svampeinfektioner

I Danmark optræder hyppigst infektion med gærsvampe, især Candida-arter. Disse findes normalt i slimhinder og kan spredes herfra, fx til spiserør, lunger, blære og nyrer eller evt. til blodet gennem sår og katetre. Slimhindeinfektioner opstår fx efter behandling med antibiotika, hvorved mange normale mikroorganismer fjernes, således at der skabes plads til vækst af svampe. Dette kan medføre svie, rødme og hvidlige belægninger pga. infektion med Candida albicans. Dybe infektioner ses især hos personer med et nedsat antal hvide blodlegemer (leukocytter), fx efter kemoterapi for kræftsygdomme samt ved aids. Infektionerne viser sig oftest som langvarig feber med eller uden lokale gener. Diagnosen stilles ved mikroskopi og dyrkning for svampe i vævsprøver eller blod.

Cryptococcus neoformans er en gærsvamp, der især er hyppig i tropiske lande, men også findes hos danske fugle, hvorfor infektion i Danmark fx ses ved udsættelse for dueekskrementer. Sygdomstilfældene er sjældne og optræder især hos svækkede personer, fx ved aids, hvor der kan forekomme meningitis eller betændelse i visse organer.

Skimmelsvampe optræder især som hudsvampeinfektioner, men arter som Aspergillus, der forekommer overalt i jord og støv, kan medføre dybe, alvorlige infektioner (aspergillose), især i lungerne. Der kan dels forekomme astmalignende tilfælde, dels egentlige lungebetændelser eller knuder af svamp i bronkierne. Hos immunsvækkede personer kan infektionen sprede sig gennem blodet med dannelse af bylder i hud eller organer.

I udlandet, især i troperne, USA og Mexico, forekommer en række alvorlige infektioner med såkaldte dimorfe svampe, fx blastomykose, forårsaget af Blastomyces dermatitidis, histoplasmose forårsaget af Histoplasma capsulatum og coccidioidomykose forårsaget af Coccidia immitis. De kan alle forårsage infektion, specielt i lungerne, som svære kroniske lungebetændelser og eventuelt herfra sprede sig.

De ældste stoffer er såkaldte polyen-antimykotika, der virker på svampecellemembranen. Nystatin anvendes kun til lokal behandling. Det mest bredspektrede antimykotika er Amfotericin B, der både virker imod infektioner med gær- og skimmelsvamp. De mest anvendte lægemidler er såkaldte imidazol- eller triazol-derivater, der virker ved at hæmme ergosteroldannelsen i svampenes cellemembran. Disse stoffer omfatter en lang række lægemidler, hvoraf nogle kun anvendes lokalt til hud- og slimhindeinfektioner, fx miconazol. Andre som fluconazol, itraconazol, voriconazol og posaconazol anvendes også til dybe infektioner enten som tabletter eller injektion. Itraconazol er velegnet ved aspergillusinfektioner og hudsvampe. Lignende præparater er fx terbinafin, der anvendes til negleinfektioner.

Ved neglesvamp er meget langvarig behandling (2-3 måneder) nødvendig, da kun den del af infektionen, der sidder i negleroden, kan nås af behandlingen.