En fåreflok græsser i det tågede England
Af .
Tåge.
Af .
.

Tåge er det meteorologisk udtryk for vejrforhold, hvor sigtbarheden er under 1.000 meter, uden at der falder nedbør. Er sigtbarheden mellem 1.000 meter og 10 km, taler man i stedet om tågedis eller blot dis.

Tåge findes i flere former

Strålingståge dannes, når himlen om natten er klar, og der dermed er stor udstråling fra jordoverfladen. Luften kan da ved kontakt med den kolde jord afkøles til dugpunktet. Strålingstågen er ikke særlig tyk og ligger ofte i banker.

Advektionståge dannes, når varm og fugtig luft bevæger sig hen over en kold jordoverflade. Denne tågetype er sædvanligvis tykkere og mere udbredt. Den ses især om foråret, når en varmfront har passeret. Den optræder også over havet, når den lune forårsluft trækker hen over det kolde hav. Ved kysten driver havtågen ind som havgus.

Tåge ses også som fronttåge i svage frontområder, hvor vinden er svag, og nedbøren er ubetydelig. Over havet kan tågen optræde som sørøg, når lufttrykket er højt, og meget kold luft driver ud over relativt varmt vand. Herved dannes der meget små, røglignende skyformationer umiddelbart over havets overfladen

Rimtåge består af underafkølede meget små vanddråber, som kan holde sig flydende til -25 °C. Ved berøring fryser de øjeblikkeligt (se rim).

Tågens symbolik

Tåge forbindes med det uklare, tilhyllede, skjulte, forvirrende og uhyggelige. I mere positiv forstand opfattes tåge som det skabende, grødefulde og det guddommeliges fremtræden, hvor det skjulte snart skal åbenbares.

I mødet mellem varmt og koldt dannes (rim)tåge, der i den nordiske skabelsesmytologi er grobund for livets opståen. Tågen kan bruges som symbol i fx mysteriereligioner på sjælens første vaklende forsøg på at komme til indsigt og møde det guddommelige lys. Tågen har en række af de symbolfunktioner, som ses i skyer og slør og mørke.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig