bedøvelse

Fuld bedøvelse (generel anæstesi) er en tilstand af dyb søvn fremkaldt ved brug af bedøvelsesmidler. Fuld bedøvelse omfatter:

1. bevidstløshed (patienten sover)
2. smertefrihed (analgesi)
3. muskelslaphed i det omfang, der er nødvendigt for at udføre operationen, og
4. undertrykkelse af reflekser fra operationsområdet, som kan påvirke kredsløbet uhensigtsmæssigt.

Definitionen af fuld bedøvelse stammer fra den tid, da æter var eneste bedøvelsesmiddel, og punkterne 1-4 beskriver tiltagende dyb æteranæstesi.

Til store operationer kan anvendes en kombination af fx fuld bedøvelse og epidural analgesi.

Spinal og epidural bedøvelse samt perifere nerveblokader betegnes samlet for regional analgesi, da de giver smertefrihed i et bestemt område af kroppen uden tab af bevidsthed. Når operationer foretages i regional analgesi eller perifer nerveblokade, kan der ved behov gives sovemedicin, så indgrebet foregår i sedation, altså med patienten let sovende.

Anæstesi med spinal eller epidural bedøvelse kræver monitorering, som typisk også sker med det apparatur, som sidder på et anæstesiapparat. Begge metoder giver et fald i blodtrykket, så hyppig måling er nødvendig og et anæstesiapparat er også nødvendig hvis den regionale bedøvelse viser sig utilstrækkelig, og operationen derfor må foregå i fuld bedøvelse.

• Spinal bedøvelse vælges til fx kejsersnit, da moderen således er vågen under forløsning.
• Epidural bedøvelse vælges som smertebehandling til større mave-tarmkirurgi og kan endda være selvstændig bedøvelse under operation for fx brud på hoften.
• Perifere nerveblokader anvendes under operationer på arme og underben, hvor dette område dermed bedøves selektivt.

Lokalbedøvelse benyttes til helt overfladiske indgreb som at sy i huden.

Til selve operationen skal patienten som hovedregel være fastende for at reducere risiko for opkastning og nedløb af maveindhold til lungerne. Før begyndelsen af anæstesien lægges en kanyle i en blodåre (vene) på håndryggen eller i armen til indsprøjtning af medicin og indførelse af væske, oftest en saltvandsopløsning. Der påsættes desuden blodtryksmanchet, iltmåler og elektroder til registrering af et elektrokardiogram.

Efter injektion af smertestillende og søvnfremkaldende midler gennem venekanylen ("i droppet") falder patienten i søvn i løbet af få minutter. Efter operationen vågner patienten op enten på operationsstuen eller opvågningsstuen. Som regel har den opererede ikke ondt, da smertebehandling er påbegyndt under anæstesien, men der kan forekomme kvalme og opkastning.

Det er anæstesilægens opgave at bringe patienten sikkert gennem den periode, hvor han/hun ikke kan tage vare på sig selv. Vigtigst af alt er det at sikre, at patienten hele tiden tilføres tilstrækkelige mængder ilt. Under anæstesi kan det være vanskeligt for patienten at holde luftvejen fri, og anæstesimidlerne svækker i sig selv vejrtrækningen. Det er derfor sædvane under andet end kortvarige, enkle operationer, at anæstesilægen sikrer den frie luftvej med en plasticslange, der er ført gennem svælget og ned i luftrøret (intubation) eller blot ned til stemmebåndene (larynxmaske). Patienten kan derigennem enten trække vejret selv, eller luftskiftet kan sikres ved indblæsning.

Den løbende overvågning under anæstesi omfatter kontrol af ilttilførsel, luftskifte, kredsløb og bevidsthedsniveau. En kombination af direkte tegn kontrolleres, fx hudfarve, hudfugtighed, muskelspænding og pupilstørrelse, og der foretages en apparaturmæssig overvågning af fx blodtryk, elektrokardiogram, iltmåling og kuldioxidudskillelse (CO₂-monitorering).

En god anæstesi er betinget af, at anæstesidybden hele tiden passer til graden af den kirurgiske påvirkning, som varierer både i intensitet og type under operationen. Anæstesilægen baserer derfor sin styring af anæstesien dels på viden om det operative forløb, dels på tegn, der tyder på utilstrækkelig anæstesi (huskeanæstesi) eller for dyb anæstesi, og endelig på dosis-effekt-forhold for de enkelte anæstesimidler.

Højtrykssystemet tilfører anæstesiapparatet de luftarter, der anvendes under anæstesi. Det drejer sig om ilt, kvælstofforilte ("lattergas") og atmosfærisk luft. På hospitaler har man en gascentral, hvorfra luftarterne i rørsystemer ledes frem til ventiler ("gasudtag") i operationsstuerne; hertil kan udstyr med specielt kodede slangekoblinger forbindes. Gasudtagene skal være forsynet med luftartens navn og farvekode, og gasudtag og slangekoblinger er specielt udformet for hver enkelt luftart, således at forkert tilkobling ikke kan ske. Almindeligvis findes tillige et rørsystem med vakuum, der udstyrer anæstesiapparatet med velfungerende sug; enhver anæstesi forudsætter dette af sikkerhedsgrunde.

Doseringssystemet, dvs. doseringen af de luftarter, der tilføres anæstesiapparatet fra højtrykssystemet, kontrolleres ved at måle luftstrømmen med flowmetre. Luftblandingen ledes herefter til det slangesystem, der fører til patienten, det såkaldte patientsystem. Ved at lade luftblandingen passere en beholder med anæstesimiddel i væskeform kan man blande dampe herfra i patientens indåndingsluft; beholderen kaldes en fordamper.

Patientsystemet er det system af slanger og ventiler, patienten trækker vejret igennem, hvad enten dette sker ved egen hjælp eller i form af kunstigt luftskifte. Det skal tilføre ilt og evt. anæstesimiddel og bortlede den kuldioxid, der produceres. Systemet kan udformes på mange forskellige måder, afhængigt af operationstype, patientens alder og den anvendte anæstesiteknik. I systemer uden kemisk fjernelse af den udåndede kuldioxid skal patienten indånde ny luft ("friskgas"), da genindånding af den udåndede luft vil føre til ophobning af kuldioxid. Dette kan opnås med en ensretterventil i systemet og en luftstrøm af friskgas på 1,5 gange patientens normale luftskifte.

Ved længerevarende anæstesi medfører dette et betydeligt tab af vand og varme fra patienten, og det store forbrug af luftarter er dyrt og bidrager til forurening af luften både i operationsstuen og i øvrige omgivelser. Hvis man fjerner den udåndede kuldioxid ved at indskyde et sodakalkfilter, kan den udåndede luft genbruges, og man behøver kun at tilføre systemet den mængde ilt og evt. anæstesigas, patienten optager. Sådanne "low-flow-systemer" er økonomiske og reducerer forureningen. Indblæsning af luft i patientens lunger kan ske ved, at man med hænderne sammenpresser en ventilationspose, eller ved mekanisk ventilation ved hjælp af en respirator.

Nationale standarder for sikker overvågning under anæstesi indbefatter løbende kontrol af både apparaturets funktion og patientens tilstand. Indbyggede alarmer advarer, hvis noget er unormalt, og spærreventiler sikrer, at anæstesiapparatet ikke kan levere en luftblanding med mindre end 21 % ilt. Endelig foretager anæstesipersonalet en funktionstest af anæstesiapparatet før hver eneste anvendelse.