Tyskland

"Deutschland" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Deutschland, se Deutschland (flertydig).

Forbundsrepublikken Tyskland Bundesrepublik Deutschland
Flag Nationalvåben
Motto: Einigkeit und Recht und Freiheit dansk: "Enighed og ret og frihed"
Nationalmelodi:  Tredje vers af Das Lied der Deutschen/Deutschlandlied (også kaldt "Einigkeit und Recht und Freiheit")
Nationaldag: 3. oktober (Genforeningsdagen, siden 1990, Tag der Deutschen Einheit)
Tysklands placering  (mørkegrøn) – på det europæiske kontinent  (lysegrøn og mørkegrå) – i den Europæiske Union  (lysegrøn)  –  [Forklaring]
Hovedstad og største by	Berlin 52°31′N 13°23′Ø
Officielle sprog og nationale sprog	Tysk
Etnicitet (anslået 2017)	87,2% tyskere, 1,8% tyrkere, 1% polakker, 1% syrere, 9% andre
Religion (anslået 2018)	Romerskkatolsk 27,7%, protestanter 25,5%, muslimer 5,1%, ortodokse 1,9%, andre kristne 1,1%, andre 0,9%, ingen 37,8%
Demonym	tysker
Regeringsform	Forbundsrepublik
• Forbundspræsident	Frank-Walter Steinmeier (siden 2017)
• Forbundskansler	Friedrich Merz (CDU, siden 2025)
• Vicekansler	Lars Klingbeil (SPD, siden 2025)
• Siddende regering	Regeringen Friedrich Merz
Lovgivende forsamling
• Overhus	Bundesrat
• Underhus	Bundestag
• Seneste valg til Bundestag	2021
Tysklands dannelse
• Tysk-romerske rige	2. februar 962
• Det romerske rige opløst	6. august 1806
• Tyske forbund	8. juni 1815
• Det Nordtyske Forbund	16. april 1866
• Tyske Kejserrige	18. januar 1871
• Weimarrepublikken	9. november 1918
• Forbundsrepublik	23. maj 1949
• Genforening	3. oktober 1990
Optaget i EU	25. marts 1957
Opkaldt efter	Saksere, Alemanner, theodisk, Preussen, udlænding, Germanien, Stum
Areal
• Total	357.022 km2  (nr. 62)
• Land	348.672 km2
• Vand	8.350 km2
Geografi
• Kystlinjer	2.389 km
• Grænser	3.714 km
• Nabolande	Østrig 801 km Tjekkiet 704 km Holland 575 km Polen 467 km Frankrig 418 km Schweiz 348 km Danmark 68 km Belgien 133 km Luxembourg 128 km
• Laveste målte temperatur	-45,9 °C ved Funtensee (24. december 2001)
• Højeste målte temperatur	41,7 °C ved Coschen (28. juni 2026)
Topografi
• Højeste punkt	Zugspitze, 2.963 m.o.h.
• Laveste punkt	Neuendorf bei Wilster, -3,5 m.o.h.
• Største sø	Bodensøen, 536 km2
• Længste floder	Donau Main (løber udelukkende i Tyskland), 527 km
• Største ø	Rügen, 926 km2
Befolkning
• Anslået December 2019	83.237.124 (nr. 14)
• Tæthed	233/km2  (nr. 41)
• Befolknings- tilvækst	+0,2 % (om året, 2019)
• Forventet levetid	81,9 år (2024)
• Fertilitetsrate	1,46 (2022)
• Arbejdsløsheds- procent	6,1 % (2024)
BNP (KKP)	Anslået 2020
• Total	4.589,115 bio. USD (nr. 5)
• Pr. indbygger	55.306,205 USD (nr. 16)
BNP (nominelt)	Anslået 2020
• Total	3.982,235 bio. USD (nr. 4)
• Pr. indbygger	47.992,322 USD (nr. 16)
Gini (2018)	31,1 (medium)
HDI (2018)	0,939 (meget høj) (nr. 4)
Valuta	Euro (€) (EUR)
Tidszone	UTC+1 (CET)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kører i	højre side af vejen
Kendings- bogstaver (bil)	D
Luftfartøjs- registreringskode	D
Internetdomæne	.de
Telefonkode	+49
ISO 3166-kode	DE, DEU, 276
Foregående stater
Vesttyskland	1990
Østtyskland	indtil 3. oktober 1990
Saar	indtil 1957

Tyskland (tysk: Deutschland), officielt Forbundsrepublikken Tyskland (tysk: Bundesrepublik Deutschland), er et land i Central- og Vesteuropa. Tyskland har et samlet areal på 357.582 kvadratkilometer og landareal på 348.672 kvadratkilometer. Tyskland er, bortset fra den godt én km lange grænse til Canada på Hans Ø, det eneste naboland som Danmark har landegrænse til. Den er på 68 km. Det meste af landet har et tempereret klima. Føderationen Tyskland er en parlamentarisk republik bestående af 16 delstater. Det er med 83.467.117 indbyggere (31. december 2025) EU’s folkerigeste land. Det gav en befolkningstæthed på 239 indbyggere per km², 100 mere end i Danmark. Landets hovedstad samt største by er Berlin, mens dets største byområde er Ruhr-distriktet, der bl.a. består af Dortmund og Essen. Tysklands øvrige største byer er Hamborg, München, Köln, Frankfurt am Main, Stuttgart, Düsseldorf, Leipzig, Bremen, Dresden, Hannover og Nürnberg.

Siden antikken har det nordlige Tyskland været befolket af adskillige germanske folkeslag. Området blev kaldt Germanien allerede før år 100. Under folkevandringstiden spredte de germanske stammer sig også mod syd. Fra det 10. århundrede udgjorde de tyske områder en vigtig del af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Nordtyskland blev i løbet af det 16. århundrede centrum for den protestantiske reformation. I 1815 blev Det Tyske Forbund dannet i kølvandet på det tysk-romerske riges kollaps. Martsrevolutionen (1848-49) førte til, at det såkaldte Frankfurterparlament indførte demokratiske rettigheder.

Nationalstaten Tyskland opstod i 1871, da størstedelen af de tysktalende stater forenedes under preussisk herredømme i Det Tyske Kejserrige. Efter 1. verdenskrig og Novemberrevolutionen (1918-19) blev kejserdømmet væltet til fordel for den parlamentariske Weimarrepublik. Den nazistiske magtovertagelse i 1933 kulminerede hurtigt i dannelsen af Det Tredje Rige, hvis diktatoriske styreform bl.a. førte til 2. verdenskrig og holocaust. Efter 2. verdenskrig blev Tyskland splittet i to stater: Vesttyskland, som havde en markedsøkonomi, og Østtyskland, som havde en planøkonomi. De to lande blev genforenet den 3. oktober 1990.

Det 21. århundredes Tyskland er en stormagt. Landet er blandt verdens 4 største økonomier og en førende nation inden for adskillige industrielle og teknologiske områder. Tyskland er både verdens 3. største eksportør såvel som importør. Det er et industrielt højindkomstland med en høj levestandard. Det tyske samfund er veluddannet og produktivt. Tyskerne nyder godt af en høj grad af velfærd, heriblandt et offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem.

Tyskland var i 1957 med til at grundlægge EØF og i 1993 EU. I 1999 var landet med til at grundlægge Eurozonen. Tyskland er medlem af Schengen, FN, NATO, G7 (tidligere G8), G20 og OECD. Det har verdens 9. største forsvarsbudget. Tyskland er kendt for sin rige kulturhistorie og har fostret adskillige betydningsfulde kunstnere, filosoffer, musikere, sportsudøvere, videnskabsmænd, ingeniører, opfindere og entreprenører.

Navn og begreb

Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk, diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde.

Tyskland er først i 1990 blevet til den stat det er i dag. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse statsdannelser:

• Det Tysk-romerske rige, der i meget varierende form bestod fra cirka 962 til 1806.
• Det tyske forbund 1815–66, der domineredes af Østrig og Preussen.
• Det Tyske Rige, der dækker over tre perioder fra Tysklands samling i 1871 frem til 1945:
  • Det nordtyske forbund 1867–71, der domineredes af Preussen.
  • Det tyske kejserrige 1871–1918
  • Weimar-republikken 1919–1933
  • Det tredje rige 1933–1945
• Forbundsrepublikken Tyskland BRD (Vesttyskland) 1949–1990
• Den Tyske Demokratiske Republik DDR (Østtyskland) 1949–1990
• Forbundsrepublikken Tyskland genforenet fra 1990

Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende om det område, hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede det tysktalende Østrig og områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i Sønderjylland. Først under preussisk ledelse i 1871 (den lilletyske løsning uden Østrig) blev Tyskland en fast geografisk enhed. Fra 1949 til oktober 1990 var Tyskland delt i henholdsvis Vesttyskland, officielt BRD, i vest og Østtyskland, officielt DDR, i øst.

Historie

Uddybende artikel: Tysklands historie

Forhistorie og oldtid

Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Der er spor af fortidsmenneskelig aktivitet til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa, blev Tyskland hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik indboerne bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.

De første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland findes hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr. De omtaler keltiske stammer i syd og germanske stammer i nord. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig længere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast. Mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse.

Germanske stammer omkring 50 e. Kr.

Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9 e.Kr., hvor germanere under Hermann udslettede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, satte en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen. Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de germanske stammer løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk. De vigtigste romerske byer var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selv om der var modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted. Den førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne 98 e.Kr.

Germanske folkevandringer

Allerede 120 f.Kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis fra Himmerland), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italienske kerneland.

Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e.Kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store skarer flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger i det meste af Vesteuropa.

Delingen af det frankiske rige år 843.

I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse, f. eks. Berlin og Dresden.

Det frankiske rige

Uddybende artikel: Frankerne

I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, erobrede med sin hær Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred.

Det tysk-romerske rige (843-1806)

Uddybende artikel: Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation

Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i

• en vestlig del, der kom til at blive Frankrig,
• en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og
• en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år.

Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen til Konrad 1. og i 919 til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar til Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, året, der betegner fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt, hver gang han forsøgte at få fuld kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor syv kurfyrster (med ret til at kåre (vælge)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge kejseren fra de habsburgske konger fra Østrig, det stærkeste medlem af riget.

Reformationen og Trediveårskrigen

Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt. Det var en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner .

Enevælden

I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling. Så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.

Det Tyske forbund (1815–1866)

Frankfurterparlamentet (1848-49) måtte opgive håbet om en samlet, demokratisk tysk stat.

Uddybende artikel: Tysklands historie (1814–1871)

Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer: Preussen og Østrig, og mange af de over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.

I de følgende tiår kendt som restaurationen (genoprettelsen) forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.

Det tyske kejserrige (1871–1918)

Tyske kejserrige 1871-1918

Wilhelm 1. udråbes til tysk kejser på Versailles i 1871.

Uddybende artikel: Tyske kejserrige

Preussens militære sejre over Danmark i 1864 og især over Østrig i slaget ved Königgrätz 1866 og over Frankrig i den fransk-preussiske krig 1870-71 betød, at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne grundlægge et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt gjort til kejsere over det Tyske Rige. Det omfattede alle de større og mindre stater i Tyskland, der før havde været mere eller mindre selvstændige. I årtier havde valget stået mellem den stortyske og lilletyske løsning: med eller uden Østrig. Men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Tyskland blev samlet uden Østrig.

Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, jernkansleren, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev fulgt af Frederik 3. (1888) og dennes søn Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse.

Første verdenskrig

Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering. Og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks realpolitiske linje var erstattet af en aggressiv kurs, der stræbte efter at udvide tyske interesser i Europa. Og gennem kolonisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor det afstod Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen. Der var udsigt til krig.

Den 1. august 1914 brød 1. verdenskrig ud. Efter fire års blodig stillestående krig måtte Tyskland erkende nederlaget, uden at der havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt: kejseren abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik.

Weimarrepublikken (1919–1933)

Det tyske rige 1920-1936

Uddybende artikel: Weimarrepublikken

Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både nationalister og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De næste år blev forholdene bedre, efterhånden som trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både det Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP), tyske monarkister og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke i stand til at opretholde lov og orden.

Nazityskland (1933–1945)

Koncentrationslejren Auschwitz, Folkedrabet på jøderne blev symbolet på Nazityskland.

Uddybende artikel: Nazi-Tyskland

Adolf Hitler kunne sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933 med andre partiers hjælp og med vold og trusler. Efter at NSDAP blev det største parti i begge valg i 1932 (dog uden flertal i Rigsdagen) udnævnte præsident Paul von Hindenburg Hitler til rigskansler den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 fik Hitler stadig ikke flertal i Rigsdagen, men de kommunistiske mandater blev annulleret, og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer fik Hitler det to tredjedeles flertal, som var nødvendigt efter forfatningen og gav ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte mod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Han undergravede systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre.

I løbet af 30'erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at Storbritannien eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år efter München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, og England og Frankrig gav Tyskland et ultimatum.

2. verdenskrig

Polen genopstod efter 1. verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede derfor at erobre landet. Også for at få livsrum og vise den slaviske races underlegenhed . 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Molotov-Ribbentrop-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. Det blev begyndelsen på 2. verdenskrig.

I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 samtidigt med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA.

Tyskland og Japan, tabte krigen i 1945. Italien kapitulerede allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer og en deling af landet. Tyskland mistede store områder i øst. Den tyske befolkning blev fordrevet igen og erstattet af polakker og sovjetborgere.

Efterkrigstiden

De fire besættelseszoner fra 1945.

Uddybende artikler: Det delte Tyskland og Tysklands genforening

Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. Selv om visse storbyer var jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland i fire besættelseszoner efter sejren. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet og den tyske grænse mod øst lagt fast ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern).

Kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en vestallieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes.

I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland).

BRD

Uddybende artikel: Vesttyskland

Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab, som Tyskland var ansvarlig for under 2. verdenskrig. Målet var fra begyndelsen at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler Adenauer en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvorefter Vesttyskland forpligtede sig til at betale tre mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet og genoptog diplomatiske forbindelser. Det betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tyske krigsfanger i Sovjet kunne vende hjem fra fangenskab. I 1955 indgik Danmark og Tyskland i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato en aftale om mindretallene ved den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne).

Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR. Brandt besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-Grænsen) blev anerkendt.

DDR

Uddybende artikel: DDR

Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, og den socialistiske stat var ved at blive drænet for især højtuddannede borgere. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med Berlinmuren.

Berlinrepublikken

Murens fald i 1989.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som die Wende ("vendepunktet"). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirring bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da DDR blev omdannet til fem delstater, der blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er nu Tysklands nationaldag.

Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastrukturen i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU.

Politik

Uddybende artikel: Tysklands politik

Politisk system

Angela Merkel tysk forbundskansler 2005-2021

Valg til Forbundsdagen (Bundestag) finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder "eviggyldige" og kan ikke ophæves.

Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau.

Forbundsdagen (Bundestag)

Den 31. maj 2010 valgte forbundspræsident Horst Köhler som den første i embedet at træde tilbage før tid, efter at han er blevet beskyldt for at udtale, at Tyskland brugte de væbnede styrker til at beskytte økonomiske interesser i Afghanistan. Formanden for det tyske overhus, Forbundsrådet, socialdemokraten Jens Böhrnsen overtager stillingen midlertidigt.

Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), mens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og kommunisternes arvtagere Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS, nu Die Linke) var i opposition.

Udenrigsrelationer

Lissabontraktaten

I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder.

Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl.a. med britisk og fransk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd.

Delstater

Uddybende artikel: Tysklands delstater