jihadisme

Et af de vigtigste koncepter i salafismen og (salafi-)jihadismen er “loyalitet og afvisning” (al-wala’ wa al-bara’), som henviser til muslimers pligt til at vise fuldstændig loyalitet over for Gud og totalt afvise det, der regnes som uislamisk. Mens konceptet “loyalitet og afvisning” i udgangspunktet blev brugt som et middel til at fjerne eller rense troen for ikke-islamiske elementer, brugte salafi-jihadister begrebet som en lakmusprøve for at skille de ægte troende muslimer fra resten.

Konceptet om loyalitet og afvisning er blevet overtaget og anvendt politisk af kendte jihadister som Ayman al-Zawahiri og Abu Musab al-Suri til at kritisere ledere i muslimske lande for det, de opfatter som loyalitet over for ikke-muslimske lande, herunder USA. For mange salafi-jihadister er det ikke nok blot at afvise og distancere sig fra de muslimske magthavere på grund af deres alliancer med ikke-troende. De mener også, at det er nødvendigt at erklære dem for vantro. Den salafi-jihadistiske teoretiker Abu Muhammad al-Maqdisi nøjes ikke med afvisning (bara’) gennem ekskommunikation, men kræver også jihad og væbnet kamp mod muslimske ledere. Således bruges “loyalitet og afvisning” af salafi-jihadister til at kritisere, ekskommunikere og angribe myndigheder i den muslimske verden.

Et eksempel er gruppen Ekskommunikation og Emigration (takfir wa-l-hijra), som blev grundlagt af Shukri Mustafa i 1971. Gruppen anså hele det egyptiske samfund for korrupt, svagt og forfaldent. Dens medlemmer mente derfor, at de måtte tage afstand fra samfundet og dets skadelige indflydelse ved at løsrive sig åndeligt og isolere sig socialt. Gruppen anses derfor som en af de mest ekstreme, fordi alle, der ikke støttede, blev betragtet som frafaldne. I 1977 kidnappede og dræbte Ekskommunikation og Emigration den tidligere egyptiske minister Husayn Dhahabi.

Fordi jihadister har forskellige syn på staten i den muslimske verden, er spørgsmålet om ekskommunikation (takfir) blevet et af de vigtigste spørgsmål og skiller grupperinger som Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda fra hinanden. På den ene side findes der flere jihadistiske grupper, der prioriterer at undgå stridigheder i samfundet for at opnå langsigtet succes. Derfor er de villige til at samarbejde og interagere med grupper og mennesker, som i mindre grad opfattes som ideologisk rene. På den anden side findes der jihadistiske grupper, der prioriterer ideologisk renhed for at vinde og derfor accepterer at kæmpe mod og dræbe et stort antal muslimer på baggrund af en bred fortolkning af begrebet ekskommunikation. Det er disse jihadister, der ofte bliver omtalt som takfirister (fra takfir; at erklære en anden muslim vantro).

Et eksempel på en jihadistisk gruppe, der tolker ekskommunikation meget bredt, er Islamisk Stat (IS), som erklærede alle muslimer, der ikke støttede op om deres statsbygningsprojekt, for vantro. Et andet eksempel er den algierske gruppe Væbnet Islamisk Gruppe (GIA, Armed Islamic Group), som i løbet af den algierske borgerkrig blev kendt for at erklære hele det algeriske samfund vantro, og som brugte ekstrem vold mod den algeriske civilbefolkning.

Guds suverænitet (hakimiyya) er et begreb, som oprindeligt blev udviklet af Abul A’la Mawdudi og Sayyid Qutb, og som i senere tid er blevet centralt i den moderne jihadistiske bevægelse. For salafi-jihadister er Gud den eneste suveræne på jorden, og alle love og politiske systemer, som ikke er i overensstemmelse med Guds bud, må forkastes.

Guds suverænitet hænger således tæt sammen med andre grundlæggende begreber som loyalitet og afvisning samt ekskommunikation i den salafi-jihadistiske bevægelse.

Mens mange af disse idéer forsvares af fredelige salafister både politisk og religiøst, adskiller moderne salafi-jihadister sig fra dem ved at gøre brug af vold for at opnå deres mål. Væbnet kamp anses her som nødvendig for at etablere Guds rige på jorden.

Mens jihad kan opdeles i to grupper, offensiv og defensiv, er det generelt accepteret af salafi-jihadistiske cirkler, at førstnævnte kun kan erklæres af en legitim autoritet som kaliffen. Defensiv jihad er derimod nødvendig, hvis et muslimsk land er under angreb eller besættelse.

Traditionelt har der været en skelnen mellem jihad som kollektiv forpligtelse og som individuel forpligtelse. I 1900-tallet anså islamiske skriftlærde i høj grad jihad som en individuel forpligtelse udelukkende for den del af den muslimske befolkning, der var under angreb eller besættelse. Den palæstinensiske islamist Abdallah Azzam videreudviklede imidlertid denne doktrin i en radikal retning i 1980’erne ved at udviske en sådan skelnen. Hvis et muslimsk land var besat, var det et bevis på, at den lokale befolkning ikke var stærk nok. Dermed mente han, at alle verdens muslimer måtte tage til Afghanistan for at kæmpe mod Sovjetunionen, hvilket han anså som en individuel forpligtelse. De ville ligeledes være nødt til at trodse deres egne myndigheder, hvis disse forsøgte at forhindre deres rejse.

Denne opfattelse blev videreudviklet af den jihadistiske ideolog Anwar al-Awlaki, som argumenterede for, at Gud var den eneste emir, der var nødvendig for, at der kunne gennemføres jihad. Hvis man koblede jihad til én enkelt persons tilladelse – eksempelvis kaliffen – ville dette kunne benægte eller svække Guds rolle. Jihad er med andre ord noget, der transcenderer og eksisterer uafhængigt af menneskelig vilje. Dermed er det et konstant og vedvarende princip i islam, ifølge salafi-jihadistisk tænkning. Således mener salafi-jihadister, at jihad i Guds navn/på Guds måde er en forpligtelse for alle muslimer.

Et andet skel i moderne salafi-jihadisme er geografisk på en sådan måde, at forskellige grupper har forskellige geografiske prioriteringer. Mens nogle jihadistiske grupperinger prioriterer at kæmpe i deres egne hjemlande, fx Egypten, prioriterer andre grupperinger at slås for det, de ser som en befrielse af hele den muslimske verden. Med andre ord findes der et skel mellem pan-islamistiske jihadister på den ene side og lokale jihadister, som ikke tager imod udenlandske krigere, og som kun kæmper for sit etniske hjemland, på den anden side.

Pan- og lokal jihadisme har også forskellige fjendebilleder. Lokalt orienterede jihadister har traditionelt arbejdet for at få etableret et væbnet oprør mod sine egne lokale magter for at etablere et religiøst politisk system, som styres efter Guds love. Et eksempel herpå er gruppen Egyptisk Islamisk Jihad, der likviderede den egyptiske præsident Anwar Sadat i 1981 i håbet om, at det ville skabe en revolution i deres forstand.

Globalt orienterede jihadister anser fortsat lokale regimer som kollaboratører med vesten, men lokale regimer er ikke deres hovedmål. I stedet mener grupper som al-Qaeda, at en forudsætning for disse regimers fortsatte overlevelse er støtte fra vestlige stater, herunder USA. Når USA f.eks. er blevet bekæmpet militært eller er blevet tvunget til at trække sin støtte, vil lokale regimer i den muslimske verden falde som dominobrikker. En af de mest kendte globalt orienterede grupper er al-Qaeda.

• Sayyid Qutb
• al-Qaeda
• Islamisk Jihad
• Ayman al-Zawahiri