Ignaz Philipp Semmelweis

Semmelweis voksede op i Budapest i Ungarn i en velhavende familie med ti børn. Faren var handelsmand og solgte krydderier og andre købmandsvarer fra sin butik i Budapest. Ignaz Semmelweis læste først jura og derefter medicin i Wien, hvor han blev færdiguddannet læge i 1844. På det tidspunkt dannede Wiens Universitet rammen om et produktivt og inspirerende lægevidenskabeligt miljø, hvor nye sygdomme blev kortlagt ved hjælp af obduktioner og medicinske behandlinger evalueret med statistik. Wien tiltrak medicinstuderende fra Amerika og Europa og Semmelweis fik som nyuddannet læge mulighed for at arbejde hos Joseph Skoda (1805-1881), som sammen med Karl Rokitansky hørte til de lægevidenskabelige stjerner i Wien. Semmelweis' skoling i obduktion og statistik blev afgørende for hans opdagelse inden for fødselshjælp og håndhygiejne.

I 1846 blev Semmelweis ansat på fødselsstiftelsen i Wien. Det var verdens største fødselsstiftelse med over 5000 fødsler om året. Semmelweis undrede sig over, at dødeligheden på stiftelsens to fødegange var så forskellig. På den ene, hvor medicinstuderende var i praktik, døde fra 1840 til 1845 knapt 10 % af de fødende kvinder af barselsfeber. På den anden fødegang, hvor jordemoderelever var i praktik, døde kun 4 %. Barselsfeber gav høj feber, smerter i underlivet og kunne medføre døden inden for få dage. Der var den forskel mellem de to fødegange, at de medicinstuderende deltog i obduktioner af patienter og håndterede organer fra de døde kroppe. Nogle gange gik de studerende direkte fra obduktionslokale til fødegang for at deltage i undersøgelse af gravide og fødende kvinder.

I maj 1847 placerede Semmelweis en skål med klorkalk ved indgangen til fødegangen. Han bad de medicinstuderende om at vaske hænder i den desinficerende væske inden stuegangen, hvor de undersøgte kvindernes underliv. Brugen af håndvask betød, at dødeligheden i sidste halvdel af 1847 faldt fra 6 % til 3 %. Der var dog stadig perioder med mange dødsfald. Der opstod en epidemi, efter at en kvinde med kræft i livmoderen havde været indlagt på fødegangen og fremkaldt en epidemi af barselsfeber. Kvinden viste sig at være årsag til epidemien. Hun var som den første blevet undersøgt af læger og studerende ved den daglige stuegang, hvorefter kvinderne i de efterfølgende senge fik undersøgt deres underliv af læger og medicinstuderende. Det viste sig, at 11 ud af 12 kvinder, som blev undersøgt efter kvinden med kræft, fik barselsfeber og døde. Semmelweis måtte erkende, at smitten også kunne komme fra levende og ikke kun døde kroppe, og han navngav nu årsagen ”forrådnende organisk materiale”. I 1848 nåede dødeligheden ned på 1,3 %. Det var samme dødelighed som på fødegangen med jordemodereleverne.

Fødselsstiftelsen i København var i 1840’erne et brandvarmt politisk emne. I 1839 havde dødeligheden været på 10 %, dvs. 110 af 989 fødende var døde. Ledelsen valgte i 1840 at lukke fødselsstiftelsen, fordi lægerne mente, at hele huset var forgiftet af uddunstninger fra de mange kvinder med barselsfeber. På det tidspunkt var de fleste læger i København optaget af forhold i luften som forklaring på epidemiske sygdomme. Lægerne mente, at uddunstninger fra de fødende kvinder havde medført en ophobning af smitstof i bygningens mure, møbler og luft, så huset måtte afgiftes. Man tømte huset, fjernede vinduer og luftede ud. Lofter og vægge blev hvidtet, linned bleget, og madrasser vasket, hvorefter stiftelsen åbnede efter fire måneder. Epidemierne af barselsfeber fortsatte dog, og Berlingske Tidende kaldte i januar 1845 fødselsstiftelsen for en ”skamplet på vores civilisation”. På det tidspunkt var dødeligheden i København på højde med berygtede fødselsstiftelser i Paris og Wien.

Ti år efter sin opdagelse publicerede Semmelweis sin første artikel om håndvask og barselsfeber i 1858 på ungarsk. Det var først i 1861, at Semmelweis udgav Die Ätiologie, der Begriff und die Prophylaxis des Kindbettfiebers (Om årsagen, sygdomsbegrebet og forebyggelsen af barselsfeber). Endelig fik Semmelweis fremlagt sine observationer, data og teori på et tilgængeligt sprog. Den ærekære og stridbare Semmelweis brugte imidlertid en væsentlig del af sin 500 siders bog på at angribe kolleger, som havde sat spørgsmålstegn ved hans teori. Året efter udgav han ”Offener Brief an sämmtliche Professoren der Geburtshilfe” [Åbent brev til samtlige professorer i fødselshjælp]. I bogen kaldte han kolleger, som ikke anerkendte værdien af håndvask, for ”mordere”. De burde afskediges, fordi det ville redde tusinder af kvindeliv. Semmelweis var tydeligt bitter over den manglende anerkendelse fra andre fødselslæger, som nu opfattede ham som en stædig og hidsig ungarsk læge med en underlig teori om kadaversmitte.

Semmelweis blev i sommeren 1865 psykisk overbelastet og rejste med familien fra Budapest til Wien. Semmelweis troede, at han skulle samle kræfter med sine nærmeste. I stedet blev han tvangsindlagt på et sindssygehospital, hvor han efterfølgende blev lagt i spændetrøje. Han døde to uger senere af en blodforgiftning, som skyldtes et inficeret sår på en finger. Han døde 47 år gammel og blev begravet i Wien uden deltagelse af familien. I Budapest efterfulgte lægen János Diescher (1813-1883) Semmelweis som leder af fødeklinikken ved universitetet. Dødeligheden på fødegangen steg seks gange, dvs. fra 1 % til 6 %.

Omkring 1865 eksperimenterede kirurgen Joseph Lister med desinfektion af instrumenter, operationssår og kirurgens hænder i Royal Infirmary i Glasgow i Skotland. Listers ”antiseptik” medførte et dramatisk fald i antallet af epidemiske sårfebre på hospitalet. I 1867 skrev han en artikel om sin nye procedure i det toneangivende britiske tidsskrift The Lancet.

Tyve år efter Semmelweis’ død, i 1886, skrev den ungarsk fødte læge Theodore Duka (1825-1908) om Semmelweis’ glemte undersøgelser i The Lancet. Efterfølgende mødtes en række prominente læger, inklusive Joseph Lister, i London for at rehabilitere Semmelweis og hans enestående opdagelse. I 1890’erne fik Semmelweis tilnavnet ”The savior of mothers”, dvs. kvindernes frelser, og i 1904 blev der rejst en statue af Semmelweis i Budapest med deltagelse af læger fra hele Europa. Semmelweis indtrådte i lægevidenskabens Hall of Fame og blev en nationalhelt i Ungarn. I 1965 åbnede ”Semmelweis Museum of Medical History” i hans barndomshjem i Budapest. I 1969 ændrede Budapests sundhedsvidenskabelige universitet navn til Semmelweis University of Medicine.

Semmelweis er i dag en af de mest berømte læger i medicinens historie. Hans tragiske liv og karriere har dannet grundlag for talrige film, teaterstykker og bøger. I lægevidenskaben står han som et lysende eksempel på tidlig evidensbaseret medicin. Semmelweis brugte statistik og havde en såkaldt kontrolgruppe, fordi han kunne sammenligne sine undersøgelser på den ene fødeklinik med den anden. Hans opdagelse mødte modstand, fordi størstedelen af datidens læger i 1840’erne opfattede forhold i luften og atmosfæren som de primære årsager til epidemiske sygdomme. Det var ikke blot uheldigt, men tragisk, at hans chef i Wien tilhørte denne lejr i det medicinske miljø. Det var lige så uheldigt, at Semmelweis havde svært ved at tackle kollegernes kritik. Han delte ikke sine undersøgelser ved at publicere en artikel. Da han efter 13 år endelig publicerede, kom han samtidig med et voldsomt og uforsonligt angreb på hele det fødselsvidenskabelige etablissement. Tænk, hvis Semmelweis havde fulgt kollegernes opfordring til lægge sine resultater frem allerede i 1848. Det kunne havde betydet, at den simple håndvask havde spredt sig tidligere og måske reddet tusinder af kvinder fra døden i barselssengen.

• barselsfeber

• Ingerslev E. Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse. Tiden 1800-1849,1915.
• Loudon, I. “Semmelweis”. I: The tragedy of childbed fever, 2000.
• Schreiner, S. “Ignaz Semmelweis: A Victim of Harassment?” Wiener Medizinische Wochenschrift 2020, 170: s. 293–302.
• Skydsgaard, M. A. Barselsfeber. I: Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin, 2006.
• Skydsgaard, M. A. ”Døden i barselssengen”. I: Fra pest til corona, 2021.