daguerreotypi

En forsølvet kobberplade behandles med joddampe, så der dannes et lysfølsomt lag af sølvjodid på pladen. Når den belyses i et kamera, dannes der et latent billede i sølvjodidlaget; billedet fremkaldes – eller rettere: forstærkes – med kviksølvdampe, der sammen med sølvjodidpartiklerne danner et finkornet lag af sølvamalgam på de steder, hvor pladen er blevet belyst. Dette billede er meget finkornet – faktisk mere finkornet end de senere filmmaterialer – så ved at bruge en lup kunne man blive ved med at finde små detaljer, hvilket var en del af fascinationen ved den nye teknik.

Det var lykkedes Daguerre i 1835 at få styr på processen med optagelse og fremkaldelse, og to år efter kunne han også fiksere billedet med almindeligt kogsalt, der opløser det ubelyste sølvjodid; senere anvendtes natriumthiosulfat, også kendt som fiksersalt. Efter offentliggørelsen af processen d. 19. august 1839 kunne alle arbejde videre med den, og der kom hurtigt nye teknikker til. Ofte blev daguerreotypiet derefter skyllet i et guldbad, og det blev altid monteret i en lufttæt ramme. Denne beskyttelse var effektiv og gjorde, at de fleste af daguerreotypierne fra 1840'erne stadig står, som da de blev optaget.

Et daguerreotypi er egentlig et negativ, men ved betragtning i en bestemt synsvinkel ses det som et positivt, spejlvendt billede. Da det er lavet på en metalplade, kan det ikke mangfoldiggøres: Det er et unikum, og selvom prisen hurtigt faldt op igennem 1840'erne, var det forbeholdt de mere velhavende at få lavet et portræt.

Mens Daguerre i 1838 forhandlede med den franske regering om salg af patentet, spredte rygtet sig om, at det endelig var lykkedes nogen at fastholde et billede på en plade.

Det blev også bemærket i Danmark på grund af en 8 siders rapport, der i januar 1839 blev sendt fra arkæologen Christian Tuxen Falbe til kronprins Christian Frederik (Christian 8.). Falbe havde set eksempler på billederne i Paris, og da kronprinsen var patron for Selskabet til Naturlærens Udbredelse, var det naturligt at skrive til ham. På et møde d. 14. februar 1839 præsenterede og diskuterede de den nye opfindelse i selskabet, og efter et par korte omtaler i Kjøbenhavnerposten d. 28. januar og 4. februar blev der allerede d. 26. februar 1839 bragt en længere artikel i Handels- og Industri-Tidende nr. 19. Det var en meget begejstret beskrivelse af Daguerres opfindelse, forfattet af den franske journalist Jules Janin.

Efter frigivelsen af hele processen med tilhørende billeder af det nødvendige udstyr d. 19. august 1839, blev den første artikel bragt i nr. 85 og 87 af samme magasin, og det var allerede d. 8. og 15. oktober! Den 7. november kom Nyt Magasin for Kunstnere og Håndværkere med en tilsvarende beskrivelse, og det stod nu alle frit for at gå i gang med anskaffe sig det nødvendige udstyr og gå i gang med at optage billeder efter Daguerres beskrivelser.

Hurtigt i løbet af 1840'erne dukkede en større mængde portrætvirksomheder op, der tilbød daguerreotypier. Da det var en ny og hidtil ukendt teknik, var den ikke reguleret af et lav, og alle kunne således frit starte en virksomhed op. Der var mange, der forsøgte, men ikke alle var lige dygtige, hverken fotografisk eller forretningsmæssigt, så mange måtte lukke igen. Men der blev mange tilbage, og det blev starten på portrætfotografiet i Danmark. Embedsmænd, officerer og velhavende borgere var de første til at købe portrætter, men efterhånden faldt prisen, så også de mindre velhavende borgere kunne være med.

Det var en kompliceret proces, og eksponeringstiden kunne i de første år være op til 30 minutter; derfor var solskinsbelysning og nakke- eller hovedstøtter nødvendige for portrætfotografens arbejde. Men allerede i begyndelsen af 1840'erne var belysningstiden nede på få sekunder. Der er dog en alvor over de første portrætter, der både skyldtes den lange eksponeringstid og spændingen ved at blive placeret foran et kamera og udsat for den nye opfindelse.

Daguerreotypien var dominerende som fotografisk billedmetode, indtil negativteknikken med vådkollodiumplader tog over i 1850'erne. Derefter forsvandt den fuldstændigt. Den var for dyr, billederne var spejlvendte, og man fik kun det ene eksemplar. Men man passede på dem, for de var på alle måder noget særligt.

Daguerreotypier forveksles ofte med de senere ambrotypier, som var enklere og billigere at fremstille, men de er matte i forhold til daguerreotypierne – og ikke nær så skarpe.

• Louis Jacques Mandé Daguerre
• fotografi

• Marie-Louise Berner: Lysavlede fuldtegninger. Fotografi, kunst og naturvidenskab i Danmark 1839-40 (i Fund Og Forskning I Det Kongelige Biblioteks Samlinger, januar 1997)
• Et Bidrag til Fotografiens Historie, af H. Baden Pritcard, i Fotografiske Meddelelser, 1873-1874