dagsommerfugle

Det er almindeligt accepteret, at dagsommerfuglene er en naturlig (dvs. monofyletisk) gruppe, men den holdes faktisk kun sammen af få og små specialiseringer i anatomiske detaljer, navnlig i mellembrystets hudskelet. I praksis kendes dagsommerfugle næsten altid på en kombination af nogle få karakteristiske specialiseringer: Følehornene er fortykket mod spidsen (kølleformede). Vingerne er brede, ofte med stærke farvetegninger, og de klappes i hvile sammen over ryggen med oversiderne mod hinanden. Der findes næsten aldrig et "hæftebørste"-apparat (se sommerfugle), som sammenkobler for- og bagvingen. Alle disse træk er dog også udviklet i visse andre sommerfuglegrupper. Det samme gælder flyvetidspunktet, som dagsommerfuglene har navn efter. Langt de fleste sommerfugle er nataktive, og dette var sikkert også tilfældet med dagsommerfuglenes nærmeste stamformer. Dagaktivitet er imidlertid også udviklet uafhængigt gentagne gange inden for mange grupper af natsværmere.

Dagsommerfuglene er formentlig udviklet i sidste halvdel af Kridttiden (97-65 millioner år), men som fossiler kendes de først fra Eocæn (57-35 millioner år). Da fandtes alle nulevende familier. Deres nærmeste nulevende slægtninge er måske familien Hedylidae, en lille gruppe af målerlignende natsværmere fra Mellem- og Sydamerika. Dagsommerfuglene kan samles i to hovedgrupper.

Familien bredpander, Hesperiidae, omfatter ca. 4.100 arter. De er gennemgående kraftigt byggede sommerfugle, hvis følehorn sidder påfaldende langt fra hinanden (deraf navnet) og oftest er fortykket inden spidsen. Larven har en indsnøret "hals".

De ægte dagsommerfugle, Papilionoidea, udgør den anden hovedgruppe og omfatter ca. 14.000 arter i fire familier.

Dagsommerfugle er vidt udbredt, men artsantallet falder kraftigt mod højere breddegrader. Selv i Nordgrønland forekommer dog fem arter. Samtlige familier er repræsenteret i alle større ikke-arktiske landområder, dog med undtagelse af New Zealand, som har en usædvanlig fattig dagsommerfuglefauna med totalt fravær af hjemmehørende bredpander, svalehaler og hvidvinger. En række dagsommerfugle er meget stærke flyvere, som kan foretage lange vandringer. Eksempler er admiral og tidselsommerfugl, som hvert år i forsommeren indvandrer til Nordeuropa fra Sydeuropa og/eller Nordafrika, samt den amerikanske monark, der fra Mexico og det sydlige USA om foråret flyver mod nord, hvor monarkerne eller deres efterkommere når Canada.

93 dagsommerfuglearter er truffet i Danmark, og i hvert fald 73 har været fastboende her i landet. 12 af disse er imidlertid forsvundet siden midten af 1900-tallet, og mange andre er i kritisk tilbagegang (2012). Hovedårsagen til disse ændringer er utvivlsomt forandringer i land- og skovbrugspraksis.

Da dagsommerfugle både er smukke og relativt lette at iagttage og bestemme, er de blevet studeret intensivt, formentlig mere end nogen anden gruppe af hvirvelløse dyr. Undersøgelser over dagsommerfugle har da også givet banebrydende indsigt i flere biologiske fænomener af stor generel interesse, fx mimicry, variation af genhyppigheder i naturlige bestande, den polytypiske art og plante-planteæder-coevolution. Som lettilgængelige samle- og studieobjekter har de givet mange amatører en indgang til entomologiens naturoplevelser og erkendelsesglæde. Sommerfuglesamleri på hobbyniveau skader normalt ikke bestandene.

• møl
• natsværmere
• sommerfugle

• Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle III (fra Naturbasen)