Johannes Ewald

Ewald skrev dansk lyrik fri af den franskinspirerede klassicisme og udformede som den første en prosa, der kunne udtrykke et bevæget og sammensat følelsesliv – og han gjorde det med skarphed og humor. Også dansk teater blev et andet efter hans indsats.

Ewalds erfaringer var modsætningsfyldte: han var pietistisk opdraget, men blev oplysningsmand – og samtidig var han kritiker af oplysningstiden. Han var klassisk dannet, og samtidig var han belæst i den nyeste litteratur. Følsomt registrerede han, hvorledes det nye blev til i det gamle. Ewald er vores første moderne digter.

I løbet af sit kortvarige forfatterliv gjorde Johannes Ewald sig gældende inden for alle etablerede litterære genrer. Ewald er i dag mest kendt for digte som ”Rungsteds Lyksaligheder” og ”Til Sielen. En Ode”, men også hans romanlignende selvbiografi Levnet og Meeninger har højeste status som et nyt kapitel af prosaens historie.

Først tjente skriftet som bekendelse af et uordentlig liv som boheme i København, senere fandt man det troværdigt som kilde til Ewalds biografi, mens det i nyere tid anerkendes som et sprudlende kunstværk i sin egen ret.

Adam og Ewa - som Ewald lod trykke i antikvaskrift hos tidens fornemste, danske bogtrykker, Claude Philibert, der havde trykkeri og boghandel på Kongens Nytorv i København – gav Ewald adgang til bl.a. den tyske kreds i København, hvis centrum var den berømte digter F.G. Klopstock. Det betød en udvidelse af hans litterære horisont.

Ligesom Klopstock havde genskrevet Jesu liv og død i sit hovedværk Messias, tog den teologistuderende Ewald den bibelske fortælling om de første gudskabte menneskers udvisning af paradiset som emne for sit læsedrama Adam og Ewa.

Ewald tilføjer historien om de faldne engle, der gjorde oprør mod den almægtige Gud, men ikke mindst en nådig Kristus, der samler Adam og Eva op, hvor de er faldet.

I Rolf Krage (1770), med emne fra Saxo, eksperimenterede Ewald med Shakespeares ikke-klassiske dramaturgi og fulgte Klopstocks moderne stil. Statsministeren J.H.E. Bernstorff ville sende ham til Skotland for at indsamle keltiske folkeviser; men ved Bernstorffs fald forsvandt Ewalds forhåbninger om en tryg fremtid. Sorgen herover har han udtrykt i Philet en Fortælling (1770). Samtidig truede gigt og druk hans helbred.

I enkelte af disse lejlighedsdigte brydes den upersonlige tone, således i digtet til vennen Arnsbach, "Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav" (1772).

Hvor det traditionelle dødsdigt beskrev den afdødes mindeværdige fortjenester og hans udsigt til evigheden, handler Ewalds digt om en personlig smerte, som han skælvende prøver at beherske gennem 12 strofer, indtil "Harpen falder af den svage Haand" og digteren bliver sprogløs. Digteren selv er blevet centrum for digtet.

Ewalds bedste lejlighedsdigte er dog ikke de bestilte, det er dem, han skrev til vennerne og uden den officielle lejlighedsdigtnings forpligtende krav, således fx "I Abrahamsons Stambog" (1773).

Tankedigtet udstiller en særlig psykologisk type, en vrissen pessimist, der hellere vil have opfyldt sin forventning om at blive skuffet end at blive overrasket af det gode:

Den vrantne Klynkere, som troer sig viis

Opdager Dødens Frugt i Paradiis —

Og agter, glad ved Skrækken som han fandt,

Ey Myrtherne hvorunder Pison randt —

Den som tør vrage, hvad Al-Godhed gav,

Som nipper Draaber, hvor han seer et Hav —

Hans sjeldne, hans for tit befølte Lyst —

Er mat og lunken før den naaer hans Bryst —

"Rungsteds Lyksaligheder" er et naturdigt, et digt om at blive inspireret som digter og et lejlighedsdigt. De mange udlægninger af teksten har lagt vægten forskellige steder.

Som naturdigt rummer det fuglesang, skyggefuld bevoksning, en rislende bæk, nyttige køer og anderledes letspringende hjorte, kort sagt en naturkulisse efter model fra hyrdedigtningen. I denne yndige og imødekommende natur ved Øresundskysten har Ewald placeret et slet skjult selvportræt, en "følende Skjald", en indtryksmodtagelig digter. Og netop der "hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst", der mærker han trangen til at besynge sit rene velvære. Derfor trækker han vejret ind, eller på Ewaldsk: "Der fyldte Camoenen [sanggudinden] mit Bryst".

Det første, han gør, er at læse naturen som en bog skrevet af Gud, og det får hans sang til at stige ("Der voxte min Sang"), og jo mere han finder "Præg af det Høye", jo mere opflammer det hans taknemmelige sang i retning af den Gud, der har skabt verden som alt andet end en jammerdal. Denne sang (på en udånding) kulminerer i taknemmelighed, indtil hans bevægethed gør ham ude af stand til at synge mere.

Men digtet er ikke færdigt endnu, det består af ni ensdannede strofer, og i den næstsidste tegnes portrættet af en digter, hvis formidable præstation rækker helt op til himlen ("Cheruber fornemme / Hans dristige Stemme"). Hans dristighed som skabende digter får ham uhørt til at rivalisere med den gældende protestantiske Gud.

Digtet ender i sidste strofe som et lejlighedsdigt nede på jorden med en selvransagende overvejelse: Står min digtning, når kunsten stiger, mål med hans "Veninde", der har tilvejebragt al denne vellyst? Kan han kvittere tilstrækkeligt med "smeltende Toner"? Her skal man huske på, at tidens lejlighedsdigtning foreskrev beskedenhed på egne vegne. Eftertiden har ikke været i tvivl om, at spørgsmålet er retorisk og skal besvares med et ja.

“Til Sielen. En Ode” er stort anlagt, men af samme grund ikke lige til at overskue. Digtet består af 29 ligedannede strofer, der bedst lader sig overskue som fire dele, der er retorisk disponeret efter det lille, men afgørende ord ’da’.

Første del (strofe 1-14) beskriver menneskets uddrivelse af Paradis. ’Da’ betyder i den sammenhæng et engang for længe siden beskrevet i 1. Mosebog, men her genfortalt som historien om en hjælpeløs ørneunge, der havner på ”Myrens Fodstie”, altså på den nøgne jord ligesom de første mennesker.

Anden del (strofe 15-22) beskriver en nutidig pietistisk livskrise under pres fra en retfærdigt straffende Gud (’da’ i præsens); den fordømte sjæl reddes i tredje afsnit (strofe 23-25, ’da’ i futurum) af en nådig kærlighedsgud, der til sidst (strofe 26-29) anprises for sin indsats. ”Stor er den Aand, som opløfter Faldne”.

Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605, 1615) og Laurence Sternes Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1759-1767) er erindringsromanens to vigtigste inspirationskilder; men også Daniel Defoe, Henry Fielding og François de Voltaire er blandt Ewalds foretrukne forfattere.

Sternes Life and Opinions er direkte gengivet i titlen Levned og Meeninger, mens rejsen ud i verden henter inspiration fra Sternes sidste bog, A Sentimental Journey (1768, samme år på tysk); begge værker har, med mange svinkeærinder og improvisationer undervejs, fortælleren i centrum af en livshistorie. Ewald bliver her jeg-fortæller i sin egen roman.

Inspirationen fra Cervantes er også vigtig. Når Ewald omtaler ”vor Quixottiske Reyse” sigtes der grundlæggende til ’ridderen af den bedrøvelige skikkelse’, Cervantes’ titelfigur Don Quixote, der er blevet fantast på grund af overdreven læsning af ridderromaner om høvisk elskov og heroiske bedrifter. Blikket på en sådan figur er ironisk, så det er Ewald, der her på års afstand beser sig selv og sin medrejsende bror som unge fantaster gjort i den spanske herremands billede. Litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen har kaldt fortælleren i værket for en ’selvironisk entusiast’; det er den slags dobbeltheder, han sigter til.

Levnet og Meeninger låner træk fra både syndsbekendelse, selvbiografi og roman. Han bruger her — ironisk og parodisk — alle tre genrer uden at lægge sig fast på én model. Manuskriptet skildrer et romanagtigt liv. Det handler om en ung person, der ikke vil affinde sig med en borgerlig tilværelse. Overalt søger han det normbrydende. Ud af ungdommens drømme væver den voksne, indsigtsfulde fortæller værkets forfinede tekst vel vidende, at kun i kunstværket kan de gamle drømme lyse med usvækket glans.

Den berømte kærlighedshistorie mellem Johannes Ewald og Arendse Huulegaard handler ikke om at besidde hende i virkeligheden. "Min Arendse", der gentages hele 16 gange i kapitlet "Arendse", er først og fremmest et billede i ord, der skal fastholde de første overraskende, sublime indtryk. Hun er 'hans' i platonisk forstand, selvom de to ikke har fået et borgerligt liv sammen. Ewald søger ikke bare her, men overalt det pludselige frem for det tilvante. Derfor er hans stil springende og alogisk. Vi skal via Jens Baggesen frem til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, før vi møder en lige så smidig prosa i dansk litteratur.

Mødet med den eneste ene Arendse bliver afgørende for hele hans livsforløb, både inden og udenfor litteraturen. I det virtuose afsnit om Arendse benytter Ewald den følsomme tids retoriske virkemidler: tankestreger, udråbstegn og interjektioner for at fremstille den altomvæltende begivenhed:

Ney, ved Cupido, jeg havde en, eller egentligere jeg havdes af en deylig, en fiin og skarpsindig, en ædel, en majestetisk Arendse – en af disse skyggefulde Skjønheder, hvis Smiil er som Soelens igjennem en regnfuld Himmel – hvis Vink er en gjennemtrængende en uimodstaaelig Straale af tungsindet Dyd – en af disse bydende, mægtige, fortryllende Brünetter, som man ikke kan see uden Ærefrygt og neppe elske uden Tilbedelse – En Arendse, med store mørkebruune, straalende Øyne, med en lille kroged Næse, en Mund hvorpaa Gratierne syntes at skjærtse, tykke kastaniebruune Lokker, som beskyggede en sneeviid Hals, to runde, elastiske, svulmende – – – o Himmel! – jeg glemmer mig! – men det vigtigste! – En Arendse, med en dydig, en vittig, en satt og en høy Sjæl – en Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogentid har slaaet bag ved et Snørliv! – Jeg havde hende – O Himmel! – o mine Læsere!

Selvom Ewald var en egenrådig ånd, ønskede han at være Danmarks mest anerkendte digter. I 1700-tallet gik vejen til anerkendelse gennem teatret, og han skrev derfor en række teaterstykker. Kun få blev dog opført, da teatret var underlagt skarp kontrol.

Efter de første forsøg arbejdede han videre; men hverken Frode eller Helge, begge 1772, blev fuldført. Desuden forsøgte han sig som komediedigter.

Balders Død er en del af en såkaldt nordisk renæssance, der begyndte i 1770'erne (og altså ikke først indfandt sig med Adam Oehlenschläger i romantikken). I centrum af stykket står guden Balder og hans upassende forelskelse i den jordiske Nanna, der hellere vil have sin Hother. Guden Thor prøver uden held at lægge bånd på sin ven, men forelskelsens søde smerte vil Balder ikke give slip på:

Jeg brænder, Thor, og gruer for den Tanke, / At see den Flamme slukt, hvoraf jeg martres.

I Balders Død udforskede Johannes Ewald grænseregionen mellem fornuft og galskab. Balder er den lidenskabelige elsker, der ikke vil affinde sig med de sociale konventioner og i stedet kræver ret til at elske helt og fuldt. Det dør han af.

Men elskerens oprørske lidenskab rokker samtidig ved gudernes fornuftige verdensorden: Det er Balders kærlighed, der giver den onde jætte Loke mulighed for at slå til, og dermed åbner Balder, uden selv at vide det eller ville det, for Ragnarok; Balders lidenskab er et varsel om den gamle ordens sammenbrud. En ny selvrådig individualisme bryder således frem i Balders Død.

Stykket førte til en opfordring om at skrive et nationalt syngespil. Det resulterede i Fiskerne, der året efter udgivelsen blev opført på kongens fødselsdag i 1780. Stykket hylder loyalt folket, adelen og kongehuset. Her belønnes nogle fiskere fra Hornbæk for en heltemodig redningsdåd, et stof, Ewald hentede fra en virkelig samtidsbegivenhed skildret i Ove Mallings nyudkomne Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holsteenere (1777).

Ewald lod i en historisk sang, der blev Danmarks kongesang, Christian 4. tæmme det uregerlige hav: "Kong Christian stod ved høien Mast". Endnu en gang hyldede Ewald den heroiske handling. Kun den giver livet betydning. Christian 4. holdt ifølge den nationalt opbyggelige historie fanen højt i røg og damp ombord på sit linjeskib Trefoldigheden i et slag mod svenskerne 1644, mens to andre søhelte (Niels Juel og Tordenskjold) hyldes i de følgende strofer.

Den sidste strofe er karakteristisk nok en opsang til enhver om at finde mandsmod og civilcourage frem, når det gælder:

Du Danskes Vei til Roes og Magt, / Sortladne Hav! / Modtag din Ven, som uforsagt / Tør møde Faren med Foragt, / Saa stolt, som du, mod Stormens Magt, / Sortladne Hav! / Og rask igiennem Larm og Spil, / Og Kamp og Seier føer mig til / Min Grav.

Johannes Ewald levede kun i kort tid efter premieren. Da han døde, fik han en national begravelse med et mægtigt sørgetog som en kongelig. Vejen til digterberømmelsen havde været uhørt byrdefuld, men dansk litteratur var blevet en anden.