væskebalance

Den menneskelige organisme indeholder 50-60 % vand, fordelt med ca. ²/₃ inde i cellerne og ¹/₃ uden for cellerne, se legemsvæsker. Organismens vandfaser indeholder en række forskellige salte i form af positivt og negativt ladede ioner, bl.a. natrium- og kloridioner fra alm. salt (kogsalt; natriumklorid). En række mekanismer samarbejder om at opretholde en normal sammensætning af organismens væskefaser. Vand og salte udskilles med urin, sved og usynlig fordampning fra huden. Mindre mængder tabes med udåndingsluft og afføring.

Ophører al væsketilførsel, opleves en voldsom tørst, og ved frigørelse af det antidiuretiske hypofysehormon (vasopressin; se også hypofyse) sker der et fald i nyrernes vandudskillelse. Tilføres et væskeoverskud, aftager frigørelsen af vasopressin fra hypofysen, og nyrerne udskiller væskeoverskuddet. Et underskud af salt (natriumklorid) stimulerer binyrebarken, der frigør hormonet aldosteron, som påvirker nyrerne til at tilbageholde salt. Omvendt er nyrerne i stand til at udskille et overskud af salt. Dette kræver en samtidig udskillelse af ekstra vand, og prøver man at slukke sin tørst med saltvand, fx havvand, bliver resultatet et nettotab af vand fra kroppen og forværring af tørsten.

Det daglige behov for vandindtagelse er ca. 1-2 liter, hvoraf en del findes i fødevarerne. Raske mennesker har ikke behov for ekstra stor væskeindtagelse. Behovet for natrium er af størrelsesordenen 2 g alm. salt daglig. Den normale daglige indtagelse af salt i Danmark udgør ca. 10 g, altså langt mere end behovet.

Flere ofte alvorlige sygdomme kan medføre forstyrrelser i væskebalancen ved, at der enten kommer underskud eller overskud af vand og salt. Oftest kan der optræde vandmangel (dehydrering), der især forekommer hos ældre mennesker, som har nedsat evne til at føle tørst og derfor ikke drikker nok. Udtalt diarré og opkastninger, fx i forbindelse med en tarminfektion, kan også medføre salt- og vandmangel. Patienter med bulimi (se spiseforstyrrelser) kan ligeledes komme i væskeunderskud pga. opkastninger.

Ved hjerte-, lever- og nyresygdomme kan forstyrrelse i væskebalancen medføre ophobning af salt og vand i kroppen (ødem). Ved kronisk nyresvigt (nyreinsufficiens) mister nyrerne efterhånden evnen til at finregulere legemets indhold af salt og vand, hvilket både kan føre til dehydrering og ødem. Patienter med dialysekrævende nyreinsufficiens må derfor ofte indtage en bestemt, kontrolleret daglig væskemængde.

Underskud af vand og salt kan kræve intravenøs behandling med væske (drop), fx hos bevidstløse, alment sløje og nyopererede patienter.

• væskebalance hos dyr
• væskebalance hos planter