Seriøst??

Meget har jeg oplevet på mine togture, men højtlæsning på tysk havde jeg endnu til gode.

Men alt godt kommer jo til den, der har tid at vente så i dag havde jeg fornøjelsen af mand på ca 60, der læste højt for sin kone....Hele vejen fra Kbh til Kokkedal

Jamen så er weekenden da skudt igang og nej jeg bryder mig ikke om at blive del af en højtlæsning og slet ikke på TYSK😡

Jeg hader det

For godt 2 uger siden kom yngstesønnen hjem på juleferie og hvor havde vi dog glædet os til at se ham.

Han flyttede til Aarhus for at læse den 1. september og det var første gang han kom hjem, efter han var flyttet. Vi har været en enkelt weekendtur ovre og besøge ham i slutningen af oktober, men ellers har vi måttet nøjes med tlf, sms og FaceTime. Jeg synes, det har været alt for lidt - han synes jeg har spammet ham med både opkald, sms'er og forsøg på FaceTime, men sådan er det jo med øjnene, der ser.

Nu er 2 fantastiske uger ovre, vi har hygget, han har set familie og venner og ikke mindst har vores gamle hund nydt, at han igen var i huset og hun kunne ligge og sove i arm med ham om natten.

Alt er godt, som man siger, men jeg går rundt med en lille knude i maven, for nu er knægten draget tilbage til Aarhus og jeg savner ham. Jeg ved, det kun er nogle dage, jeg har det sådan her, for så kommer hverdagen igen og vi kan glæde os til næste gang han beærer os med et besøg.

Men igen her er tænker vi ikke helt ens, og hvorfor skulle vi også det? Vi er jo 2 forskellige steder i livet. Men...jeg ville rigtig gerne planlægge hans næste besøg, vide, at han kommer igen i vinterferien og han kigger bare opgivende på mig og siger, at han ikke engang ved, om han har ferie og hvis han har, hvad han så skal.

Så jeg må væbne mig med tålmodighed og nyde de bidder, jeg får tildelt - og nej, jeg plejer ikke at være så tosset, men mine børn "plejer" heller ikke at flytte så langt væk, så det må være min undskyldning ;-)

Godt nytår

Det er vel næsten obligatorisk at skrive et nytårsindlæg....især når "man" åbenbart har genoplivet sin blog.

Vi kom godt ud af '18 og lige så godt ind i '19 - det samme gjorde vores børn, selvom den ene lige var ved at give mig lidt sved på panden, da hun ikke ringede og ønskede godt nytår som hun plejer. Men festen havde vist bare været god og kl. 2.30 tikkede en sms ind om, at hun havde det fint.

Hundebasserne kom også godt ind i det nye år - den ene er 12 og vist efterhånden lidt halvdøv, men omvendt normalt meget sensitiv overfor lyde, og især fyrværkeri. Vi ville ikke give beroligende medicin, så i stedet blev hun bundet ind i et gammelt tørklæde. Jeg har afvist denne metode de andre år, men fortryder nu, for det virkede ganske formidabelt og kræet sov sig ind i det nye år. Den anden er kun 9 mdr, så det var hendes første nytår, som gerne skulle danne basis for en hel masse fremtidige nytårsaftener uden angst for fyrværkeri, så hun fik også bundet et gammel tørklæde rundt om sig. Det virkede tilsyneladende også, selvom hun bestemt ikke synes jeg var den bedste ven lige der.

Helt rolig nytårshund i "indpakning"

2018 var et godt år, men med nogle bump på vejen - Vi havde skønne ferier, dejlige stunder med børn, venner og familie og er begge glade for vores jobs. Men bump, det er der jo i livet og det største var, at min far fik et par blodpropper i hjernen, som medførte en endnu ringere hukommelse end han havde før. Min tese er, at han allerede for et årstid siden blev ramt af den første, for det var der - lidt pludseligt - hans hukommelse begyndte at svigte.  Han er en ældre herre, nærmer sig langsomt de 90, men hvor ville jeg have ønsket han skulle have været det her foruden.

2019....hvad mon det bringer? Forhåbentlig en masse oplevelser, glæde og lykke. Det meste er vi selv herre over, men jo ikke alt, så vi krydser for at alle vores kære kommer godt igennem det næste år.

Nytårsforsætter? Ja da....ellers er det jo ikke rigtig nytår, vel? Den største? Den, der er hvert år? Ja, ja....jeg skal tabe mig....5 kg, tak :-).

I modsætning til tidligere år er mit udgangspunkt trods alt bedre end det plejer at være, så i år er det ikke 10, men kun 5, som jeg dog godt ved, jeg nok skal kæmpe for.

Gåture ved vandet hjælper på både vægt og humør

Min krop - ven eller fjende?

Nok lidt hårdt sat op, men mon ikke mange kvinder på min alder, har tænkt det samme?

Jeg havde en hård sommer - det var simpelthen for varmt og jeg havde nogle rædsomme nætter, hvor jeg vendte og drejede mig akkompagneret af en ventilator for dog at få lidt "kølende" luft.

Sommeren var ovre og jeg valgte, at det var tid til at smide nogle kilo, så over de næste måneder røg der 5 kg og hvor jeg nød det. Jeg følte mig ganske enkelt bedre tilpas i min krop. Og hedeturene forsvandt - min tanke var, at de forsvandt fordi det ikke længere var varmt, men jeg er ikke længere så sikker.

Så kom december med al sin pragt, mad og godter og ganske langsomt sneg en del af de 5 kg sig på igen og nu ligger jeg igen og har det alt for varmt om natten. Vender og drejer mig, smider dynen af, tager den på igen og sådan går det nat efter nat.

Så nu er der ingen vej tilbage - de kg skal væk igen og gerne med følgeskab af et par ekstra.

Og hvor er det egentlig vildt, at ens krop så simpelt kan fortælle, at man ikke er på rette spor

Så fremover må jeg vist bare holde mig til den plan, der hedder sund kost og motion, men det bliver ikke "Fra på mandag" i denne omgang, men "Fra på tirsdag"

Skal - skal ikke?

Det er jo ikke ligefrem fordi bloggen her lever et godt og aktivt liv, men alligevel er jeg ikke klar til at lukke og slukke.

Jeg tænker tit, at det må jeg lige lave et indlæg om eller det må jeg lige huske, men så tager hverdagen min tid og enten glemmer jeg, hvad jeg ville skrive eller også når jeg det ganske enkelt ikke.

Jeg kan også mærke, at jeg kan have en tendens til at brokke-indlæg godt kunne få mest plads og hvem gider egentlig læse brokke-indlæg? Nej, vel?

Så mon ikke min blog, som har fulgt mig i efterhånden rigtig lang tid - vist nok tilbage fra 2005 - får lov til at overleve endnu et år med nogle få indlæg.

Hvem ved, måske kommer der et nytårsindlæg med alle mine mange nytårsforsætter

Nå ja, så er der det med billederne - synes det er SÅ besværligt at lægge billeder ind på denne platform....så ingen billeder, i hvert fald ikke lige nu....og igen, hvem gider læse en blog uden billeder?

The Impossible

Jeg har lige tudet mig gennem filmen The Impossible om tsunamien i 2004.

Tudet over filmen, tudet over, hvor tæt jeg var på at miste min far og tudet over alle de mennesker, der mistede livet og hinanden.

Min far har aldrig villet tale om det og jeg har kun spurgt en enkelt gang, hvor han fortalte, at de nåede at klatre op på hotellets tag, hvor de så bølgerne komme væltende med alt hvad det bragte med sig af død og ødelæggelse. Om døde mennesker over det hele. Om en lang varm dag på toppen af et bjerg uden drikke. Om en lang varm køretur ind til byen, da der endelig blev mulighed for kørelejlighed.  Om Thai'ernes ufattelige hjælpsomhed midt i deres egen sorg over dem og det, de havde mistet. Min far fik ikke så meget som en skramme, men arrene på sjælen, er der stadig, selvom han har lagt dem i en skuffe og smidt nøglen væk, som han siger. I dag er det 14 år siden han landede i Københavns lufthavn.

Jeg ved ikke om jeg synes filmen er god - jo, den er fin, men jeg har det altid lidt ambivalent med at man laver film om grusomme ting, der er sket.

På samme måde havde jeg slet ikke lyst til at se filmen "22 July" - det er for tæt på, og selvom jeg synes man aldrig må glemme alle de, der blev dræbt, synes jeg det er vigtigere at tie manden, der dræbte dem alle, ihjel. Og alligevel begyndte jeg at se den, men efter 10 minutters massakre og tårerne væltende ud af øjnene slukkede jeg - jeg kommer ALDRIG til at se den film, men vil altid huske den dag, da Oslo mistede sin uskyld og de mange unge mennesker mistede livet på Utøya.

Som med 9/11ved jeg præcis, hvor jeg var og kan genkende fornemmelsen af afmagt og frygten for, hvad det var der skete.

Pyha, nu vil jeg lige kramme familien en ekstra gang <3

Hvad blev der af kundeservice?

Godt så - gnavent indlæg om elendig kundeservice, så er du advaret.

Yngste ville gerne udnytte, at Matas havde 20% på alle varer i sidste uge og havde på nettet set, at den ene af vores lokale Matas'er havde åbent, selvom det var søndag. Det viste sig desværre ikke at holde stik, men en anden, som på nettet stod til at have lukket, viste sig så at have åbent.

Vi kom 14.40 og stillede os i kø - der var 2 foran os og en meget, meget stresset butiksejer, der ikke kunne få tingene til at fungere og var alene i butikken. Måske noget retur, måske noget rabat, jeg ved det ikke, men han blev mere og mere rød i hovedet og kom med stadig flere temmelig negative udbrud. Til sidst opgav han og gjorde tingene på en anden måde så kunden kunne blive ekspederet.

Klokken var nu få minutter i 3 og manden forlod disken og gik hen og låste hoveddøren. Den foran os blev ekspederet og datteren kom til og spurgte om han havde lukket "Ja, jeg lukkede kl. 15 og det var slet ikke meningen, jeg skulle have åbent" - nu var klokken 15.10.

Nå, men vi var jo inde, havde ventet tålmodigt i en halv time og datteren spurgte om hun måtte dufte til et par parfumer for at vælge den, hun ville købe.  Manden sukkede opgivende og nævnte, at det skulle gå hurtigt for der var jo lukket. Stakkels datter blev helt stresset, valgte lynhurtigt en parfume, som hun fortrød nærmest, da hun gik ud af døren, så dagen efter blev den byttet (i en anden Matas!!).

Og så er det jeg undrer mig (elsker ordet at undre sig, som passer perfekt til sådanne sære situationer) for manden havde selv valgt at holde åbent, selvom der egentlig var planlagt lukning, manden havde selv valgt at stå der alene, men mest af alt undrer jeg mig over den elendige service fra butiksejeren himself. For søren da, det er din biks, makker - så tag det med et smil, også selvom du kommer en halv time senere hjem. Og hvis nogen gerne fremover vil undgå denne Matas, så er det Matas i Kongevejscentret i Hørsholm

Allerede dagen efter var den gal igen - yngste fik den smukkeste diamantring af os, da hun blev student, men den var lidt for stor og skulle laves mindre. Da vi og guldsmeden var på ferie i forlængelse af hinanden, blev det først nu.

Kl 18 ringede en sød pige og fortalte, at den var klar - vi var ved at spise så vi kørte derned kl. 18.40, hvor butikken stort set var lukket selvom centret først lukker kl. 19. Vi kunne lige snige os ind af en lille åbning - til en butik, hvor den ene halvdel af butikken henlå i mørke og alle smykker var gemt væk. Ikke den fedeste modtagelse. Vi fik ringen og skulle betale, men dankortmaskinen var også lukket ned. Den søde pige så rådvild på ejeren, der ikke fortrak en mine. Jeg konstaterede "Dankortmaskine er lukket" og kiggede spørgende på ejeren, der sagde "ja". Jeg beklagede at jeg ikke havde kontanter (hvorfor beklagede jeg egentlig??), men at jeg kunne betale med MobilePay, hvis det var nemmere for dem og sagde i spøg - jeg kan også komme en anden dag og betale. Svaret fra ejeren var "Ja, men så SKAL du komme i morgen", hvilket jeg ikke kunne love. En anden kom så og åbnede maskinen og jeg fik "lov" til at betale og kunne drage hjemad. Der var ikke et smil fra ejeren, ingenting, men nu havde vi selvfølgelig heller ikke købt en ring til 75.000. Og hvis nogen gerne vil undgå denne biks, er det Guldsmed Rygaard i Hørsholm Midtpunkt.

Jamen, er verden da helt af lave - hvis ikke butiksejerne kan gå forrest med et godt eksempel og yde den bedste service, hvem skal så?