Louis Pasteur

Louis Pasteur blev født i Dôle i det østlige Frankrig. Han studerede fysik og kemi ved École normale supérieure i Paris og fik doktorgraden i 1847. Efter en tid som fysiklærer ved gymnasiet i Dijon blev Pasteur i 1849 professor i kemi ved universitetet i Strasbourg.

I 1854 blev han professor ved universitetet i Lille, og i 1857 vendte han tilbage til Paris. I 1888 oprettedes Pasteurinstituttet i Paris, hvis hovedopgave var at forske i og bekæmpe hundegalskab (rabies). Han ledede selv instituttet indtil sin død.

Louis Pasteur præsenterede sin første epokegørende opdagelse i 1848. Almindelig vinsyre (L-vinsyre) kan ved opvarmning omdannes til druesyre, som er forskellig fra vinsyre, ved at en opløsning af druesyre ikke kan dreje polarisationsplanet for polariseret lys, hvilket en opløsning af vinsyre kan. Denne forskel, som også gælder salte af syrerne, var uforklarlig for datidens kemikere.

Pasteur fandt, at et salt af druesyren kunne bringes til at krystallisere som en blanding af to slags krystaller, der ikke var kongruente, men symmetriske. Den ene slags var identisk med saltet af vinsyre, mens en opløsning af den anden slags krystaller drejede polarisationsplanet den modsatte vej.

Louis Pasteur fandt også, at en skimmelsvamp kunne nedbryde det ene salt langt lettere end det andet. Han konkluderede, at vinsyre har usymmetriske molekyler, og at druesyre er en blanding af molekyler af vinsyre og molekyler, der er spejlbilleder af disse, dvs. at de to stoffer er spejlbilledisomerer (isomeri).

Louis Pasteur studerede alkoholgæring, mælkesyregæring, eddikegæring og smørsyregæring og kunne påvise, at hver type skyldtes dens særlige art mikroorganisme. Han fandt også, at mikroorganismerne reproducerer sig selv i forbindelse med gæringen.

Dette havde andre forskere også fundet 20 år tidligere for alkoholgæringens vedkommende, men de berømte kemikere Jacob Berzelius, Justus von Liebig og Friedrich Wöhler havde fastholdt, at gæring umuligt kunne være en livsytring. Det var først med Pasteurs mange forskelligartede og overbevisende eksperimenter, at denne mur af autoritet blev brudt.

Nogle af Louis Pasteurs vigtigste gæringsbiologiske arbejder var hans påvisning omkring 1860 af, at mikroorganismer ikke kan opstå ud fra ikke-levende materiale. Pasteurs opdagelse blev imødegået af tilhængere af spontan genese (at levende organismer kan opstå spontant af dødt stof).

Efterhånden blev alle dog overbevist af hans eksperimenter, som viste, at omhyggeligt kogt bouillon selv under luftens adgang kunne holde sig, så længe man hindrede adgang af støv med mikroorganismer fra omgivelserne.

I bogen Études sur le vin (1866) samlede Pasteur sine studier af vingæring, herunder hvordan bakterieinfektioner ofte var årsag til dårlig og sur vin. Han beskrev, hvorledes de kunne imødegås ved en kort opvarmning til omkring 60 °C, en metode, der blev kaldt pasteurisering, og som siden har fundet anvendelse i mejeri- og bryggeriindustrien.

I Études sur la bière (1876) beskrev Pasteur ølgæringen efter de samme principper, som han havde brugt i sine studier af vingæring, og påviste også her den skade, der kunne forårsages af bakterier. Han var dengang ikke klar over, at vildgær kunne være et lige så stort problem, og en vigtig fortsættelse af Pasteurs arbejde blev derfor den danske mikrobiolog Emil Christian Hansens rendyrkning af gær fra enkelte gærceller.

Den danske bakteriologiske professor Carl Julius Salomonsen var gode venner med Louis Pasteur, og Salomonsens elev Emil Christian Hansen, som kom til at arbejde med ølgær som leder af Carlsberglaboratoriet, besøgte også Pasteur i 1885. Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, inviterede Pasteur til Carlsberglaboratoriet i 1884 under en international kongres i København.

Både i undervisning og forskning fandt Louis Pasteur det af største vigtighed, at der var et nært forhold mellem videnskaben og det øvrige samfund: I Lille holdt han således aftenkurser for unge industriarbejdere, og han viste sine studerende rundt på industrivirksomheder. Den store respekt, der allerede i hans samtid stod om Pasteur, skyldtes i særlig grad hans forskningsresultater på praktiske områder.

Pasteur blev i 1865 kaldt til Sydfrankrig for at hjælpe silkeindustrien med en sygdom, pébrine, hos silkesommerfuglen. Han fandt, at sygdommen skyldtes en protozo (parasit), der bl.a. kunne overføres med sommerfuglenes æg, og anviste isoleret avl af sygdomsfri sommerfugle som vejen til at undgå sygdom.

Miltbrand (anthrax), som også kan angribe mennesker, plagede kvæg- og fåreavlen i store områder af Europa. Bakteriologen Robert Koch havde i 1876 beskrevet isoleringen og dyrkningen af den sygdomsfremkaldende bakterie og påpegede det problematiske i, at den kan danne varmestabile sporer. Samtidig med William S. Greenfield udviklede Pasteur i 1881 en effektiv vaccine ved at bruge bakterier, der var svækket ved opvarmning.

Hundegalskab skyldes et virus, som det med datidens metoder var umuligt at se. Men ved overførsel af væv fra syge til sunde dyr kunne Pasteur påvise, at smitstoffet især findes i centralnervesystemet hos de syge dyr. Han udviklede en metode til at svække smitstoffet ved at tørre det udtagne nervevæv, som herefter kunne bruges til vaccination. Louis Pasteur påviste med dramatisk tydelighed vaccinens effektivitet på mennesker ved i 1885 at redde en dreng, der var blevet bidt af en hund med rabies.

• mikrobiologi
• Pasteurinstituttet
• pasteurisering