Agnes Arber var en engelsk botaniker, naturfilosof og boghistoriker. Hun skrev afhandlinger om både planteanatomi, -morfologi og -systematik — mest hos enkimbladede planter og især hos græsser (især bambus-, græs- og kornarter).
I Cambridge, hvor hun boede, var universitetslaboratorier i hendes yngre dage ikke tilgængelige for kvinder. Hun måtte derfor ty til private laboratorier og søge fondsmidler for at kunne forfølge sin botaniske interesse.
Arber gjorde en pionerindsats inden for registreringen af botanikkens ældste litteratur, bl.a. i Herbals, their Origin and Evolution (1912, optrykt 1986). Frem til 1920 var hun således at finde som forfatter på to bøger og 94 andre videnskabelige publikationer. Senere skrev hun også naturfilosofiske værker, bl.a. The Mind and the Eye (1954) og The Manifold and the One (1957).
Arber blev som den første kvindelige botaniker optaget i Royal Society i 1946 på baggrund af sine værdifulde bidrag til den botaniske videnskab. Hun blev ligeledes og som den første kvinde tildelt Linnémedaljen af Linnean Society i 1948.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.