Bugspytkirtelsten er små forkalkninger i gangsystemet i bugspytkirtlen.

Årsag og sygdomsmekanisme

Bugspyttet indeholder calcium og bikarbonat-ioner i overmættet koncentration, men sædvanligvis er der også hæmmende stoffer til stede, som gør, at der ikke udfældes calciumcarbonat. Stenene dannes dog, hvis der er nedsat funktion af bugspytkirtlen og ved stop i afløbet pga. forsnævringer i gangsystemet. Sten i bugspytkirtlen opstår således ved kronisk bugspytkirtelbetændelse, hvor der desuden også kan ses forkalkninger i kirtelvævet. Forekomst af forkalkninger i bugspytkirtlen er ensbetydende med kronisk betændelse i bugspytkirtlen.

Symptomer på bugspytkirtelsten

Der kan være smerter øverst i maveregionen, ofte med stråling ud i ryggen og med forværring efter fødeindtag, ligesom ved den kroniske bugspytkirtelbetændelse.

Diagnose

Forkalkningerne kan påvises med ultralyd eller ved hjælp af CT-scanning.

Behandling af bugspytkirtelsten

Stenene kan knuses med chokbølger (ESWL) eller fjernes ved endoskopi eller operation, men de gendannes ofte ved fortsat sygdom og afløbshindring.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig