Adenitis betyder direkte oversat betændelse i en kirtel, for eksempel i en spytkirtel (sialo-adenitis). Betegnelsen bruges dog også i stor stil om forstørrelse af en lymfeknude (lymfadenit), selvom lymfeknuder ikke er kirtler.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kommer fra græsk aden ‘kirtel’ og -itis ‘betændelse’
Adenitis i en spytkirtel kan skyldes virus, bakterier eller svampe. Hvis det er en bakteriel adenitis, er det ofte opstået, fordi der er en tilstopning i en af spytkirtlens udførselsgange, fx en spytsten. Et eksempel på en virusinfektion, der kan give adenitis er fåresyge, som er en af de børnesygdomme man i dag vaccinerer imod. Svampeinfektion i spytkirtler er sjældne.
Lymfadenit kan skyldes bakterier, der føres med lymfen fra et inficeret sår. Virus kan også fremkalde adenit, for eksempel ved mononukleose. En lymfadenit kan være relateret til både akutte og kroniske betændelser, men også til anden sygdom. De forstørrede lymfeknuder føles jævne og glatte, er sjældent større end 1–2 cm og kan være ømme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.