kartoffelskimmel

Angreb af kartoffelskimmel viser sig som brune til sorte pletter på stængler og blade, og der er en vanddrukken og uskarp overgang til det sunde bladvæv.

Når vejret er varmt og tørt, tørrer pletterne ind som sort pergamentpapir. Når vejret er fugtigt, dannes en hvid sporebelægning på kanten mellem sygt og sundt væv og kun på bagsiden af bladene.

Ved jordsmitte kan planterne enten smittes fra fremspiring og visne, inden de er 10-15 cm høje, eller der dannes mange infektioner på de nederste blade, som er i tæt kontakt med jorden.

På knoldene ses angreb af kartoffelskimmel lettest, hvis knoldene vaskes og gennemskæres. Angreb ses som rødbrune plamager på overfladen, som senere kan udvikle sig ind i knoldene. Der er normalt en uskarp grænse mellem sygt og sundt væv i knoldene.

Kartoffelskimmel overlever på angrebne kartoffelknolde. Når de angrebne knolde spirer, vokser svampen ind i spirerne og videre ind i stænglen og med op i toppen, hvor der dannes sporer, når der opstår skimmelfavorabelt vejr.

Kartoffelskimmel kan også overvintre som hvilesporer i jorden, og disse kan smitte kartoffelplanterne under fremspiringen. Hvilesporerne kan ligge i jorden i 2-3 år. Der er derfor også fundet en sammenhæng mellem tidlige angreb af kartoffelskimmel og et sædskifte med hyppig dyrkning af kartofler.

I sæsonen kan smitte spredes fra affaldsdynger med kartofler, gengroninger af kartofler efter spild af knolde og fra andre kartoffelmarker med angreb. Marker med plastdækkede kartofler kan også være smittekilde. Plastdækning skaber nemlig et optimalt klima for udvikling af kartoffelskimmel. Disse angreb kommer normalt meget tidligt, hvor det endnu ikke er skimmelfavorabelt i de ikke plastdækkede kartofler på grund af lave nattemperaturer.

I lunt og fugtigt vejr danner svampen såkaldte sporangier, der spredes over store afstande med vinden eller med regnplask til naboplanter. Sporangierne kan enten spire direkte (ved over 18° C) eller udskille såkaldte sværmsporer, som efterfølgende spirer og inficerer nye kartoffelblade. Skimmelsvampens mycelium vokser inden i bladene, og når det igen bliver "skimmelvejr", trænger svampens sporangiebærere ud gennem spalteåbningerne på bagsiden af det angrebne blad og sporulerer med nye sporangier. Sporangierne kan også drysse ned på jorden, og med nedbøren trænge ned i kartoffelkammen til knoldene.

Sporedannelsen sker om natten. Den optimale temperatur for sporedannelse er ca. 21°, og desuden er det nødvendigt med mere end 10 timer med dug eller høj luftfugtighed (over 88 %) samt en temperatur over 10° C. Lummervarme nætter med høj luftfugtighed og dugdannelse giver derfor gode forhold for kartoffelskimmel. Viden om hvilke vejrforhold, som fremmer kartoffelskimmel, indgår også i en varslingsmodel for kartoffelskimmel, som landmanden benytter til at vurdere risikoen for angreb.

Kartoffelskimmel forebygges ved at:

• have et sædskifte med 2-3 kartoffelfrie år,
• anvende sunde læggekartofler uden angreb af knoldskimmel,
• undgå smittespredning fra affaldsdynger med kartofler og fra spildkartofler i nabomarker,
• have en stor kam med meget jord over knoldene for at mindske risikoen for angreb i knolde,
• undgå tidlig høst af kartofler, hvis der er skimmelangreb på toppen, fordi ikke skindfaste knolde er mere modtagelige for angreb,
• vælge sorter som er mindre modtagelige for kartoffelskimmel eller vælge tidlige sorter.

Nye sorter med et eller flere resistensgener har vist sig at være effektive til at forebygge angreb af kartoffelskimmel. Grundet kartoffelskimmelens store produktion af sporer og tilpasningsevne bliver resistensen i de forædlede sorter med kun ét resistensgen dog ofte ”nedbrudt” indenfor få år og er så ikke længere effektiv. Der arbejdes nu med at indkrydse to gener, så resistensen kan bevare sin effektivitet lidt længere.

Jordsmitten er et resultatet af en kønnet formering, som giver en større variation i svampen. Det giver også en større risiko for, at der udvikles nye typer af kartoffelskimmel, som kan angribe hidtil resistente sorter.

Da kartoffelskimmel typisk optræder med meget kraftige og tabsgivende angreb, behandles der i konventionel kartoffelavl omkring 7-12 gange med svampemidler og flest gange i kartofler til stivelsesproduktion. Kartoffelskimmel bekæmpes ved forebyggende sprøjtning – det vil sige umiddelbart inden det bliver ”skimmelvejr”. Der findes ingen svampemidler, der kan bekæmpe etablerede angreb.

Grundet kartoffelskimmelens store produktion af sporer og tilpasningsevne udvikler svampen let resistens mod svampemidler, hvilket er et stort problem. Der praktiseres derfor en anti-resistensstrategi, hvor man anvender svampemidler med forskellige virkemekanismer og blander midler med forskellige virkemekanismer for at forsinke resistensudviklingen. Indenfor en kort årrække er der konstateret resistens hos kartoffelskimmel i Nordeuropa overfor tre af de kun fem tilbageværende virkemekanismer i svampemidlerne i Danmark.

• kartoffel – sygdomme og skadedyr
• spore – biologisk begreb
• svampemidler