Abdul Razak

Med en aristokratisk, malajisk herkomst fik Abdul Razak sin grunduddannelse på en elitekostskolen for malaj-drenge i Perak, Britisk Malaya. Han fik arbejde i den britiske koloniadministration i 1938 og senere et stipendium til at studere på Raffles College i Singapore. Grundet den japanske besættelse i 1942 vendte han tilbage til hjemstaten Pahang. Her arbejdede han i den japanske besættelsesforvaltning, men indgik også i al hemmelighed i den lokale malajiske modstandsbevægelse mod japanerne og opererede for en tid som hemmelig agent for englænderne.

Abdul Razak rejste til England for at studere jura i skæbneåret 1948, hvor borgerkrigen brød ud mellem den kommunistisk ledede antikoloniale bevægelse og den britiske kolonimagt, støttet af de lokale eliter i UMNO, MCA og MIC. Han blev færdig i 1950 efter at have været aktiv såvel i det britiske Labour Party som studenterleder i diverse malajforeninger.

Tilbage i Føderationen Malaya blev han medlem og ungdomsleder i UMNO og allerede i 1955 førsteminister i Pahang-delstaten. Med Abdul Rahman som leder af UMNO og med dannelsen af partikoalitionen Alliancen i 1954 vandt UMNO, MCA og MIC i forening det første føderale selvstyrevalg i 1955. Abdul Razak opnåede valg til parlamentet og blev udnævnt til undervisningsminister. Han indgik i gruppen af lokale toppolitikere fra Alliancen og sultan-aristokratiet, der udvirkede føderationens selvstændighed (Merdeka) i 1957.

Med uafhængigheden blev Abdul Razak vicepremierminister og forsvarsminister i 1957, og han beholdt disse poster frem til 1970. Efter det første forbundsvalg som suveræn forbundsstat i 1959 blev han også minister for landdistrikternes udvikling. Han medvirkede til oprettelsen af staten Malaysia i 1963, hvor de britiske kolonier Singapore, Sarawak og Sabah blev lagt sammen med Malaya-føderationen. Det udløste en international konflikt, Konfrontasi, med Indonesien og Filippinerne. Konflikten blev bilagt, efter at Singapore forlod Malaysia i 1965 og Indonesien fik et militærstyre under Suharto i 1966.

Internt i Malaysia voksede de etniske spændinger mellem især malajer og kinesere som følge af bl.a. stigende socioøkonomisk ulighed. Ved forbundsvalget i 1969 gik det galt, fordi UMNO gik markant tilbage. Selvom Alliancen fastholdt regeringsmagten, udbrød der blodige uroligheder mellem malajer og kinesere i hovedstaden Kuala Lumpur. Kongen indførte undtagelsestilstand efter anvisning fra forbundsregeringen, parlamentet blev suspenderet, og Abdul Razak blev leder af Det Nationale Operationsråd 1969-1970. Efter voldsom kritik fra bl.a. Mahathir bin Mohamad blev Abdul Rahman væltet som premierminister, og Abdul Razak overtog posten.

Under Abdul Razaks ledelse blev 20-årsplanen Ny Økonomisk Politik (New Economic Policy, NEP) udviklet med henblik på at afskaffe fattigdommen og skabe et Bumiputera-erhvervsliv, der kunne matche de etniske kineseres økonomiske formåen. Det skulle ske ved hurtig økonomisk vækst med fokus på landdistrikterne, fremme af især malajernes adgang til uddannelse og offentlig service og beskæftigelse samt opkøb af jord og virksomhedskapital til fremme af malajisk kapitalakkumulation og indflydelse i den moderne sektor af økonomien. Eksportvirksomhederne var overvejende ejet af engelsk kapital, og hjemmemarkedet domineredes af etnisk kinesiske familieejede virksomheder.

Abdul Razak og UMNO skabte imidlertid ikke blot en strategi og planforvaltning til Malaysias udvikling, men også en stor politisk koalition, der skulle kunne bære den igennem. Den Nationale Front (Barisan Nasional, BN) blev bygget op omkring UMNO og de to Alliancepartnere, MCA og MIC, men UMNO ønskede flere partier inkluderet fra alle dele af Malaysia i en multietnisk koalition. Dermed kunne man bedre sikre superflertallet på ²/₃ af mandaterne i forbundsparlamentet, og UMNO kunne legitimt dominere politikken til malajernes fordel uden at tabe de andre minoriteter på gulvet.

Oppositionen både inden for og uden for parlamentet var også blevet mere markant. Kineserne blev politisk splittede oven på Singapores inklusion i 1963 og eksklusion fra Malaysia i 1965. Demokratisk Aktionsparti (Democratic Action Party, DAP) blev dannet i 1965 som afløser for Folkets Aktionsparti Malaya (PAP-M), der var et søsterparti til Singapores altdominerende parti, PAP. Med en socialdemokratisk orientering blev DAP et politisk alternativ for mange byboere og lønmodtagere af etnisk kinesisk og indisk herkomst.

I midten af 1970'erne blev universiteterne et arnested for studenteraktivister, der mente, at det bl.a. gik for langsomt med at udrydde fattigdommen på landet. Mange studerende blev fængslet under Den Interne Sikkerhedslov, herunder Anwar Ibrahim. Abdul Razak, der selv var studenteraktivist i sine unge dag, indførte i 1975 direkte forbud mod partipolitisk engagement og politiske aktioner på universitetsområderne.

Endelig omlagde Abdul Razak Malaysias udenrigspolitik fra en engelsk og provestlig orientering til en neutralitetspolitik. Storbritannien trak sig militært tilbage til øst for Suez omkring 1970. ASEAN var i 1967 blevet dannet af Indonesien, Malaysia, Thailand, Filippinerne og Singapore som en regional sydøstasiatisk sikkerhedspagt. Med tiden skulle organisationen udvikle sig i retning af et øget regionalt samarbejde og et egentligt frihandelsområde.

Abdul Razak havde i flere år været syg af leukæmi, uden at det var kendt offentligt. Under et lægeophold i London i 1976 døde han uventet. Lederskabet af UMNO, Den Nationale Front og regeringen overgik til vicepremierministeren, Hussein Onn (1922-1990). Hussein Onn var søn af UMNOs stifter, Onn bin Jaafar, og han var premierminister i årene 1976-1981.

Abdul Razaks ældste søn Najib Razak blev Malaysias sjette premierminister; han trådte til i 2009 og sad til 2018.

• Malaysia
• Malaysias politiske partier
• Malaysias historie