Carl Gustav Jung

Faderen var præst i et lille sogn uden for Basel, og moderens familie talte adskillige teologer. Farfaderen var en kendt læge. Allerede som barn var Jung optaget af filosofiske spekulationer og havde religiøse oplevelser.

Den begavede dreng var ensom og led under følelser af mindreværd og anderledeshed, der blev yderligere forstærket med en social dimension, da Jung som 11-årig kom i gymnasiet i Basel, og familiens beskedne kår gik op for ham.

Da Jung som 19-årig begyndte at studere medicin i Basel, var det imidlertid med stor energi og appetit på studenterlivet. The Zofingia Lectures (1983), der er en udgivelse af fire foredrag, som Jung dengang holdt i studenterforeningen, berører allerede i kim spørgsmål om religion og psykens natur, som Jung kom til at bruge sit liv på at arbejde med. I 1900 blev han ansat på Zürich Universitetsklinik, Burghölzli, under Eugen Bleuler, der var en stor inspirationskilde ligesom Pierre Janet, hos hvem Jung studerede i 1902-03.

Jung giftede sig i 1903 med Emma Rauchenbach (1882-1955), et ægteskab, der varede til hendes død. Emma Jung blev selv analytiker og forfatter.

Carl Gustav Jung udviklede på Burghölzli en diagnostisk ordassociationstest, som bl.a. førte til opdagelsen af ubevidste komplekser. Dette arbejde bragte Jung international anerkendelse, og førte til venskab og samarbejde med Sigmund Freud.

Samarbejdet med Freud nåede sit klimaks i 1909-10 med en fælles foredragsturné til USA, Jung som Freuds "kronprins" og den første præsident for den internationale psykoanalytiske forening (se IPA).

Jungs venskab med Freud revnede i 1912-13, bl.a. i forbindelse med udgivelsen af Wandlungen und Symbole der Libido (1912), som viste en fra Freud forskellig opfattelse af libido-begrebet og betydningen af myter og religiøse symboler.

Fra 1913 kaldte Jung sin egen teori analytisk psykologi. En årelang krise fulgte på bruddet med Freud; men det blev samtidig begyndelsen på det egentlige livsværk med udviklingen af begreber som det kollektive ubevidste, arketyper, skyggen, anima, animus, selvet og individuation.

Med sinologen Richard Wilhelm (1873-1930) udgav Jung Das Geheimnis der goldenen Blüte (1929), en fortolkning af en kinesisk alkymistisk tekst. Det var det første udslag af Jungs mangeårige fordybelse i alkymien og den alkymistiske proces' lighed med individuationsprocessen (se individuation).

Det var også det første eksempel på medforfatterskab med forskere fra andre fagområder, vigtigst religionshistorikeren Karl Kerényi (Einführung in das Wesen der Mythologie, 1951); fysikeren Wolfgang Pauli (Naturerklärung und Psyche, 1952) og antropologen Paul Radin (1883-1959) (Der Göttliche Schelm, 1954).

Et alvorligt hjerteanfald i 1944 fik Jung til helt at hellige sig forfatterskabet, der allerede var omfattende. Jung havde omarbejdet flere af sine centrale bøger i årenes løb.

En nutidig læser får derfor let det fejlagtige indtryk, at Jungs teorier forelå fuldt færdige fra begyndelsen. Über die Psychologie des Unbewussten, 1943 (da: Det ubevidste, 1961/83) er fx den tredje omarbejdelse af et mindre skrift fra 1912; Die Beziehungen zwischen dem Ich und dem Unbewussten, 1933 (da. Jeg'et og det ubevidste, 1962/84) har sin oprindelse i 1916; Über psychische Energetik und das Wesen der Träume, 1948 (da. Den psykiske energetik og drømmenes væsen, 1969) er en omarbejdet udgave af en 1928-version.

Endelig blev Wandlungen und Symbole der Libido genudgivet i stærkt ændret form i 1952 som Symbole der Wandlung (da. Forvandlingens symboler 1-2, 1975).

Blandt alderdommens hovedværker er Aion (1951) og Mysterium Coniunctionis (1955/56), der beskæftiger sig med symbol-udviklingen i den vestlige kultur i den kristne epoke.

I 1957 påbegyndte Jung selvbiografien Erinnerungen, Träume, Gedanken (1962, da. Erindringer, drømme, tanker, 1984), og blot ti dage før sin død i 1961 godkendte Jung udkastet til Man and His Symbols (1964, da. Mennesket og dets symboler, 1991).

Carl Gustav Jung modtog livet igennem megen international opmærksomhed og hæder, og han blev tildelt flere æresdoktorater fra bl.a. Harvard, Oxford, Calcutta og Genève.

Fra 1953 påbegyndtes udgivelsen af Collected Works 1-20 i New York. Den tysksprogede Gesammelte Werke udkom fra 1958 i Zürich, men er endnu ufuldstændig.

I den analytiske psykologi har forståelsen af symbolet en særlig status. Carl Gustav Jung skelner eksplicit mellem symbol og tegn såvel som mellem symbolske og semiotiske eller allegoriske tydninger. Den symbolske tilgang anser det symbolske udtryk for den bedst mulige formulering af noget relativt ukendt, dvs. endnu delvis ubevidst.

Til forskel herfra opfatter den semiotiske tilgang symbolet som et forkortet udtryk for noget allerede kendt, ligesom den allegoriske oversætter det symbolske udtryk ved en parafrase over en velkendt situation. Om noget er et symbol eller ej i den jungianske forstand, afhænger hovedsagelig af holdningen i den iagttagende bevidsthed. Det er en holdning, der antager, at der er en dybere mening med det foreliggende.

Helt grundlæggende præger den symbolske holdning jungianske analytikeres praktiske arbejde med patienter. Det er en central antagelse, at ethvert psykologisk udtryk — det være sig drømme, fantasier eller overføringsreaktioner (se overføring) — har en underliggende mening, som endnu ikke er forstået og bevidstgjort.

Hvad angår symptomdannelser afvejes det i hvert tilfælde, om der bag symptomet er tale om et symbol. Koncentrationen om det symbolske materiale skaber en ny bevidsthedsholdning. Et forenende symbol kommer til at repræsentere en tredje faktor, hvorved den indledende konflikt overskrides. Dette sker i en proces, som Jung kaldte den transcendente funktion; en yderst sammensat funktion, der letter overgangen fra én holdning til en anden.

Symboler opfattes som noget intenst levende i sindet; de bliver til, udvikler sig og dør, når deres dybere betydning er forstået. Dette gælder også for sociale symboler, der sammenknytter en gruppe, en nation eller en hel kulturel tradition, som fx kristendommens symboler i den vestlige verden.

• Sigmund Freud
• psykiatri
• psykoanalyse
• psykologi