salafisme

I forskningslitteraturen er salafismen som regel karakteriseret som apolitisk, og mange salafister har da også valgt at isolere sig fra den politiske sfære og i vid udstrækning fra det omgivende verdslige samfund. Salafismen har imidlertid altid har været politisk i sine implikationer. Nyere forskning peger desuden på, at der findes forskellige former for salafisme, samt at salafister i en række muslimske lande i senere tid har bevæget sig over i både politisk aktivisme og partipolitisk organisering.

Selvom salafister ønsker at fremme en islamisk stat eller et islamisk kalifat, har salafister vidt forskellige syn på legitimiteten af voldsanvendelse og terror mod sekulære regimer i den vestlige såvel som muslimske verden.

Helt enkelt kan man skelne mellem salafi-jihadister af al-Qaeda-typen og puritanske salafister. Førstnævnte er ofte langt mere inspirerede af voldelige ideologiske retninger inden for klassisk islamisme end sidstnævnte, som ofte fremhæver nødvendigheden af at “adlyde herskeren” (wali al-amr) for at undgå splittelse og konflikt mellem muslimer.

Som udgangspunkt refererer begrebet salafisme til de såkaldte al-salaf al salih eller de 'rettroende forfædre'. Blandt sunnimuslimer er der ikke enighed om, hvem disse præcist var, men det er som udgangspunkt et begreb, der bruges om de 'rettroende forfædre' i de første tre generationer efter profeten Muhammeds død. Det inkluderer de såkaldte al-sabaha, profeten Muhammeds samtidige og nærmeste ledsagere, herunder al-tabi’un (efterfølger-generationen), og al-tabi’i al-tabi’un (efterfølgere af efterfølgerne).

Selvom salafismen i moderne tid har meget til fælles med islamismen, er der også meget, der adskiller dem. Salafisme kan derfor ikke udelukkende karakteriseres som en udgave af islamisme.

Salafister er eksempelvis generelt langt mere optagede af islamisk doktrin og langt mere kritiske over for eksempelvis sufisme end islamister. Samtidig er de skeptiske over for den interaktion med moderne politiske systemer, som kan ligge i fx Det Muslimske Broderskabs tilgang, i det de fleste salafister afskriver moderne politiske statsdannelser, som bygger på andet end de oprindelige islamiske lovtekster. Det har dog ikke hindret, at nogen salafister har dannet politiske partier og deltaget i den parlamentariske proces.

Overbevisningen om, at salafismen repræsenterer en overhistorisk islamisk autenticitet (asala), deler den med flere moderne puritanske reformbevægelser i islam.

Salafister ser ofte sig selv som en 'frelst gruppe' (al-firqa al-najiya), der har en privilegeret adgang til sandheden og en overlegen viden (ilm) om islams kilder. Begrebet kan derfor også anvendes af stort set enhver bevægelse, som opfatter sig selv som forankret i islamisk autenticitet.

Det er blevet hævdet, at salafismen kan spores helt tilbage til grundlæggeren af den såkaldte Hanbali-lovskole i sunniislam, Ahmad ibn Hanbal. Forskere har også påvist, at begrebet salafiyya forekommer i en fatwa af den klassiske islamiske lærde Ibn Taymiyya. Det betyder imidlertid ikke, at der findes afgørende beviser for, at salafismen som sådan eksisterede i middelalderen.

Salafismen må derfor forstås som en udpræget moderne bevægelse og retning inden for sunniislam.

I vores tid har begrebet først og fremmest henvist til det, mellemøstforskeren Henri Lauzière har karakteriseret som “en betegnelse, som sunni-puritanere anvender for at beskrive deres tilgang til islam”. Begrebet forstås for det meste som en henvisning til en kompromisløs overbevisning og en religiøs metode, som udviser en vis lighed med wahhabismen og det religiøse etablissement i Saudi-Arabien.

Saudiarabere selv har også længe brugt betegnelsen salafisme om den dominerende fortolkning af islamisk tro og praksis i Saudi-Arabien, snarere end betegnelsen wahhabisme, som udover at anses som nedsættende også antyder, at man efterligner den islamiske skriftlærde Muhammad ibn Abd al-Wahhab snarere end profeten Muhammed og hans “rettroende efterfølgere” i synet på islamisk tro og lære.

Der hersker mindre tvivl blandt forskere om, hvorvidt betegnelsen salafisme kan give betydelig status og legitimitet, fordi den blandt mange sunnimuslimer giver associationer til doktrinær puritanisme.

I hvor høj grad selve begrebet salafisme giver status og legitimitet afhænger imidlertid også af politisk, social og historisk kontekst.

Det er heller ikke tilfældet, at de fleste muslimer i eksempelvis Mellemøsten nødvendigvis har en entydig positiv opfattelse af salafister. Begrebet blev aldrig brugt blandt profeten Muhammed eller hans “rettroende efterfølgere”, og brugen af begrebet har derfor ofte resulteret i omfattende debat blandt salafister selv.

Salafisme er aktivistisk. Eftersom salafister ser sig selv som repræsentanter for et “sandt” eller “autentisk” islam, betragtes ikke-salafistiske muslimer som bærere af en islamisk tro og praksis, som må renses for overtro og/eller ikke-muslimske (ikke-salafistiske) elementer.

Man er især optaget af at undgå det, som betegnes som bida ('innovationer'), hvilket man mener ikke er forankret i de islamiske grundtekster, der fastholder et strengt syn på, hvad Guds/Allahs enhed (tawhid) indebærer. Hertil medfølger en betydelig grad af sekterisk intolerance rettet mod muslimer såvel som ikke-muslimer. Salafister betragter eksempelvis som regel shiamuslimer som “vantro” eller såkaldte rafidi (dvs. folk som afviser de første tre kaliffer i islam). Desuden omtales sufimuslimer – som generelt opsøger helgengravsteder – ofte som “tilbedere af grave” (quburiyyun).

Salafisters optagelse af al-wala wal-bara (et begreb forankret i sura 9 i Koranen, som betyder 'loyalitet til islam, muslimer og Gud/Allah og afstandstagen til alt andet') indebærer, at de har en tendens til at erklære andre muslimer for “vantro”. Samtidig indebærer denne optagelse, at salafister sikrer, at andre muslimer lever op til islamiske regler og påbud forankret i det koranske påbud om at “fremme det gode og forbyde det onde” (al-amr bil-maruf wal-nahy an al-munkar).

Mange salafister, herunder især saudiarabiske salafister, er loyale over for Hanbali-skolen, den såkaldte ahl al-hadith. Andre salafister afviser imidlertid fuldstændig det, de ser som gengivelse (taqlid) af én enkel lovskole (madhhab).

Salafister er ultrakonservative i køns- og ligestillingsspørgsmål og afvisende over for lige borgerrettigheder for ikke-muslimske minoriteter i de stater, hvor de har politisk indflydelse. De er desuden generelt tilhængere af straffe, der er i strid med menneskerettigheder, inklusiv dødsstraf for lovovertrædelser som frafald fra troen, seksuelle forhold uden for ægteskabet og homoseksuelle handlinger.

• jihadisme
• wahhabisme
• islam