North Uist

North Uist (skotsk gælisk: Uibhist a Tuath) er en ø og et lokalsamfund i Ydre Hebrider i Skotland. Øens historie går tilbage til stenalderen, hvor flere bautasten og stensætninger vidner om bosættelser.
I dag har øen omkring 1200 indbyggere, og den største by er Lochmaddy.
Geografi
[redigér | rediger kildetekst]North Uist er den tiendestørste skotske ø og den trettendestørste ø omkring Storbritannien. Den har et areal på 303 km2,[1] hvilket er lidt mindre end South Uist. North Uist er via dæmninger forbundet med Benbecula gennem Grimsay, med Berneray og med Baleshare. Med undtagelse af den sydøstlige del er øen meget flad og dækket af en mosaik af tørvemoser, lave bakker og locher, og mere end halvdelen af øens areal er dækket af vand. Nogle af søerne indeholder en blanding af ferskvand og tidevandspåvirket saltvand, hvilket skaber komplekse og usædvanlige levesteder. Loch Sgadabhagh, om hvilken det er blevet sagt, at "der sandsynligvis ikke findes nogen anden sø i Storbritannien, som kommer på højde med Loch Scadavay med hensyn til kystlinjens uregelmæssighed og kompleksitet", er arealmæssigt den største sø på North Uist, selvom Loch Obisary indeholder omkring dobbelt så meget vand.[2] Den nordlige del af øen indgår i South Lewis, Harris and North Uist National Scenic Area, et af 40 nationale landskabsområder i Skotland.[3]
Bebyggelser
[redigér | rediger kildetekst]
Øens største bebyggelse er Lochmaddy, en fiskerihavn med et museum, et kunstcenter og et camera obscura. Caledonian MacBraynes færger sejler fra landsbyen til Uig på Isle of Skye samt fra øen Berneray, der er forbundet med North Uist via en vejdæmning, til Leverburgh på Harris. I Lochmaddy ligger også Taigh Chearsabhagh, et museum og kunstcenter med café, en lille butik og postbetjening. I nærheden ligger Uist Outdoor Centre.
Øens vigtigste landsbyer er Sollas, Hosta, Tigharry, Hougharry, Paible, Grimsay og Cladach Kirkibost. Andre bebyggelser omfatter Clachan Carinish, Knockquien, Port nan Long, Greinetobht og Scolpaig, hvor den dekorative bygning Scolpaig Tower fra 1800-tallet ligger. Loch Portain er en lille landsby på østkysten, omkring 14 km fra Lochmaddy, og omfatter de mindre områder Cheesebay og Hoebeg.
Indbyggertal
[redigér | rediger kildetekst]I 1700-tallet voksede den samlede befolkning på Uist-øerne kraftigt, inden befolkningstallet faldt brat som følge af rydningen af det skotske højland. I 1755 blev Uist-øernes samlede befolkning anslået til 4.118; i 1794 var den steget til 6.668 og i 1821 til 11.009.[1]
| 1841 | 1881 | 1891 | 1931 | 1961 | 1971 | 1981 | 1991 | 2001[4] | 2011 | 2022 |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 3.870 | 3.398 | 3.250 | 2.349 | 1.622 | 1.469 | 1.454 | 1.404 | 1.271 | 1.254 | 1.208 |
Fra Haswell-Smith (2004),[1] medmindre andet er angivet.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 Haswell-Smith, Hamish (2004)
- ↑ Murray and Pullar (1908) "Lochs of North Uist" Pages 188–89, Volume II, Part II. National Library of Scotland. Retrieved 20 December 2009.
- ↑ "National Scenic Areas" Arkiveret 11. marts 2017 hos Wayback Machine. SNH. Retrieved 30 March 2011.
- ↑ "Number of residents and households in all inhabited islands" (PDF). General Register Office for Scotland. Arkiveret fra originalen (PDF) 27. september 2007. Hentet 17. oktober 2007.
- Litteratur
- Haswell-Smith, Hamish (2004). The Scottish Islands. Edinburgh: Canongate. ISBN 978-1-84195-454-7.