Sikkerhedspolitik er et lands indsats for at beskytte sin eksistens og integritet mod ydre trusler. Sikkerhedspolitik bygger på en opfattelse af begrebet sikkerhed, og af hvor sikkert det pågældende land er.
Begrebet sikkerhedspolitik blev først almindeligt efter 2. Verdenskrig. Indtil da faldt området ind under udenrigspolitik, forsvarspolitik og militærpolitik.
"Sikkerhed" kan betyde mange forskellige ting. I kernebetydningen er en aktør sikker, hvis den ikke er truet, eller hvis den er i stand til at modstå trusler mod dens centrale værdier. Men der er delte meninger om, hvilke aktører og hvilke typer trusler og værdier, begrebet dækker. En vigtig sondring går mellem det traditionelle nationale sikkerhedsbegreb og det såkaldte udvidede sikkerhedsbegreb.
Det nationale sikkerhedsbegreb er karakteriseret ved fem forhold:
Denne forståelse af sikkerhedsbegrebet lå til grund for NATO-landenes sikkerhedspolitik under den kolde krig, dvs. forestillingen om en konkret ydre fjende, Sovjetunionen, som med militære midler truede de vestlige landes selvstændighed. Tilsvarende forestillinger med omvendt fortegn prægede Sovjetunionens sikkerhedsopfattelse. For begge lejre gjaldt det desuden, at sikkerhedsbegrebet ikke blot var knyttet til staten, men også deres ideologi, det vil sige henholdsvis det kommunistiske og liberalt-kapitalistiske system.
I teoretisk henseende svarer det nationale sikkerhedsbegreb til den såkaldte realistiske skoles opfattelse.
Det udvidede sikkerhedsbegreb hviler på en kritik af det nationale sikkerhedsbegreb som værende for snævert. Udgangspunktet er ofte en liberalistisk opfattelse af international politik. Således har freds- og konfliktforskere fremført, at fokus på den enkelte stats eller statsgruppes ydre sikkerhed er dømt til at føre til stadig oprustning, uden at nogen af parterne bliver mere sikre af den grund. Det er det såkaldte sikkerhedsdilemma.
Derfor har freds- og konfliktforskere i stedet peget på betydningen af international eller global sikkerhed som en forudsætning for, at den enkelte stat kan føle sig sikker. Nogle har endvidere talt for at individualisere sikkerhedsbegrebet ud fra den betragtning, at individets sikkerhed må være det grundlæggende.
Det udvidede sikkerhedsbegreb retter således søgelyset mod fænomener som fx strukturelle trusler, klimaforandringer, migration, social, politisk og økonomisk uro og trusler mod national identitet, som ikke dækkes af det traditionelle begreb.
Endelig er der sket en udvidelse af opfattelsen af, hvilke værdier der trues. Fx kan trusler mod menneskerettighederne nu efter manges opfattelse legitimere en væbnet indgriben, en såkaldt humanitær intervention, mod en anden stat. Det sås fx med NATO's intervention i Kosovo i 1999.
En socialkonstruktivistisk opfattelse af sikkerhedsbegrebet er, at sikkerhed såvel som trussel er "konstruerede" begreber. Dette er formuleret i teorien om sikkerhedsliggørelse.
En kritik mod det udvidede sikkerhedsbegreb er, at det kan risikere at blive udvandet og mindre anvendeligt, hvis for mange fænomener bliver knyttet til det. Staternes opfattelser af sikkerhed er til en vis grad blevet påvirket af disse diskussioner. Det nationale sikkerhedsbegreb udgør stadig kernen i deres sikkerhedspolitik, men samtidig skete der efter den kolde krigs ophør en vis tilnærmelse til det udvidede begreb, i hvert fald i Europa.
Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 fik sikkerhedsbegrebet nye nuancer. Det nationale sikkerhedsbegreb blev genoplivet, men sigtede nu mod såkaldte asymmetriske trusler fra både udenlandske og indenlandske terrorister. Indre og ydre trusler flød herved sammen til et enkelt problemkompleks. Denne logik lå også bag den danske deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak i 2000-tallet. Her kædedes aktører fjernt fra Danmark sammen med interne trusler, både i form af konkrete terrorangreb, men også mere bredt som en trussel mod den vestlige verdensorden.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 oplever Europa et fornyet fokus på den direkte, territoriale sikkerhed.
Sikkerhedspolitik har såvel en ydre som en indre dimension. Den indre sikkerhedspolitik består primært af forsvarspolitikken, dvs. opstillingen af et troværdigt militært forsvar imod ydre trusler. Herudover indgår kontraspionage, civilforsvar og civilt beredskab i den indre sikkerhedspolitik. Disse knyttes ofte til det nationale sikkerhedsbegreb, men kan også have elementer af det udvidede sikkerhedsbegreb.
Blandt den ydre sikkerhedspolitiks traditionelle virkemidler er diplomatiet, hvis formål bl.a. er at forebygge eller løse sikkerhedspolitiske kriser, der vil kunne føre til krig.
Under de sikkerhedspolitiske virkemidler kan man også i en bredere forstand henregne deltagelse i integration eller international organisation. En vigtig målsætning for integration kan således være dannelsen af et sikkerhedsfællesskab, der indebærer, at muligheden for at afgøre indbyrdes konflikter gennem krig bliver betragtet som utænkelig; eksempler er NATO, forholdet mellem de nordiske lande eller mellem EU-landene.
Det ultimative sikkerhedspolitiske virkemiddel er krigen, hvor militære styrker sættes ind. I efterkrigstiden og navnlig efter den kolde krig har de militære styrker dog også fået en anden funktion, nemlig en fredsbevarende, fredsstøttende eller fredsskabende. Eksempler er FN-styrken UNPROFOR og de NATO-ledede styrker IFOR og SFOR i Bosnien-Hercegovina. I et dansk perspektiv er deltagelse i sådanne aktioner et centralt element i varetagelsen af den udvidede sikkerhed.
Fra sidst i 1990’erne blev den internationale brug af væbnet magt udvidet. Et væsentligt skred kom med Irakkrigen fra 2003, der var vanskelig at begrunde folkeretligt, og som skabte splittelse inden for NATO. Splittelsen skyldtes bl.a., at der var uenighed om, hvor stor en trussel Irak udgjorde mod vestlig sikkerhed.
Kollektiv sikkerhed er princippet i organisationer som Folkenes Forbund og FN, hvor medlemmerne gensidigt garanterer hinanden mod en fredsbryder i deres egen midte.
Danmark forsøgte umiddelbart efter 2. Verdenskrig at satse på den kollektive sikkerhed inden for FN, men måtte erkende, at denne på grund af stormagtsuenigheden ikke var en tilstrækkelig garanti. Dette er en problemstilling, der fortsætter med at hjemsøge FN-samarbejdet, og som kan gøre det svært for FN at være en reel sikkerhedsgarant.
Sikkerhedsfællesskaber kendetegner i reglen en gruppe af nationer, der er enige om, eller anser det for højst usandsynligt at løse eventuelle konflikter med militære midler. Et eksempel er fx de nordiske lande og EU.
Sammen med dronning Sonja har Harald 5., siden han overtog tronen i 1991, videreført og moderniseret det norske kongehus. Kongen var meget vellidt i den norske befolkning. Han døde om morgenen den 28. august.
TEMA | Læs om medlemmerne af det norske kongehus og få overblik over kongehusets historie.
Den norske kongerække begynder med Harald Hårfager, der efter sagatraditionen samlede Norge til et rige. Haakon 8. efterfølger sin far Harald 5. som konge af Norge.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.