Efter en lidt succesfuld regeringstid og et sviende nederlag ved forbundsvalget i 2008 trak Abdullah Badawi sig fra sine poster i 2009. Najib Razak tog over, og han forsøgte i første omgang at lægge en mere forsonende linie over for Malaysias ikke-Bumiputra minoriteterne.
Najib Razak lancerede 1Malaysia sloganet for et forenet Malaysia, hvor alle malaysiere skulle behandles ligeværdigt og leve i fred og fordragelighed, mens Malaysia skulle udvikles til et højindkomstland. Den økonomisk fremgang skulle sikres med den Ny Økonomiske Model, der skulle erstatte faderen Abdul Razaks banebrydende Ny Økonomiske Politik (New Economic Policy, NEP) fra 1971-90. NEP var blevet fortsat under Mahathir- og Badawi-regeringerne under andre navne frem til 2009.
Med NEM blev der lagt op til liberalisering af økonomien, fremme af den private sektor, reduktionen i subsidieringen af malajerne privilegier og mindre ubalance på statsbudgettet. De nye tiltag skete på baggrund af den globale finanskrise 2007-09 og forsøget på at bryde ud af mellem-indkomstfælden. Konkurrencen fra såvel lavindkomstlandene som højindkomstlandene blokerede for opgradering af industri- og serviceerhvervene og dermed Malaysias muligheder for at blive et rigt industrialiseret land. For at øge produktiviteten og reducere fattigdommen indførtes bl.a. en minimumsløn med effekt fra 2013. Dertil kom særlige fattigdoms- og boligprogrammer.
Najib Razaks reformpolitik blev mødt med voldsom kritik og modstand fra især Malajernes Konsulterende Råd (Malay Consultative Council, MCC), der bestod af 76 malaj civilsamfundsorganisationer (NGOs). MCC frygtede, at NEM ville underminere malajernes økonomiske og sociokulturelle landvindinger relativt til især etniske kinesere og med tiden reducere malajerne til en underklasse i Malaysia. Malajernes anti-NEM bevægelse fik Najib Razak til at bremse op og svække liberaliseringspolitikken og vende tilbage til mere traditionel om- og forfordelingspolitik til gavn for Bumiputras.
Politikvendingen lykkedes i den forstand, at UMNO og Den Nationale Front igen vandt forbundsvalget i 2013. Men det skete kun i mandattal og dermed majoriteten i forbundsparlamentet, mens de tabte stemmeflertallet til den organiserede oppositionskoalition, Folkets Alliance (Pakatan Rayat, PR). PR bestod af Retfærdighedspartiet (PKR), Demokratisk Aktionsparti (DAP) og Malaysias Islamiske Parti (PAS).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.