Steatoré er en tilstand med forøget tab af fedt i afføringen. Normalt tabes der mindre end 7-10 gram fedt pr. døgn, og ved steatoré tabes der altså mere end det. Det skyldes nedsat spaltning af fedt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk stear ‘talg’ og rhoia ‘strøm’
Også kendt som

fedtdiarré, stearrhoea

Årsager til steatoré

Steatoré ses ved nedsat spaltning af fødens fedt, primært på grund af nedsat udskillelse af enzymer fra bugspytkirtlen. Uspaltet fedt kan ikke optages af den normale tarmslimhinde, medmindre fedtkæderne er korte, og det meste af det normalt indtagne fedt består af langkædede fedtsyrer. En sjældnere årsag er mangel på galdesyrer, der normalt bidrager til emulgering af fedt i det vandholdige miljø i tarmen. Nedsat galdesyreeffekt ses også, når der er for mange bakterier i tyndtarmen (bakteriel overvækst), idet galdesyrerne dekonjugeres, og de mister derved deres emulgerende effekt. På trods af normal spaltning kan optagelse af fedt alligevel være nedsat på grund af sygdom i tarmslimhinden, fx cøliaki eller Crohns sygdom, eller mangel på tarm, fx efter kirurgisk fjernelse.

Symptomer ved steatoré

Afføringen kan blive grødet, omfangsrig, grålig, glinsende, vandskyende og vanskelig at skylle ud af toilettet. Der kan være vægttab og mangel på de fedtopløselige vitaminer D-vitamin og K-vitamin.

Behandling af steatoré

Behandlingen afhænger af årsagen. Ved sygdom i bugspytkirtlen gives der tilskud af bugspytkirtelenzymer. Udskillelse af galde kan søges bedret ved endoskopisk indgreb på galdevejene. Hvis det er muligt, gives der specifik behandling af tyndtarmssygdom, fx glutenfri kost eller immunhæmmende behandling af Crohns sygdom. Alle personer med steatoré får tilskud af kalk og D-vitamin .

Effekten af behandlingen kan vurderes på basis af personens vægt og symptomer samt blodprøver.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig