagt eller alvorligt svækket samtidig med, at flygtningestrømmen fra øst er ensbetydende med, at der er et rigeligt udbud af arbejdskraft. Det giver mulighed for, at det frie marked i højere grad kan udfolde sig i Vesttyskland efter krigen end så mange andre steder, hvilket forklarer baggrunden for det vesttyske økonomiske mirakel. Mancur Olsons tese om baggrunden for det vesttyske økonomiske mirakel stemmer overens med de ordoliberales påstand om, at en svækkelse af mulighederne for lobbyisternes aktive netværk og undermineringen af virksomhedernes indbyrdes aftaler på markedet fremmer den økonomiske vækst. I en ordoliberal optik er mulighederne kraftigt reduceret for at opnå magt på markedet i Vesttyskland lige efter krigen. Samfundsordenen bliver derfor præget af præstationskonkurrencemodellen. Det giver resultater.

Konteksten er alt i alt relativt gunstig for implementeringen af en økonomisk succesfuld frimarkedsmodel i Vesttyskland, selv om der er megen ideologisk modstand herimod, og selv om de marxistisk orienterede planøkonomi-tilhængere står stærkt mange steder.

Da markedskræfterne i betydelig grad bliver sluppet løs på grundlag af en stabil valuta i 1948, giver det sig sandsynligvis i Forbundsrepublikken Tyskland udslag i mere økonomisk vækst og jobskabelse, end det ville have gjort i mange andre lande. De økonomiske reformer i den vestlige besættelseszone og den førte økonomiske politik fra 1948 og frem får en ordoliberal italesættelse som social markedsøkonomi omsat i praksis. Ordoliberalismen prætenderer i forlængelse heraf ofte at være den økonomiske filosofi bag det økonomiske mirakel i Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Michel Foucault hævder i sine Collège de France-forelæsninger i 1978 og 1979, som udkommer i bogen, ’Biopolitikkens fødsel’, at (Vest)Tyskland er det eneste land, der er etableret på en grundlag af en bestemt økonomisk filosofi, nemlig ordoliberalismen. Det kan dog diskuteres, i hvilken grad klassisk ordoliberalismen faktisk påvirker (vest)tysk politik i kølvandet på Anden Verdenskrig. Påvirkningen kan også overdrives. Men uanset hvad må det antages, at Tysklands store økonomiske vækst og stærke økonomiske position i de fleste år efter Anden Verdenskrig har givet vægt bag de ordoliberale ideer i resten af Europa i forbindelse med måden, hvorpå både EU's konkurrencepolitik angående det fælles marked og EU's monetære politik er blevet konstrueret på og siden har udviklet sig. Samtidig må det med, at andre filosofiske idéstrømninger også har spillet en rolle.

Ordoliberalismens større eller mindre påvirkning af Forbundsrepublikken Tysklands politik lige efter Anden Verdenskrig foregår i høj grad via den ordoliberale økonomiprofessor, Ludwig Erhard. Han bliver fra 1947 direktør for en myndighed med navnet ’Særlig Afdeling for Penge og Kredit’ (Sonderstelle Geld und Kredit), som forbereder reformen af prispolitikken og indførelsen af en ny valuta i Tysklands vestlige besættelseszoner i 1948, og fra 1949 til 1963 er han som tidligere nævnt økonomiminister i Konrad Adenauer-regeringen. Der er flere konkrete eksempler på ordoliberal påvirkning i Forbundsrepublikken Tyskland efter krigen. Et eksempel på en ordoliberal påvirkning kommer med loven om etablering af Bundesbank uafhængig af politisk indflydelse og med de tyske anti-kartellove i 1957, som er det første eksempel på implementering af konkurrencepolitisk lovgivning noget sted uden for USA.

Et andet ordoliberalt fodaftryk er oprettelsen af det ekspertudvalg (de tyske økonomiske vismænd), der stadig er af central betydning i tyske økonomiske anliggender i dag: Rådet af Økonomiske Eksperter (Sachverständigenrat). Denne komité er blevet en kvasi-sakral institution i tysk politik som det primære rådgivende organ for skiftende tyske regeringer. Hidtil er en tredjedel af alle medlemmer af det tyske råd af økonomiske eksperter blevet uddannet i et af de ordoliberale centre på universiteterne i Freiburg, Köln eller Saarbrücken. Ideen om, at politiske beslutningstagere altid bør lade sig rådgive af den mest opdaterede sagkundskab, er en del af det ordoliberale tankegods siden det ordoliberale manifest fra 1936.

Ordoliberalismen kan ifølge nogle forskere karakteriseres som en ’grundlæggende værdi’ hos mange tyske beslutningstagere, selv om der er uenighed om, hvordan dette begreb skal fortolkes i praksis, og selv om det naturligvis langt fra er ensbetydende med, at al økonomisk politik i Tyskland følger den ordoliberale skabelon. Ordoliberalismen har til tider også stået stærkt i academia og politik i Tyskland, men retningen har aldrig haft en hegemonisk status, da den altid har været udfordret af korporatisme og den katolske sociallære. Blandt de tyske politikere og tyske beslutningstagere er ordoliberalismen stadig indflydelsesrig, og de refererer jævnligt til ordoliberale begreber. Men den ordoliberalisme, som italesættes i den forbindelse, er sjældent den teoretisk set komplekse økonomiske eller juridiske konstruktion, som ordoliberalismen er, hvis man analyserer den nøje. Det er en populariseret version – en slags ’ordoliberalisme for folket’ – der mangler den originale ordoliberalismes kompleksitet og dybde.

Ikke desto mindre har de fleste tyske økonomer sandsynligvis på et eller andet tidspunkt i deres karriere været påvirket af ordoliberale ideer i den videnskabelige form ifølge forskerne Sebastian Dullien and Ulrike Guérot. Vurderingen er også, at der næppe har været nogen keynesianere blandt de førende tyske økonomer efter Anden Verdenskrig. Ordoliberalismen har i et eller andet omfang sat sig fast som en slags intellektuelle kontaktlinser på mange tyske beslutningstagere forstået som en bestemt måde at opfatte samfundet på (se også forordet til denne bog). Den tyske nationalbank, Bundesbank, er også i betydelig grad kendetegnet ved fraværet af keynesiansk økonomisk tænkning. Bundesbank repræsenterer ifølge EU-forskeren Kenneth Dyson den centrale tyske institutionelle legemliggørelse af ordoliberal økonomisk tænkning i Tyskland.

Forbundsforfatningsdomstolen bedømmes samtidig til at fungere som en slags værn og ultimativ dommer angående den ordoliberale linje. Ordoliberalismen er ligeledes en forholdsvis stærk tradition i det tyske finansministerium og udenrigsministerium.

Men man kan ikke sætte lighedstegn mellem tysk politik og ordoliberalismen. Måske med undtagelse af ordoliberalismens storhedstid i årene lige efter Anden Verdenskrig, hvor påvirkningen var massiv. Nogle hævder, at tysk politik i dag i forhold til EU er langt mere drevet af tyske interesser end af ordoliberale tanker. I den forbindelse vil de måske hævde, at problemet i tysk EU-politik snarere er, at man følger den ordoliberale tankegang for lidt end for meget. Problemet med dette standpunkt er imidlertid dels, at man ikke altid er præcis med hensyn til, hvad der menes med en ordoliberal tankegang. De ordoliberale tænkere udgør nok et epistemisk fællesskab, men samtidig indeholder fællesskabet store variationer mellem de enkelte tænkere. Dels opererer påstanden et eller andet sted med, at interesser kan varetages uden noget som helst idémæssigt udgangspunkt, hvilket som nævnt allerede i forordet ikke er et synspunkt, som forfatteren bag denne bog abbonnerer på. Tvært imod er det grundlæggende synspunkt i bogen, at ideer og interesser som oftest er sammenvævede størrelser, at ideer indrammer interesserne, og at ideer er noget, som tit definerer interessedynamikkerne.

Den eksplicitte indflydelse fra ordoliberalismen aftager noget i Tyskland i midten af 1960’rne, men har dog fortsat nogen intellektuel interesse i 1970’erne. De ordoliberale genvinder samtidig meget af deres tidligere status frem til tidspunktet for den tyske genforening i 1990, da et nyt markedsorienteret system skal etableres i de nye føderale stater i det tidligere DDR. DDR bliver således en del af Forbundsrepublikken på ordoliberale præmisser.

Ifølge ordoliberalismeforskeren Federico Bruno er det derfor ikke usandsynligt, at ordoliberale ideer – bl.a. spredt via universiteter og forskningscentre – stadig udøver en betydelig indflydelse på tysk politik, hvilket rækker langt ud over den direkte indflydelse, som ordoliberalismen fortsat har på højtstående embedsmænd. Årsagen er også, at politiske partier som f.eks. CDU i høj grad hylder arven fra Ludwig Erhard og hans indsats for den sociale markedsøkonomi og under Wirtschaftswunder, som de fortolker som praktisk implementering af Ordnungspolitikken, selv om referencerne til sidstnævnte er mindre hyppige. Et andet begreb som f.eks. Haftungsprinzip er både et klassisk ordoliberalt begreb og et begreb, som er indlejret i den tyske protestantiske kultur. Det er således ikke altid lige let at afkode, om der i en bestemt politisk sammenhæng er tale om påvirkning fra ordoliberalismen. Alt i alt er situationen ofte den, at politikere udvælger sig enkelte ordoliberale begreber, som de bruger, fordi det siger dem og deres publikum noget. Det sker uden, at hverken den ene eller den anden part nødvendigvis støtter eller endda kender hele den ordoliberale ideologiske pakke. På den måde opstår der som tidligere nævnt en slags ’folkets ordoliberalisme’.

• den sociale markedsøkonomi
• keynesiansk teori
• Walter Eucken
• Wilhelm Röpke
• Alexander Rüstow
• Alfred Müller-Armack