Sikahjort (Cervus nippon) i Jægersborg Dyrehave nord for København.
Sikahjort
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Sikaen er en lille til middelstor hjorteart, der oprindelig er udbredt i det østlige Asien fra Vietnam, over Kina, Taiwan og Koreahalvøen, til Japan. Den blev indført til Europa i sidste halvdel af 1800-tallet. De første sikaer kom til Danmark i år 1900, hvor de blev udsat i en dyrehave på godset Svenstrup.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Cervus nippon

Også kendt som

sikahjort

Etymologi
Ordets første led sika kommer fra japansk shika, der betyder 'hjort'.

Udseende

Den voksne sikahjort (hannen) er i vinterdragten meget mørk og kan minde om en lille kronhjort. Hundyret, hinden, er ensfarvet grå. Sommerdragten er hos begge køn rødgylden med hvide pletter. Det rent hvide spejl deles af den mørkere hale, der er lidt længere end hos kronvildt. Det første gevir, der altid er to ugrenede spidser, har hjorten, når den er 1,5 år gammel. Som 2,5-årig vil hjorten som regel være seksender, herefter otteender. Hjorten vejer knap 50 kg, hinden 30-35 kg. Det antages, at den sika, der findes i Danmark, er af den japanske race, der er væsentlig mindre end de racer, der lever på det asiatiske fastland.

Levevis

Sikaen går drægtig i 7,5 måned, og der fødes kun én kalv årlig, første gang når hinden er to år gammel. Føden består overvejende af græsser og urter, men også af knopper og skud. Sikaer kan anrette stor skade på skoven ved at skrælle barken af træerne.

Sikaen i Danmark

Den fritlevende bestand af sika i Danmark blev i 2007 opgjort til ca. 900 dyr. Dertil kommer sikaerne, som holdes bag i hegn i fx dyrehaver. De største fritlevende bestande findes i Østjylland.

I Danmark og resten af EU betragtes sikaen som en invasiv art, der må skydes året rundt. Det er samtidig forbudt at holde og opdrætte sika bag hegn. Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skal alle bestande af sika bag hegn i Danmark derfor afvikles.

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Pattedyratlas

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig