Her ses - på engelsk - en beskrivelse af hele processen bag daguerreotypi. Fremkaldelsen af den eksponerede plade sker ved trin 5 (V), hvor pladen udsættes for kviksølvdampe.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Fremkaldelse er fællesbetegnelse for en række kemiske processer, der synliggør og bevarer det eksponerede latente billede på film og fotopapir.

Grundprincippet

De tidligste daguerreotypier, der anvendte sølvjodid som lysfølsomt materiale, blev fremkaldt med kviksølvdampe. I dag består den fotografiske emulsion overvejende af bromsølv (AgBr). Sølv og brom bindes sammen af elektroner, og ved belysning påvirkes elektronerne sådan, at brom og sølv skilles. Delingen finder kun sted dér, hvor film eller papir har fået lys, og der dannes et usynligt latent billede.

Fremkaldeprocessen gør billedet synligt, idet reduktionsmidler som metol eller hydrokinon omdanner det belyste sølv til metallisk sølv. I et afsluttende fikserbad udvaskes det overskydende brom og det bromsølv, der ikke fik lys. Således efterlades kun det findelte, sorte, metalliske sølv, og det bliver synligt i form af fotografiske korn med forskellige gråtoneværdier.

Fremkaldere

Der findes et utal af filmfremkaldere, men nogen af de mest populære og driftsikre har været såkaldte standardfremkaldere som Agfas Rodinal og KodaksD-76. Derudover findes der en række særlige fremkaldere, der øger filmens følsomhed mest muligt (med nedsat skarphed og større korn til følge), giver øget kornskarphed (acutance) eller påvirker kontrastomfanget i filmen.

Farvefremkaldelse

Farvefremkaldelse foregår grundlæggende på samme måde, idet emulsionen er opdelt i tre lag med hver sin grundfarve. Da det sorte sølv ikke skal påvirke farvegengivelsen, fjernes det i et blegebad, sådan at kun de aktiverede, billeddannende farvekorn er tilbage. C-41 og RA-4 er internationalt standardiserede farvefremkaldeprocesser til henholdsvis farvenegativfilm og farvepapirbilleder; diapositiv- eller omvendefilm fremkaldes efter den mere komplicerede E-6 proces.

Blandt de specielle fremkaldeprocesser var Kodachrome-processen, hvor farvestofferne først tilføres under fremkaldelsen, meget populær på grund af stor holdbarhed, fantastisk skarphed og en farvegengivelse med meget mættede farver. Men den proces gik af brug i 2010 og bliver næppe genoptaget.

Digital fremkaldelse

Et digitalt billede skal som sådan ikke fremkaldes, da hele processen er radikalt anderledes, og billedet almindeligvis er registreret og gemt samtidig med optagelsen. Men da professionelle og seriøse amatører optager i det såkaldte RAW-format, omtales konverteringen og efterbearbejdningen af disse RAW-billeder til TIFF eller PSD eller JPEG ofte som fremkaldelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig