vedisk religion

Indoarierne havde deres ophav i det indoiranske (af dem selv kaldet ariske) bronzealdersamfund, som i arkæologisk sammenhæng kendes som Andronovo-kulturen. Deres sprog betegnes som oldindoarisk, et indoeuropæisk sprog, som senere blev til vedisk sanskrit. Det indoiranske ophav gør, at særligt de ældste dele af vedisk religion har ligheder med de tidligste zarathustristiske tekster, gathaerne. De indoariske stammer bosatte sig i det nordvestlige Indien, hvor de vekslede mellem migrationsperioder (yoga), hvor mændene rejste ud, fandt nyt land og bekrigede andre stammer, og bosættelsesperioder (kśema), hvor man dyrkede jorden. Under tidsrummet 900-500 fvt. bredte indoarierne sig til det øvrige Nordindien og længere sydpå.

Man opdeler religionshistorisk vedisk religion i tre perioder ud fra de hellige skrifter:

• 1500-1000 fvt.: Tidlig vedisk periode – Rigvedaen(muligvis de ældste dele af Atharvavedaen).
• 1000-850 fvt.: Middel-vedisk period – Atharvavedaen, Sāmavedaen, Rigveda-Khila, Yajurveda, de ældste af Brāhmaṇaerne, de ældste af Āranyakaerne, de ældste af Upaniṣaderne og de tidligste Sūtraer.
• 859-800 fvt.: Sen-vedisk periode – senere Brāhmaṇaer, yngste af Āranyakaerne og Upaniṣaderne og næsten alle Sūtraerne.

Grænsen mellem disse perioder var nok mere flydende end som så, men de illustrerer den udvikling som vedisk religion og samfund gik igennem særligt i den middel-vediske periode. Her opstod to store riger, Kuru-riget og Pañcala-riget, som førte til en centralisering af magten hos kongen og hans offerpræst, purohita. Det er også i denne periode at de fire varnaer (’farve’) udvikles, som blev grundlaget for det senere kastesystem (jāti):

• brahmaner (præster)
• kshatriyaer (krigere, omfattende konge og adel)
• vaishyaer (agerbrugere, handlende og håndværkere) og
• shudraer (slaver og tjenestefolk).

Vedisk religion havde ingen templer. I stedet for indviede man særlige områder til offerpladser, hvor man kunne udføre sine ritualer. Det indebar dog ikke, at vedisk religion var en mindre praktisk anlagt religion. Tværtimod så var ritualet centrum af kulten. Det vigtigste ritual var somaritualet, hvortil størstedelen af Rigvedaens hymner er komponeret til. Hovedaktørerne var en offerpræst (skt. hotar) og en protektor (skt. yajamāna), hvor sidstnævnte var den som sponsorerede offeret og ofte også ønskede at få noget ud af det. I de fleste af de hymner vi har, kan det antages at protektoren var et højtstående medlem af de vediske samfund, såsom en konge eller en høvding. Hymnerne blev komponeret af en poet eller seer (skt. ṛṣi). Disse legendariske poeter blev senere mytologiseret, men under den tidligt vediske periode var poeten et medlem af samfundet som alle andre, dog et meget højt skattet, om ikke det vigtigste, medlem.

I middel-vedisk tid, i takt med en centralisering af samfundene i store kongeriger, udvikles nye ritualer kaldet śrauta-ritualer. Disse ritualer var langt større end tidligere offerritualer, og involverede flere forskellige præster, som hver repræsenterede hver deres veda. Poetens rolle blev også reduceret og overtaget af mere specialiseret personale. Det mest kendte af de store śrauta-ritualer er det vediske hesteoffer, ashvamedha, der som mange andre śrauta-ritualer var til for at cementere kongens magt.

Under den sen-vediske periode udviklede det vediske samfund sig yderligere, og upanishade-litteraturen illustrerer et skifte i fokus fra en ydre rituel praksis, med offerritualer, til en indre rituel praksis med filosoferen og mediteren over verdens sammenhæng, verdensaltet (skt. brahman) og menneskets inderste væsen (skt. atman). Det er også i denne periode der opstod en lang række asketiske og verdensforsagende bevægelser kaldet śramaṇa. Af disse opstod også bevægelser som forsagede vedaerne, såsom buddhismen og jainismen.

Bag ritualet fandtes et stort mytologisk univers. Det er ofte beskrevet at det vediske pantheon havde 33 guder, men trods dette var det ikke alle disse guder som var lige vigtige. De vediske guder var antropomorfe med særlige kendetegn, i lighed med for eksempel de græske guder, men modsat det græske pantheon, hvor de mytologiske narrativer kunne involvere flere guder, fandtes ikke samme “socialitet” blandt de vediske guder. Meget sjældent optræder de vediske guder sammen i de mytologiske narrativer, og det var derfor hovedsageligt i ritualet de mødtes.

Man inddeler i forskningen af vedisk religion de vediske guder i fem kategorier:

1. Natur guddomme: Guder som repræsenterede naturfænomener som Sūrya (solen), Vāyu (vinden), Uṣas (morgenrøden), Dyaus Pitṛ (himlen) og Pṛthivī (jorden).
2. Samfunds-guder, som var forbundet til sociale relationer, normer og moral. Hovedsageligt den gruppe af guder som også kaldes Ādityas: Mitra, Varuṇa og Aryaman. Af disse er Mitra også relateret til solen og Varuṇa er forbundet til ur-vandene.
3. Agens-guder, vis navne var afledt fra navneord der indikerede en handling: Savitṛ (“ingangsætteren”), Tvaṣtṛ (“skaberen”) og Viśvakarman (“al-skaberen”).
4. Ritual-guder, som hovedsageligt optrådte i forbindelse med ritualet: Soma, Vāc og Agni.
5. Indra, som ofte har sin egen kategori. Indra er den store kriger-gud i vedisk religion, og kan være svær at placere i de andre kategorier. Han er forbundet med torden og regn, og ofte sammenlignet med den græske gud Zeus og den nordiske gud Thor på grund af sin voldelige fremtrædning og sit våben vajra. Han er også den af de vediske guder som har det mest udviklede mytologiske narrativ omkring sig. Sammen med Indra grupperes ofte Aśvins, de guddommelige hestetvillinger forbundet med fertilitet, samt Maruts, den guddommelige personificering af krigerforbundet.

Foruden de vediske guder findes også en lang række andre mytologiske væsner, såsom yakṣas, rākṣas, apsāras og gandharvaer. Der er ganske få prominente gudinder i det vediske pantheon. Den vigtigste gudinde var Vāc, gudinden for talen, fordi hun personificerede den liturgiske del af de vediske ritualer. Foruden Vāc fandtes også gudinder for floden Sarasvatī, og Ratri, nattens gudinde. Generelt har gudinderne dog en mindre rolle end deres mandlige modstykker og gudernes hustruer har ofte ikke engang deres eget navn, men blot deres mands navn i femininum, såsom Indrāṇī og Varunānī. Disse figurer får dog lidt mere karakter i senere tekster.

Foruden de fire vedaer findes også et stort katalog af kommentarlitteratur. Hver veda har flere ritualistiske prosatekster. De første er Brāhmaṇaerne, som indeholde foreskrifter for at udføre offerritualerne korrekt, samt symbolske tolkninger af offeret som ritual. En anden kategori er Āranyakaerne “skovbøgerne”, som også er tekster der diskuterer og filosoferer over det vediske offer. Upaniṣaderne er den yngste del af de vediske hovedmateriale, og indeholder også materiale som filosoferer over den vediske ontologi og ritual. Denne bliver senere en vigtig del af vedanta-læren. Alle disse tekster, inklusiv de fire vedaer, anses for at være śruti ‘hørt’, hvilket betyder at de anses som åbenbaret eller inspireret af guderne. Den sidste kategori, Sūtraerne, var små læresætninger eller aforismer, som havde til formål at præsentere guruens udlægning af vedaerne til sin studerende. Disse tekster er hverken śruti eller smṛti(‘det lærde’), men deres helt egen kategori.