maori (sproget)

Maori har fem vokalfonemer: a, e, i, o, u og 10 konsonantfonemer: p, t, k, m, n, ŋ, f, h, r, w. Vokalfonemerne findes i både korte og lange udgaver.

De lange vokaler angives med længdestreg over vokalen: ā, ē, ī, ō, ū. Den newzealandske sprogforsker Bruce Biggs (1921-2000), som var den første til at undervise i maori på universitetsniveau, var tilhænger af, at lange vokaler skulle angives med dobbeltskrevne vokaler, altså aa i stedet for ā, ligesom det gøres på finsk, og ligesom det siden 1973 har været officielt på grønlandsk. Nogle ældre værker anvender Biggs' stavemåde, men det har aldrig været den officielle anbefaling, og den er nu gået ud af brug.

For konsonantfonemerne gælder det, at ŋ skrives som ng og f skrives som wh. Konventionen med at anvende digrafen wh går tilbage til de allerførste missionærer i 1800-tallet. Grunden til at man har valgt denne stavemåde, er sandsynligvis, at det fonem, som i dag udtales som f, på daværende tidspunkt blev udtalt som den ustemte labiovelære frikativ ʍ, altså på samme måde, som man på visse engelske dialekter udtaler den første lyd i fx what og which.

Ordstillingen er verbum – subjekt – objekt, jævnfør fx sætningen:

I haere mai ia ki Aotearoa i te tau 1950.

'Hun kom til New Zealand i 1950.'

I sætninger med nominalprædikat er dette ligeledes det første led i sætningen. Der er intet kopula:

Nō roto i te whōunu tēnei mea.

'Denne ting er/kommer fra inden i telefonen.'

Dansk har fra maori fået betegnelserne for fuglearterne kiwi, kea og kakapo (uglepapegøje). På newzealandsk engelsk anvender man nogle gange som hilsen kia ora ('gid du må leve'), som ligeledes er lånt fra maori.

• maori (folket)
• polynesiske sprog
• østpolynesiske sprog
• rarotongansk
• manihikiansk