En stol

I de sidste par måneder har jeg gået hjemme på barsel med min søn som nu er otte måneder gammel. Udover bleskift skemad og babysnak, har der også været en del tid til at arbejde med forskellige ting i værksteder.

Et af de projekter, en stol, vil jeg skrive lidt om her.

Sortmalet og trebenet

Jeg har haft lyst til at lave en stol i mange år efterhånden. Egentlig er det noget jeg har spekuleret på fra tid til anden siden jeg først gik i gang med at arbejde med træ for mere end ti år siden. Flere ting har pustet til denne gamle flamme i de senere år, bla. The Anarchists Design Book. Så jeg synes, at nu var det tid til at gøre noget ved det.

Stolen er i sig selv et rimeligt simpelt møbel. Et bræt danner sædet, ben og ryglæn er fastgjort med tapper gennem sædet. Rygstøtten er blot sømmet fast. Stolen har desuden kun tre ben. Den skal nemlig stå i værkstedet, hvor en firbenet stol vil have svært ved at finde ordentligt fodfæste på det ujævne betongulv.

Ryglænet er sømmet fast og sømmene vegnet på bagsiden. Det vil sige at sømmet bøjes på bagsiden
og bankes tilbage ned i træet.

Benene er som sagt tappet gennem sædet. For at gøre samlingen stærkere end en almindelig cylindrisk tap, har jeg lavet en rival. Det er en slags zieklinge, som skraber den ene side at taphullet bredere, så hulle bliver lidt kegleformet. Tappen skæres så tilsvarende kileformet med en særlig høvl (en klods med et kegleformet hul hvori der er monteret et høvljern). Du kan læse mere om hvordan man laver en rival her.

De koniske tappe giver en stærkere samling mellem sædet og benene, fordi den "kileformede" samling presses sammen når man sidder på stolen. Desuden tror jeg også at styrker overgangen mellem benet og benets tap.

Ryglænets tapper under sædet.

Ryglænets tappe er almindelige runde tappe. Disse er monteret med dyvler som er boret for træk under sædet. Det trækker tappenes bryst ned mod sædet, så det sidder grundigt fast.

Det hele er malet med sort limfarve.

Nu har jeg så en stol i værkstedet og jeg nyder at have ryglæn når jeg sidder ved huggeblokken og snitter.

Råd om slibning fra 1875

I snart ti år har jeg haft en lille fin bog stående på hylden i mit værksted. Jeg fandt den på et antikvariat i Århus, da jeg boede der. Den handler om noget så opbyggeligt, som hvordan man får ungdommen i gang med at udøve forskellige håndværk.

Bogen hedder "Håndgjerningsbog for ungdommen", er skrevet af N. C. Rom og udgivet i 1875.

Da jeg i sin tid købte bogen var jeg ikke specielt interesseret i snedkerarbejde. Den interesse blomstrede først op senere. For et par dage siden tog jeg dog bogen ned fra hylden og bladrede den igennem. Jeg kunne godt huske at der var nogle afsnit om træarbejde, men blev lidt overrasket over hvor stor en del af bogen, der egentlig handlede om snedkerarbejde.

Bogen er som titlen antyder skrevet til den uerfarne og uøvede ungersvend, som gerne vil prøve kræfter med håndværk. Derfor beskriver den de fleste emner på en måde, som er let at forstå for de fleste. Den foruden foruden snedkerarbejdet også metalarbejde, paparbejde, bogbinding, billedskæring og et par afsnit om hvordan man laver blomster af bla. læder, papir, fjer og fiskeskæl. 

Da det ikke ligefrem vrimler med den slags praktiske anvisninger til hvordan håndværk blev udøvet for ca. 150 år siden, synes jeg, at det kunne være sjovt at dele lidt ud af teksten. Derfor har jeg afskrevet en kapitel, så I kan se hvordan man sleb sit værktøj i slutningen af 1800-tallet.

Rom beskriver både hvilke typer sten, man bør anskaffe sig og forklarer selvfølgelig, hvordan man sliber værktøj og selvfølgelig hvordan man ikke skal gå til den opgave.

Jeg har afskrevet kapitlet om slibning rimeligt ordret. Der er ikke rettet på formuleringerne eller ordene. Jeg har kun udskiftet "aa" med "å". Til gengæld slipper i, kære læsere, for de gotiske bogstaver.

Da der er en del andre interessante kapitler, kan det være at jeg skriver nogle af dem her på bloggen senere. Indtil videre må i dog nødes med slibningens kunst:

 

"Slibning

Ved brug og ved tilfældige uheld bliver ethvert skarpt værktøj efterhånden sløvt, ”taber biddet”. Da det ikke alene er meget kedeligt at arbejde med sløvt værktøj, men det tillige er umuligt at udføre ordentligt arbejde, når ikke det skærende værktøj stadig har et ”fint bid”, så må en hver træarbejde sørge for at have midler til at skærpe dem med og søge at få den fornødne øvelse i at slibe.

Slibningen kan dels den grovere og finere. Den først tjener til at fjerne det overflødige jern og stål, den anden til at give den derved frembragte ru æg finhed og politur.

Til den grovere slibning anvendes altid en sandsten af forskellig form. Snedkeren bruger i reglen kun en såkaldt skuresten, en flad sandsten anbragt i en kasse med en lige flade opad. Man gyder vand på stenen, fatter jernet med begge hænder og skurer det nu mod den ru stenflade frem og tilbage i aflange afrundede strøg, idet man stadig sørger for at jernet urokkeligt holdes i samme hældning, da den afslebne flade ellers bliver afrundet og slibningen slet. For den uøvede går grovslibningen ved skuring imidlertid temmelig langsomt, hvorfor det tilrådes hellere at anvende en rund sten på 12-16 tommers tværsnit, helt af fin, skarp, blå sandsten. Den anbringes på en jernaxel med sving, i et stel, så at man kan skyde et lille vandtrug ind under den, når man sliber (fig 26). Dette må nemlig aldrig ske på den tørre sten, som derved ikke tager rigtigt på stålet og ved gnidningen gør dette så hedt at det ”løber an”, hvorved dette taber sin hærdning i æggen. For den som har sit værktøj i værelset og gerne vil ofre lidt for at have alt så bekvemt og net som muligt, anbefales små slibestene omgivet af vandkasse (?) og dæk foroven af jern og blik, så at stenen ikke kan stænke under slibningen.

Man holder i reglen jernet med begge hænderfast imod den omdrejende sten, så at denne bevæger sig imod æggen, stadig i den samme bestemte skrå stilling til rundingen (fig 27), idet man tillige passer på ikke den ene side af jernet trykkes stærkere mod stenen end den anden. Holder man det nemlig mod stenen med et skævt tryk eller med en ustadig rokkende hældning, bliver den afslebne flade skæv og afrundet, i stedet for at der skal fremkomme en fuldstændig jævn og lige slibeflade. Ganske plan bliver den ikke, da den har en svag hulning, svarende til stenens runding, men denne svage hulslibning er i alle tilfælde en fordel, da den letter den følgende finslibning og den senere hvæsning under arbejdet.

 

Det er af stor vigtighed at man får den rette skråning på den slebne flade. Da denne er noget forskellig til de forskellige skærende redskaberkan der vanskeligt gives bestemte forskrifter i denne retning. Man må helst første gang lade sit værktøj slibe af en duelig, og senere sørge for at bevare den samme skråning på de enkelte jern. Kun kan man som hovedregel opstille sætning at man altid hellere må slibe jernet for højt op, med større skråning, end gøre det fr but med for stejl slibeflade, hvilket er en fejl, som begyndere og sjuskede arbejdere altid er tilbøjelige til, da man derved hurtigt får æg på et sløvt værktøj.

Når man sliber på den runde sten fremkommer hen mod slutningen den så kaldte ”rå æg”, mest når man sliber med æggen med, mindre med æggen mod stenens bevægelse. Når råæggen, det tynde bevægelige stålblad, der fremkommer når slibestenen tager stålet bort lige i æggen, begynder at fremkomme, sliber man lettere og forsigtigt endnu et øjeblik helst med til skråtstillet æg, idet man vogter sig omhyggeligt for ikke at beskadige den ved at give slibefladen en stejlere retning, og fuldender derpå slibningen på en fin hvæssesten. Dette er en lille firkantet aflang flise af en fin skiffersten på et par tommers bredde. Dem må ikke være for hård og meget finkornet, men dog skarp, således at når man stryger stålet hen over den, må an mærke, at det tager ved i en fin ru fornemmelse og ikke føle strøget som en hård glidende glathed. Man har meget gode blå hvæssesten, men gule belgiske er den fortrinligste. Man væder stenens flade med lidt vand, lægger den på et fast underlag og træffer stålets slibeflade hen over den i faste sikre strøg indtil råæggen er bortslebet, ved at man hyppigt vender jernet og sliber på begge sider af æggen.

Stemmejern, høvljern og lignende hvæsser man lettest ved at holde jernet i venstre hånd og hvæssestenen i højre, idet man med en let kredsende bevægelse sikker stilling lader dem glide mod hinanden. Når man ved at holde æggen op for øjet mod lyset ikke længere kan skimte råæggen, og ved forsigtigt at føle hen over æggen med fingeren ligesom kan føle dens bidende skarphed, er slibningen fuldendt. Når æggen under arbejdet sløves lidt, skærper man med hvæssestenen indtil biddet bliver mat, idet æggen bliver mere og mere but, og man sig da en frisk skarphed ved atter på rundstenen at bortslibe et tyndt lag stål på slibefladen.

Skal æggen være overordentlig skarp og fin, må den træffes af efter hvæsningen på en endnu finere sten, vædet med et par dråber olie. Herved modtager slibefladerne en fin politur hvorved æggen, når det er fint stål, efterlader en høj grad af skarphed."

Skobænk og knagerække

Lidt før jul besluttede vi at flytte lidt rundt i fores forgang. Det betød at vi skulle bruge en ny knagerække og en ny bænk med opbevaringsplads til kurve med halstørklæder, vanter og huer.

Lyset i vores forgang er ikke det bedste.

Bænken er en rimeligt simpel konstruktion. Det hele er samlet med en kombination af træsamlinger og søm. Bunden er monteret i grater i siderne. Sædet ligger oven på to lister, som er sinket ned i siderne. Bagbeklædningen er fer- og not-brædder med en lille halvstaf høvlet langs med feren. Bagbeklædninger ligger i en fals i siderne, så den ikke kan ses fra ydersiden.

Knagerækken er blot en lang liste med en kvartstaf høvlet for oven og for neden. Knagerne har jeg snittet og monteret med runde tappe. Det kunne ikke være mere simpelt.

Selve bænken er som sådan ikke noget specielt enestående. Der var dog et par ting som jeg eksperimenterede med undervejs i projektet.

Fra oven. Sinker og søm. Forrammen på forsiden giver masser af stabilitet. Det samme gør bagbeklædningen, som kommer til at ligge i falsen på bagsiden.

Bagsiden af kassen. Bunden er limet i en grat i siderne og sømmet gennem siden. Læg mærke til at jeg kun har høvlet enderne af bunden i tykkelse. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at høvle hele bunden lige tynd.

Varm benlim
Siderne limede jeg sammen af tre brædder for at få dem bredde nok. Det plejer jeg at være en lidt bøvlet proces, fordi det kan være svært af tvinge brædderne sammen under limningen. Denne gang gjorde jeg dog et forsøg med at bruge varm benlim.

Benlimen gjorde arbejdet meget nemmere. Det skyldes at den varme lim binder meget hurtigere. Kort fortalt smører man rigeligt lim på de kanter, som skal limes sammen. Derefter gnubber man kanterne mod hinanden. Det klemmer overskydende lim ud af samlingen og "suger" kanterne sammen. Samtidig afkøles den varme lim og begynder at binde. Når det sker stiller man de sammenlimede brædder til side (uden tvinger), så de kan tørre.

Limen binder som sagt hurtigt. Samlingen er temmelig stærk allerede få minutter efter at limen er kølet af. Så jeg kunne rette mine sider af cirka en time efter at jeg havde limet dem. Jeg var også glad for ikke at skulle fumle rundt med tvinger, for at holde alting på plads. Alt i alt en mere simpel proces. Det krævede kun nøjagtig afretning af kanterne og så lidt fokuseret, hurtigt arbejde i forbindelse med limningen. Egentlig nemt nok.

Årets bedste loppefund - en gammel engelsk lilpotte med spritlampe. En moderne chokoladesmelter er mere brandsikker i et værksted fuldt af spåner, men jeg kunne ikke lade være med at prøve den af. 

 

Varm benlim er nok ikke så kompliceret, som jeg har troet, men jeg er dog ingen ekspert. Så jeg skal spare dig for alt for meget snak om det emne. Måske kommer det senere, når jeg har prøvet ar arbejde mere med det - for det kommer jeg helt sikkert til.

Fer og not
Fer- og not-brædder er også nyt for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt til dem - Jeg har bare aldrig prøvet at lave dem selv. Denne gang gjorde jeg dog forsøget.

I sommer fandt jeg en gammel ferhøvl på et loppemarked, som var i god stand. Til min stor glæde viste det sig at jernet i den gamle ferhøvl, passede perfekt til jernet i min nothøvl. Så i stedet for at lede videre efter en passende nothøvl, kunne jeg nøjes med at slibe jernet i ferhøvlen og komme i gang.

Selve arbejdet med at høvle samlingen og den lille halvstaf på brædderne er næsten for simpel til at bruge spalteplads på, så det vil jeg undlade.

Ikke det mest flatterende billede af et par stafbrædder, men her kan man se hvad der foregår.

Halvstaffen skaber et lille mellemrum mellem kanterne og gør overgangen mellem brædderne pænere - og efter min mening endnu pænere når træets årer skjules under et par lag maling.

Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at bemærke, at bagbeklædningen ikke er den del af projektet, som jeg har brugt flest kræfter på.

Indersiden af bagbeklædningen kan selvfølgelig være flad, så den ligger tæt ind mod bagsiden af møblet. Derfor er det her du skal bruge dine kræfter. Bagsiden kan du nøjes med at skrubhøvle til en rimeligt ensartet tykkelse, brug ikke kræfterne på at gøre det særligt pænt her. Kanterne skal være lige og nogenlunde i vinkel, men det er ikke mere vigtigt end som så. Der kommer alligevel til at være lidt luft mellem brædderne. Kanten er ikke engang afgørende for at du kan høvle fer og not rigtigt. Det er den pæne inderside, som er vigtig der. Det er ikke engang nødvendigt at kanterne på brædderne er helt parallelle. Hvis de bare er rimeligt tæt på, vil det se helt fint ud i det færdige møbel.

Konklusionen er at bagbeklædning ikke er en kæmpe opgave med håndværktøj. Især hvis du har en god forsyning af tynde og brede brædder.

Pænere behøver det ikke at være. Kun væggen for lov at se denne side af bænken.

Det fulde billede
Du skal selvfølgelig have lov til at se et par billeder af bænken og knagerækken på lidt tættere hold. Dem får du her.

Her er bænken efter det første lag maling på ydersiden. Det viser profilerne lidt tydeligere.

Knagerne - Denne form ses i forskellige variationer i mange gamle klædeskabe.



Knagerækken er ca. ti cm bred. Jeg har høvlet en kvartstaf profil for oven og for neden.

Høvle til bredde og tykkelse

Du har du skabt to lige og rette flader på dit bræt. En flade og en kant. Det var den svære del - Nu kommer du til rugbrødsarbejdet.

Her skal du udover dine høvle bruge to stregmål. Et med en lang bjælke og et almindeligt lille stregmål. Jeg vil anbefale at du bruger stregmål, som ridser en linje i brættet med en lille spids. Det kan nemlig hjælpe dig med lettere at se hvornår du rammer den rigtige tykkelse og bredde på brættet.

Stregmål til markering af bredde på brede emner.

Du skal bruge din slethøvl og din rubank. hvis du skal fjerne mere end en centimeters materiale fra kanten vil jeg anbefale at du har en hav eller evt. en økse ved hånden, så du ikke behøver at høvle helt så meget. Start med at få bredden på plads og vent med tykkelsen til sidst.

Start med at besluttet hvor bredt dit bræt skal være. Hvis brættet ikke skal passe ind i ét eller andet, indstiller jeg bare stregmålet efter det sted hvor brættet er smallest. Så får jeg det bredest mulige bræt.

Træk derefter stregmålets land langs den afrettede kant, så spidsen ridser en linje langs med den kant du endnu ikke har høvlet. Gør det på begge sider af brættet. Nu har du en lille rille på hver side af brættet, som er parallel med den afrettede kant.

Linje ridset langs den uhøvlede kant.

Alt det træ der ligger uden for rillen skal du høvle væk. Som regel er der mere træ i den ene ende af kanten end i den anden. Start med at tage korte spåner der hvor der skal fjernes mest træ og gør gradvist spånerne længere. På den måde undgår du at høvle forbi rillen i den ene ende før du når din rille i den anden.

Når du har nået ned til rillen er brættets sider parallelle og brættet er høvlet i bredde.

Når du er tæt på den tykkelse du har streget op, vil den smule træfibre som ligger over sporet fra stregmålet slippe kanten og blive løst. Når det sker har du nået den endelige bredde - eller tykkelse.

Når du skal høvle til tykkelse er processen stort set den samme. Marker tykkelsen med stregmålet hele vejen rundt om brættet og høvl ned til linjen.

Vær dog opmærksom på ikke at komme til at skabe en bule midt på brættet undervejs. Tjek derfor med en retstok eller kanten af din høvl en gang imellem, for at se om brættet er fladt. Det behøver ikke at være lige så fladt som den første side du høvlede, men det skal dog være rimeligt fladt.

Når du høvler til tykkelse på brede emner kan det være en fordel at høvle på tværs af brættet. Det giver dig en lidt bedre arbejdsstilling. Desuden er træet lidt svagere når du høvler på tværs af fibrene. Så arbejdet bliver noget lettere og du kan arbejde lidt hurtigere. På smalle emner synes jeg dog ikke at det giver nogen nævneværdig fordel at høvle på tværs.

At der kommer en lille hulhed på fladen er ok. Det vil ikke give dig problemer hvis du skal lave samlinger på den side af brættet. Hvis denne side af brættet ender et sted i møblet, hvor den ikke kan ses, behøver du bare at høvle den ned med slethøvlen eller en skrubhøvl og efterlad fladen med værktøjssporene. Det vigtigste er at du hurtigt når den rigtige tykkelse, så du kan komme videre med projektet. Spild ikke dine kræfter på at høvle siden glat eller fin, hvis den alligevel aldrig vil blive set.

Tillykke! Nu har du et bræt, som er klar til at bygge et møbel af.

Pænt nok til bagsiden - Sporene er i øvrigt næsten usynlige når lyset falder direkte på fladen uden slagskygger som her på billedet.

Afretning af kanter

Når du har rettet den ene side af brættet af, er det tid til at høvle en af kanterne i vinkel i forhold til den side, som du lige har høvlet flad. Når det er gjort har du skabt de to referenceflader som du skal bruge til al den opmærkning, du skal lave senere. Ved kun at bruge disse to flader sikrer du den størst mulige grad af præcision i dit arbejde.

Når du skal høvle en kant i vinkel skal du igen bruge slethøvlen og rubanken.

The usual suspects

Start med at høvle kanten fri for savspor med slethøvlen. Brug slethøven fordi den er klarer arbejdet hurtigere end rubanken, som tager en relativt tynd spån.

Derefter skal du have gang i rubanken igen. Jeg foretrækker at rette kanter af med en rubank hvor jernet er slebet helt lige. Du kan også bruge et jern som er slebet i en svag bue. Begge dele fungerer fint. Om du vælger det ene eller det andet er en smagssag.

Jeg starter med at høvle midten af kanten lavere end enderne. Jeg starter med at tage en kort spån midt på kanten. Tag derefter længere og længere spåner hen over midten så du udhuler en lille smule kanten over hele længden. Det er dog vigtigt at du ikke høvler de to ender. fortsæt med at udhule kanten indtil rubanken ikke længere kan tage en spån fra midten af kanten.

Her har jeg tegnet et lille mærke i hver ende af kanten. Høvl kanten ned imellem mærkerne, uden at fjerne mærkerne.

Her kan du se sporet hvor spånen ender, når jeg høvler midten af kanten ned.

Når du når det punkt er det tid til at høvle hele vejen på langs. Placer rubanken så brættet er placeret midt på jernet. Brug den ene hånds fingre som et land der sikrer at høvlen ikke glider sidlæns af brættet. Nu skal du høvle på langs af brættet. blive ved med at høvle spåner af kanten indtil du tager en spån, som er lige så lang og lige så bred som kanten af brættet. Når det sker skal du stoppe med at høvle. Den lange spån viser dig at kanten af brættet nu er helt lige - I hvert fald hvis sålen på din rubank er lige.

En spån af samme længde og bredde som kanten af brættet - Den såkaldte "mesterspån". Der er dog intet mesterligt ved den. Den viser bare at din kant er helt lige.

Nu er kanten lige. Den er dog ikke nødvendigvis i vinkel i forhold til fladen. Derfor er det tid til af få vinklen på banen. Læg vinklen an mod den afrettede flade på brættet, så vinklens blad rækker ind over den kant du lige har høvlet. Træk vinklen langs med kanten og se efter lys mellem vinklen og kanten. Oftest vil vinklen vise en lille kile af lys under bladet. Der hvor du kan se lys, er kanten lav. Der hvor der ikke slipper lys igennem, er kanten høj. Efter at have høvlet kanten lige skulle kanten gerne have den samme hældning i hele kantens længde.

En lille smule lys under vinklens blad på højre side af kanten, viser at du endnu ikke er helt i vinkel. Da du har høvlet kanten helt lige, er fejlen dog ensartet hele vejen på langs af kanten. Så nu skal du bare høvle den side lidt ned.

Nu skal du høvle kanten i vinkel. Det er i den forbindelse vigtigt at du høvler spåner af i hele brættets længde. På den måde sikrer du at kanten bliver ved med at være lige. Jeg gør det at jeg placerer kanten af høvlen over den lave side af kanten. Så jernet ikke kan nå den lave side. Så høvler jeg på langs af brættet - hele vejen. Flyt høvlen lidt længere ind på brættet og tag en spån mere. Tjek ofte med vinklen og gentag processen indtil kanten er i vinkel i forhold til den afrettede flade. Når du har lært din rubank at kende kan du ofte gætte dig til hvor mange spåner der cirka skal til at få kanten i vinkel. Når kanten er i vinkel plejer jeg at høvle én gang på langs med høvlens jern placeret centralt p kanten. Det fjerner evt. mærker fra hjørnet af høvljernet.

Jeg vil også opfordre dig til at prøve at gætte på hvor mange spåner der skal tages for at få kanten i vinkel. Det skærper din opmærksomhede på processen og du får en bedre fornemmelse for hvordan din høvl fungerer - og så får du et godt skud dopamin fra din hjerne når du gætter rigtigt.

Rubanken står på kanten, så jernets højre hjørne når omtrent halvvejs ind på brættets kant. Træet høvlens side og mund er placeret over den lave side af kanten. Derfor skærer høvlen kun på brættets venstre kant - altså den side som skal høvles ned for at få kanten i vinkel. 

Nu har du et bræt med én helt flad side og en kant, som er i vinkel. Marker den kant du lige har høvlet, så du ikke glemmer hvor den er.
Disse to afrette kanter er alt hvad du skal bruge for at kunne strege samlinger op. De andre to flader behøver ikke at være helt så præcist afrettede. Så næste skridt i processen er knapt så kompliceret.

Vinklen viser at kanten er i vinkel - Du er nu i mål!

Sæt et mærke på den afrettede kant, så du har styr hvor den er.

Afretning af flader

Den ting som jeg har kæmpet mest med at lære er nok at dimensionere træ med håndværktøj. Med maskiner er det nemt. Over afretteren, gennem tykkelseshøvlen, færdig arbejde.

Med håndværktøj er det en anden sag. Her kræver arbejdet mere opmærksomhed og ikke mindst flere kræfter. Heldigvis har høvle nogle indbyggede "hjælpemidler", som du kan bruge til din fordel.

Jeg vil prøve at beskrive hvordan jeg høvler mine emner i bredde og tykkelse. Det er én metode blandt mange, men det er det der virker for mig lige for tiden.

Beskrivelsen kommer til at strække sig over et par artikler. Det bliver for omfattende at skrive det hele i ét indlæg.

Processen er delt op i følgende punkter:

1. Rette falden af (Høvle fladt)
2. Rette kanten af (Høvle en kant i vinkel i forhold til fladen)
3. Høvle i bredde
4. Høvle til tykkelse
5. (Endetræ)

Vi starter fra toppen.

Rette fladen af
Den første opgave er at rette den ene side af dit bræt af. Det betyder at du skal høvle det fladt. Fladt betyder at der ikke er nogen buler og at brættet er lige. Fladt er vigtigt fordi det er en forudsætning for at du kan lave ordentlige samlinger, som kan holde dit møbel sammen.

Start med træets marvside vendt opad. Brættet buer undertørringen. Jeg starter altid med at høvle toppen af buen.

Jeg starter med at lægge det bræt som jeg skal høvle på høvlbænken med marvsiden opad. Hvis du har en høvlbænk, hvor brættet spændes fast mellem dupper, så spændt brættet så "løst fast" som muligt. Spænder du for hårdt kan det få brættet til at bue opad - når du høvler buen flad og løsner brættet vil det bue den modsatte vej og du kan starte forfra med at rette brættet af igen.

Jeg høvler en svag fordybning midt i brættet på langs. Tjek løbende hvor meget træ du har fjernet - Det gøres let med kanten af høvlen.

Start med slethøvlen. Den tager en relativt tyk spån. Høvl på langs af brættet. Start i midten af brættet og høvl ud til ca. 5mm fra kanterne indtil du har skabt en  meget svag hulhed hele vejen på langs af brættet. Nu er kanterne de højeste punkter og du kan sætte dine retstokke på brættet og se om brættet er "vredet" eller "vindskævt" - Det er det som regel.

To retstokke står på brættet i hver sin ende. I højre side side kan du se en smal lys stribe oven over den forreste retstok. Det er retstokken bagved, som stikker hjørnet op over den forreste. 

Her har jeg høvlet de høje hjørner ned. Derfor er oversiderne af de to retstokke parallelle. Det betyder at brættet nu er fladt. Den bagerste retstok ses som en svag brun linje ovenover den forreste - Jeg beklager at den er lidt svær at se på billedet.

For at fjerne det vrid som er i brættet kan du høvle med rubanken fra det ene høje hjørne til det andet. Ideen er at høvle hele brættet ned i højde med de lave hjørner. Fortsæt med rubanken indtil den tager en lang sammenhængende spån fra det ene hjørne til at andet. Når det sker er brættet lige. Tjek brættet igen med retstokkene, måske har du taget lidt for meget af - Det har jeg ofte.

Når brættet ikke længere er vredet høvler jeg på langs af brættet med rubanken. Den skal tage spåner i hele brættets længde. Start i den ene side og lad strøgene overlappe halvt, mens du arbejder dig fra den ene side af brætte til den anden. Fortsæt indtil spånerne er i fuld bredde og lige så lange som brættet.

Her kan du se brættet efter at jeg har høvlet det fladt med rubanken. Nu er der kun meget lidt lys, som slipper mellem kanten af høvlen og overfladen af brættet. Det betyder at brættet er fladt.

Du kan pudshøvle overfladen, hvis den skal være ekstra pæn, men jeg synes ofte at overfladen fra rubanken er rigeligt fin.

Sæt et mærke på den flade du lige har rettet af, så du senere kan se at dette er brættets fladeste siden.

"Grisehalen" betyder at denne side af brættet er fladt.

Fladen kan også høvles fladt kun med slethøvlen. Overfladen vil dog være noget grovere og have tydelige spor fra høvlen. Den kan dog sagtens bruges alligevel. Det kan fx være på indersiden af møbler, hvor overfladen ikke er synlig. Fx indersiden af en dragkiste eller lignende. Hvis du kun bruger slethøvlen, skal du dog være opmærksom på ikke at komme til at udhule brættet. Slethøvlens korte sål forhindrer nemlig ikke høvlen i at grave sig lidt ned i brættet. Derfor skal du tjekke lidt oftere med et stykke træ, som er høvlet helt lige.

Næste skrift er at rette kanten af i forhold til den flade du lige har lavet.

En velsleben rubank efterlader en overflade, som ikke kræver yderligere forbedring. Lad bare pudshøvlen blive i skabet.

Værktøj til fladt og lige

Jeg har tænkt mig at skrive et par indlæg om at dimensionere træ med håndværktøj. Altså hvordan man høvler et bræt fladt, høvler kanterne i vinkel og brættet i tykkelse. Jeg kommer til at skrive et indlæg om hver enkelt trin i processen. Først vil jeg dog lige præsentere værktøjet.

For at høvle brædder flade og i tykkelse og bredde er der tre værktøjer, som du skal bruge. En slethøvl, en rubank og en rammesav.

Slethøvlen
Slethøvlen tager tykke spåner og fjerner træ hurtigt. Det kræver opmærksomhed at bruge den, for den kan hurtigt æde sig igennem mere træ end du havde tænkt dig. Vær opmærksom på hvor de høje punkter på brættet er og sørg for kun at høvle der. Stop når de er i niveau med resten af overfladen. Jernet skal slibes i en bue, så det kan tage en spån på ca. 1 mm. Du kan dog justere tykkelsen på spånerne ved at skubbe jernet frem eller ved at trække det længere op i høvlen. Stil tykkelsen efter hvor du kan skubbe høvlen uden at du bliver alt for træt. I fyrretræ kan du tage en tyk spån i eg, mærker man hurtigt at det er en fordel at tage en tyndere spån.



Slethøvlen - En kort høvl med et ca. 5 cm bredt jern. Jernet er slebet buet, så spånen bliver tykkest på midten og tynd i siderne.

Rubanken
Rubanken følger op efter slethøvlen. Den tager en tyndere, men bredere spån. Det vigtigste ved rubanken er dog at den er lang og bred. Sålen hjælper dig med at sikre at flader og kanter bliver lige. Den er en håndholdt afretter. Den lange sål sørger for at høvlen kun høvler toppene af de højeste punkter på brættet. Rubankens jern kan slibes på to måder. Jernet slibes med en svag bue, hvis du skal bruge den til af rette flader af med. Kanter er dog nemmere at rette af hvis jernet er slebet helt lige. Hvis du kun har én rubank, vil jeg anbefale at du har to jern til den.



Rubanken - Som regel ca. 60 cm lang og med et jern på ca. 7,5 cm bredde. Spånen er relativt tynd, men den skal dog kunne tage en relativt tyk spån.

Rammesaven
Brædder som er for brede skal gøres smallere. Hvis de kun er lidt for brede kan de høvles i den korrekte bredde, men hvis der er mere end en halv centimeter der skal fjernes, kan det være hurtigere at save. Her kommer rammesaven i spil. Jeg bruger selv en retfilet rammesav med temmelig store tænder. Min sav er også temmelig lang - bladet er ca. 80 cm langt. Længden er en fordel fordi du saver længere for hvert skub med saven, end man kan med en kort sav. Fordelen ved at save er også at det afsavede stykke ofte kan gemmes og bruges til noget andet.



Rammesaven - Til savning på langs er det en fordel at have en lang sav med store retfilede tænder. Min sav er ca. 80 cm lang og har 5½ tand pr. tomme.

Disse tre værktøjer er uden tvivl dem der arbejder hårdest i mit værksted. De gør alt det grove indledende arbejde. Det er værktøj, som kræver at du bruger din krop og dine kræfter. Derfor er det også vigtigt at det er værktøj, som du ikke går på kompromis med. Jernene skal være skarpe, tænderne på saven filede og høvlenes såler skal være flade og lige. høvlenes såler og savens blad kan smøres med lidt paraffin så de glider nemmere og du kan spare lidt på kræfterne.

Du skal også bruge et par vindstokke. Det er to stykker træ med parallelle sider, som lægges på den høvlede flade for at tjekke om den er vindskæv eller vredet.

En vinkel er også uundværlig,, når du skal tjekke om en høvlet kant er i vinkel. Jeg foretrækker selv en lille vinkel med et blad på ca. 15 cm. Den størrelse er ikke så tung er derfor er den lidt nemmere at håndtere på kanten af et bræt.

En vinkel skal være præcist - Men ikke mere præcis end at du sagtens selv kan lave en.  

Når du har værktøjet er det eneste du mangler bare lidt øvelse i at bruge det. Det er ikke svært at høvle træ i tykkelse med håndværktøj. Det er dog en proces, som kræver at du er opmærksom og tjekker resultaterne undervejs. Til gengæld går det hurtigt når du kan det.