religion i Polen

Selvom det polske samfund blev kristnet, inviterede og beskyttede kongemagten andre religiøse mindretal, der indvandrede til landet i 1300- og 1400-tallet i form af jødiske og muslimske befolkningsgrupper. Polen var i denne periode et af de få lande i Europa, hvor jøder havde lov til at praktisere deres tro.

Den svage kongemagt og de stærke rettigheder for den polske adel betød også, at adelen havde religionsfrihed, og mange konverterede til forskellige reformerte kirker under den lutherske reformation i 1500-tallet. Universiteterne i Polen nød også mindre religiøs censur end andre steder i Europa og kunne for eksempel forske i astronomi.

I slutningen af 1500-tallet slog modreformationen dog stærkt igennem i Polen, båret af jesuiterordenen. Mariafromheden spillede en stor rolle, hvilket blev forstærket, efter at en svensk hær i 1655 trods overmagt måtte opgive at indtage Paulinerklostret på Jasna Góra med dets ikon af Den Sorte Madonna, der stadig i dag er et valfartssted for polakker, der søger helbredelse, eller vandrer dertil som pilgrimme. Katolicismen blev efterhånden identificeret med det at være polsk i modsætning til det protestantiske Preussen og det ortodokse Rusland.

Efter Polens delinger i slutningen af 1700-tallet og frem til 1918 havde polakkerne ikke deres eget land, men levede som mindretal i henholdsvis Det Russiske Imperium, Preussen og Østrig-Ungarn. Her blev den katolske kirke sammen med det polske sprog bærer af polsk identitet og et vigtigt samlingspunkt for polakkernes sociale og kulturelle liv.

I perioden mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig (1918-1939) blev Den Polske Republik genoprettet på landkortet, og her fik den katolske kirke en fremtrædende plads, og religiøse helligdage blev fejret som nationale og statslige begivenheder. Katolikkerne udgjorde 65 procent af befolkningen, mens store mindretal var ortodokse (12 procent), græskkatolske (10 procent) eller jøder (10 procent).

Den politiske scene var i mellemkrigstiden præget af to fløje, hvor den føderale fløj med Józef Piłsudski i spidsen ønskede et multietnisk og multireligiøst land med stor selvbestemmelse for mindretallene, mens den nationaldemokratiske fløj under Roman Dmowski ønskede, at mindretallene skulle assimileres for at skabe en homogen polsk katolsk stat. Piłsudskis fløj sad på magten, og Polen fungerede i mellemkrigstiden som en multireligiøs stat med høj grad af religionsfrihed, men der var en stigende debat i samfundet om mindretallenes rettigheder.

I 1939 blev Polen besat af Nazityskland fra vest og Sovjetunionen fra øst, og begge besættelsesmagter gennemførte omfattende udryddelser af befolkningen. Mens Sovjetunionen anvendte sociale kriterier for deres massemord (se Katyń-massakren), anvendte Nazityskland race som primært kriterium for deres udryddelser, hvilket i høj grad var sammenfaldende med religion.

Katolske polakker blev anset for at tilhøre ”den slaviske race”, der skulle anvendes som manuel arbejdskraft uden rettigheder, og i løbet af krigen blev 10 procent af den katolske befolkning udryddet og 20 procent af de katolske præster. For de polske jøder betød den nazistiske ideologi derimod total udryddelse.

Fra efteråret 1940 blev jøderne tvunget til at leve i bevogtede og overbefolkede ghettoer med meget små madrationer og høj dødelighed. Fra sommeren 1941 begyndte større massenedskydninger af jøder, og der blev indført dødsstraf for polakker for at skjule jøder. Fra 1942 begyndte det industrielle massemord på de polske jøder, der primært blev gennemført i de nazi-tyske udryddelseslejre Treblinka, Bełżec, Auschwitz og Sobibór. I løbet af 1943 blev de fleste ghettoer i det besatte Polen tømt og nedlagt, og de få overlevende polske jøder skjulte sig i skovene eller i private hjem, og kun et fåtal af disse overlevede helt frem til krigens afslutning. Man regner med, at 98-99 procent af de næsten tre millioner polske jøder blev udryddet under 2. Verdenskrig.

Efter anden verdenskrig opdelte stormagterne Europa mellem sig, og Polen endte i Sovjetunionens indflydelsessfære, der indsatte en kommunistisk regering i landet. Den katolske kirke blev som i andre kommunistiske lande undertrykt. I 1953 blev en række præster idømt lange fængselsstraffe for at være amerikanske spioner, og den katolske kirkes overhoved blev sat i husarrest fra 1953-1956.

I 1956 skete en udskiftning i toppen af kommunistpartiet, og den katolske kirke fik herefter lov at eksistere i nogenlunde fred. Den blev i stigende grad et samlingspunkt for den polske befolkning, og de katolske ideer kom til at danne en modfortælling mod den kommunistiske ideologi.

I 1978 blev en polsk kardinal valgt til pave under navnet Johannes Paul 2., og da han året efter rejste på pilgrimsrejse til Polen, tiltrak han millioner af mennesker til masse-gudstjenester og var med til at vække en tro på, at den polske befolkning kunne gøre sig fri af det kommunistiske styre. Den katolske kirke kom til at spille en central rolle for Solidaritetsbevægelsen fra 1980 og frem til kommunismens fald i 1989, både moralsk og som fysiske samlingssteder. Den katolske præst Jerzy Popiełuszko (1947-1984) blev myrdet af sikkerhedstjenesten for sit engagement i Solidaritetsbevægelsen.

Lige efter kommunismens fald i 1989 havde den katolske kirke meget høj legitimitet i befolkningen og var med til at støtte op om den fredelige overgang til markedsøkonomi og demokrati. Kirken fik en mere fremtrædende plads i samfundet, og fik blandt andet lov til at stå for religionsundervisningen i folkeskolerne. Kirken engagerede sig også i debatten op til indskrænkningen af fri abort i 1993, der blev betegnet som ”abort-kompromiset”.

I 00’erne begyndte fremtrædende repræsentanter for den katolske kirke åbenlyst at støtte det politiske parti Lov og Retfærdighed (PiS), der var ved magten i 2005-2007 og igen fra 2015-2023. I denne periode har kirken markeret sig stærkt med traditionelle familieværdier og modstand mod abort, kunstig befrugtning, seksualundervisning i skolerne og rettigheder til LGBT-personer, som er blevet betegnet som ”LGBT-ideologien”.

Den katolske kirkes politiske engagement har sammen med flere skandalesager om seksuelle krænkelser ført til stigende kritik af den katolske kirke som institution i Polen, selvom opbakningen stadig er høj sammenlignet med andre lande i Europa.